NILS LYKKE
(ser en stund efter hende i hoverende forundring).
Hun henter ham! Ja, virkelig, – hun henter ham! Dysten er halvvejs vunden. Så let havde jeg ikke tænkt, det skulde gå. – Hun sidder dybt i det med urostifterne. Foer sammen af skræk, da jeg nævnte Sten Stures søn. – Og så? Hm! Er fru Inger troskyldig løbet i fælden, så vil ikke Nils Sture gøre mange vanskeligheder. Et ungt blod, uden al sindighed og omtanke – –. Med mit løfte om bistand drager han afsted. Uheldigvis snapper Jens Bjelke ham op på vejen, – og det hele forehavende er kvalt. Og så? Så et skridt videre, til fromme for os selv. Det spredes ud, at den unge grev Sture har været på Østråt, – at en dansk udsending har havt en sammenkomst med fru Inger, – at, som følge deraf, junker Nils blev snappet op af kong Gustavs krigsknægte en fjerdingvej fra gården. – – Inger Gyldenløves anseelse hos almuen være så stor den vil, – imod sligt et stød skal den have svært for at stå sig. (farer pludselig uroligt op.) Alle djævle –! Om fru Inger skulde have anet uråd! Kanske han i dette øjeblik smutter os af hænderne – – (lytter beroliget mod riddersalen.) Ah, det har ingen nød. Der kommer de.
(Fru Inger Gyldenløve kommer inde fra salen, ledsaget af herr Olaf Skaktavl.)
