OLAF SKAKTAVL.
Norges bedste hjerte brast, da Krummedikes lejesvende fældte ham. Endnu tykkes det mig, at jeg ser det lange tog, som skred ind i riddersalen, sorgtungt og par for par. Der lå han på båren, med øksehugget over panden, så hvid som en vårsky. Jeg tør vel sige, at Norges gæveste mænd var samlet der hin nat. Fru Margrete stod ved sin døde husbonds hoved, og alle, alle svor vi at vove velfærd og liv for at hævne både denne sidste ugerning og alt det øvrige. – Inger Gyldenløve, – hvem var det, som da brød sig vej gennem mændenes kreds? En ungmø, – fast endnu et barn, – med ild i øjet og med grådfyldt mæle. – Hvad svor hun? Skal jeg gentage eders ord.
