FRU INGER
(begynder at forsegle et brev, men kaster det halvfærdigt fra sig, går en stund op og ned, derpå siger hun med heftighed):
Dersom jeg var fejg, så havde jeg aldrig i evighed gjort dette her! Dersom jeg var fejg, så havde jeg skreget til mig selv: hold inde, mens du endnu har en slump salighed i behold for din sjæl! (hendes øje falder på Sten Stures billede; hun undviger synet og siger sagte:) Der ler han livagtigt ned til mig! Fy! (hun vender billedet om mod væggen uden at se på det.) Hvorfor lo du? Var det, fordi jeg handled ilde med din søn? Men den anden, – er ikke også han din søn? Og han er min tillige; mærk dig det! (hun skotter stjålent henover billedrækken.) Så vilde, som inat, har jeg aldrig set dem før. De har øjnene med mig, hvor jeg står og går. (stamper i gulvet.) Men jeg vil ikke vide af det! Jeg vil have fred i mit hus! (begynder at vende alle billederne indad mod væggen.) Ja, om det så var den hellige jomfru Maria selv – –. Synes du det nu er påtide –? Hvorfor hørte du aldrig mine bønner, når jeg så brændende bad om at få mit barn tilbage? Hvorfor? Fordi munken i Wittenberg har ret: Der er ingen mellem Gud og menneskene! (hun ånder tungt og vedbliver under stedse stigende vildelse:) Det er såre godt, at jeg véd besked om de ting. Der er ingen, som har set, hvad der gik for sig derinde. Der er ingen, som kan vidne imod mig. (breder pludselig armene ud og hvisker:) Min søn! Mit elskede barn! Kom til mig! Her er jeg! – Hys! Jeg vil sige dig noget. Jeg er forhadt deroppe – hinsides stjernerne – fordi jeg fødte dig til verden. Det var meningen med mig, at jeg skulde bære Gud Herrens mærke over riget. Men jeg gik min egen vej. Det er derfor, jeg har måttet lide så meget og så længe.