FALK.
O, Svanhild, lad os holde trofast ud!
Du friske friluftsblomst på kirkegården, –
der ser du, hvad de kalder liv i våren!
Der lugter lig af brudgom og af brud;
der lugter lig, hvor to går dig forbi
på gadehjørnet, smilende med læben,
med løgnens klumre kalkgrav indeni,
med dødens slaphed over hver en stræben.
Sligt kalder de at leve! Himlens magter,
er slig en lod da værd de tusind fagter?
At drætte børnehjorder op til sligt,
at fede dem med retsind og med pligt,
at gøde dem med tro en stakket sommer, –
til brug, når sjæleslagtningstiden kommer!
