STYVER.
Nej, det primære; thi dets hverv er ude,
som blomstens hverv – når frugten sætter knude.
(Inde ved pianoet spiller og synger frøken Skære: „Ach, du lieber Augustin“. Styver standser og lytter i stille bevægelse.)
Hun kalder på mig med den samme sang,
som talte, da vi mødtes første gang.
(lægger hånden på Falks arm og ser ham ind i øjet.)
Så tidt hun den til liv i længsel henter,
går ud ifra min kærestes tangenter
bekræftet genpart af det første ja.
Og når vor kærlighed tilslut har endskab,
og afdør, til opstandelse som venskab,
skal sangen binde mellem før og da.
Og krøges end min ryg iflugt med pulten,
og blir mit dagværk kun en krig mod sulten,
så går jeg glad dog vejen til mit hjem,
hvor det forsvundne står i toner frem.
Er der en stakket kveldstund helt vor egen, –
da er jeg sluppen skadesløs fra legen!
(han går ind i huset. Falk vender sig mod lysthuset. Svanhild kommer frem; hun er bleg og oprørt. De ser en stund i taushed på hinanden og kaster sig med heftighed i hinandens arme.)
