FRU INGER.
Nu kom Herluf Hydefads oprør. Mindes I hin tid, Olaf Skaktavl? Var det ikke, som om en solfuld vår gik over hele landet! Stærke røster maned mig at komme udenfor; – men jeg turde det ikke. Jeg sad tvivlrådig – langt fra striden – på min ensomme gård. Stundom var det, som om Gud Herren selv råbte på mig; men da kom denne dræbende angst igen og lamslog al vilje. „Hvem vil sejre?“ se, det var spørgsmålet, som idelig ringed for mine øren. Det var en kortvarig vår, som dengang brød frem over Norge. Herluf Hydefad, og mangfoldige med ham, lagdes på stejle og hjul i de måneder, som fulgte på. Mig kunde ingen kræve til regnskab. Og dog mangled det ikke på forblommede trusler fra Danmark. Hvad, om de kendte hemmeligheden? Tilslut vidste jeg ikke at tyde det anderledes, end at de kendte den. I slig en kvidefuld tid var det, at rigshovmester Gyldenløve kom herop og forlangte mig tilægte. Lad en ængstet moder tænke sig i mit sted –! En måned efter var jeg rigshovmesterens hustru, – og hjemløs i mine landsmænds hjerter. Så kom de stille år. Ingen rejste sig mere. Herrerne kunde trykke os ned så dybt og så tungt de lysted. Der var stunder, da jeg væmmedes over mig selv. Thi hvad havde jeg at gøre? Intet, uden at ængstes, forhånes og føde døtre til verden. Mine døtre! Gud må forlade mig det, ifald jeg ikke har en moders hjerte for dem. Mine pligter som hustru var mig et hoveriarbejde. Hvor kunde jeg så elske mine døtre? O, med min søn var det anderledes! Han var min sjæls eget barn. Han var den eneste, som minded mig om den tid, da jeg var kvinde og intet andet end kvinde. – Og ham havde de taget fra mig! Han vokste op mellem fremmede, som måske såede fordærvelsens sæd i ham! Olaf Skaktavl, – havde jeg, som I, vandret jaget og forladt på højfjeldet, i vinter og uvejr, – hvis jeg havde havt mit barn i mine arme, – tro mig, jeg skulde ikke have sørget og grædt så sårt, som jeg har sørget og grædt for ham fra hans fødsel og til denne time!
