CATILINA.
Jeg må! Jeg må; så byder mig en stemme
i sjælens dyb, – og jeg vil følge den.
Kraft ejer jeg, og mod til noget bedre,
til noget højere, end dette liv.
En række kun af tøjlesløse glæder –!
Nej, nej; de fyldestgør ej hjertets trang.
Jeg sværmer vildt! Kun glemsel er min higen.
Det er forbi! Mit liv har intet mål.
(efter et ophold.)
Hvad blev der vel af mine ungdomsdrømme?
Som lette sommerskyer de forsvandt.
Kun nag og skuffelse de lod tilbage; –
hvert modigt håb har skæbnen røvet mig.
(slår sig for panden.)
Foragt dig selv! Foragt dig, Catilina!
Du føler ædle kræfter i dit sind; –
og hvad er målet for din hele stræben?
Kun mættelse for sanseligt begær.
(roligere.)
Dog, stundom end, som nu i denne time,
en lønlig længsel ulmer i mit bryst.
Ah, når jeg ser mod staden hist, det stolte,
det rige Roma, – og den uselhed
og det fordærv, hvortil det længst er sunket,
fremtræder klart som solen for mit syn, –
da råber højt en stemme i mit indre:
vågn, Catilina; – vågn, og vord en mand!
(afbrydende.)
Ak, det er gøgleværk og nattens drømme,
og ensomhedens åndefostre kun.
Ved mindste lyd fra virklighedens rige
de flygter ned i sjælens stumme dyb.
(Allebrogernes udsendinger, Ambiorix og Ollovico, med sine ledsagere, kommer nedover landevejen uden at bemærke Catilina.)
