SVANHILD
(løfter hovedet efter en kort taushed, ser fast på ham og nærmer sig).
Nu vil jeg sige Dem et alvorsord
til tak for frelsens hånd, De vilde rakt mig.
De brugte før et billed, som har vakt mig
til klar forstand på Deres „flugt fra jord“.
De ligned Dem med falken, der må stævne
mod vinden, dersom den skal højden nå;
jeg var det vift, der bar Dem mod det blå, –
foruden mig var magtløs Deres evne. –
Hvor jammerligt! Hvor småt i et og alt, –
ja latterligt, som selv tilslut De aned!
I frugtbar jordbund lignelsen dog faldt;
thi for mit syn en anden frem den maned,
der ej, som Deres, hinker lam og halt.
Jeg så Dem, ej som falken, men som dragen,
som digterdrage, dannet af papir,
hvis eget jeg en biting er og blir,
mens sejlgarnssnoren udgør hovedsagen.
Den brede brystning var som skreven fuld
af fremtidsveksler på poetisk guld;
hver vinge var en bundt af epigrammer,
som slår i vejr og vind, men ingen rammer;
den lange hale var et tidens digt,
der skulde synes slægtens fejl at pidske,
men som kun drev det til så småt at hviske
om et og andet, der har brudt sin pligt.
Slig lå De magtesløs for mig og bad:
„Å, sæt mig op i vester eller øster!
Å, lad tilvejrs mig gå med mine kvad,
selv om det koster skænd af mor og søster!“
