FALK.
Tilfjelds i Guds natur,
som bien jager fra sit vinterbur!
Jeg har en dobbelt sangbund i mit bryst,
en langelek med underspundne strenge,
med tvefold klang, en høj for livets lyst,
og en, som dirrer under, dybt og længe.
(til enkelte mellem studenterne.)
Du har paletten? – Du papir til noder?
Godt; sværm da, biflok, i det grønne løv,
hjem bær vi engang hjemmets blomsterstøv
til kubens dronning, til vor store moder!
(henvendt til selskabet, idet studenterne går og koret fra første akt istemmes dæmpet udenfor.)
Tilgiv mig alt, det større, som det mindre,
jeg intet huske vil;
(sagte.)
men alt erindre.
