ELINE.
O, du taler, som om jeg endnu var den Eline, der iaftes slængte blomsterkosten for din fod. I mine bøger har jeg læst om det brogede liv i fjerne lande. Under hornets klang stævner ridderen ud i den grønne lund med falken på sin hånd. Således stævner også du gennem livet; – dit navn klinger foran dig, hvor du drager hen. – Alt, hvad jeg begærer af denne herlighed, er at få hvile som falken ved din arm. Som den var også jeg blind for lyset og for livet, indtil du løste bindet fra mine øjne og lod mig svinge mig op over løvtoppene. – Men, tro mig, – hvor dristigt jeg end spiler mine vinger, så vender jeg dog altid tilbage til mit bur.