MARGIT.
Han var mig aldrig kær!
hans guld var alt, hvad mig hilded;
talte han til mig, sad han mig nær,
blev mit sind af kvide forvildet.
(slår hænderne sammen.)
Og sådan har jeg levet i årene tre!
Mit liv var en evig, en endeløs ve.
Dit komme rygtedes; visst du kender
den stolthed, som dybt i mit hjerte brænder;
jeg dulgte min nød, jeg gemte min kvide;
thi du måtte mindst af alle den vide.
MARGIT.
He never to me was dear.
’Twas his gold was my undoing.
When he spoke to me, aye, or e’en drew near,
My spirit writhed with ruing.
[Clasping her hands.]
And thus have I lived for three long years--
A life of sorrow, of unstanched tears!
Your coming was rumoured. You know full well
What pride deep down in my heart doth dwell.
I hid my anguish, I veiled my woe,
For you were the last that the truth must know.
http://www2.hf.uio.no/common/apps/permlink/permlink.php?app=polyglotta&context=record&uid=c96a392c-edd7-11e0-ab97-001cc4df1abe
