NILS LYKKE
(står alene igen).
Hvem? Ja, ve dig; – sejren blir dyrekøbt. Jeg vasker mine hænder. Det er ikke mig, som myrder ham. Men mit bytte undslipper mig ligefuldt. Og oprøret vokser og breder sig! – Ah, det er et dumdristigt, et afsindigt spil, jeg her har indladt mig i! (han lytter ved vinduet.) Der rider de raslende ud igennem porten. – Nu stænges der efter dem; – og her står jeg igen som fange. Ikke nogen mulighed for at slippe bort! Inden en halv time falder Svenskerne over ham. Han har treti vel væbnede ryttere med sig. Det vil gå på livet løst. Men hvis de nu alligevel fangede ham levende? – Var jeg blot fri, så kunde jeg indhente Svenskerne, inden de nåede grænsen, og få ham udleveret. (går op mod vinduet i baggrunden og ser ud.) Fordømt. Vagt udenfor allevegne. Skulde der da ingen udvej være? (går hurtigt nedover gulvet igen; pludselig standser han og lytter.) Hvad er det? Sang og strengeleg. Det kommer ligesom over fra jomfru Elines kammer. Ja, det er hende, som synger. Altså oppe endnu – – (en tanke synes at gennemfare ham.) Eline! Ah, hvis det gik an! Hvis det lod sig gøre, at –. Og hvorfor skulde det ikke lade sig gøre? Er jeg ikke endnu mig selv? I visen heder det:
Hver en skøn-jomfru sukker så mod: Gud give,
Nils Lykke var mig huld og god!
Og hun –? – – Eline Gyldenløve skal frelse mig!
(han går raskt men listende henimod den forreste dør til venstre.)