CATILINA.
Den tid, Aurelia? Jeg frygter, elskte, –
den ligger end i fremtids fjerne blå.
(med lettere udtryk.)
Dog gå, min hustru; hvil dig lidt derinde.
Kort efter midnat vil vi bryde op; –
da blunder staden dybest i sin slummer,
og ingen aner, hvor vi flygter hen.
Den første morgenrøde skal os finde
langt – langt herfra; i laurbærlundens ly
vi hviler os på græssets bløde teppe.
CATILINE.
That time, Aurelia? Ah, beloved, I fear--
That hour lies in a distant future’s keeping.
CATILINE.
[In a milder tone.]
But go, dear wife, and, while you may, repose.
Soon after midnight we shall start our journey.
The city then is lapped in deepest slumber,
And none shall guess our hidden destination.
The first glow in the morning sky shall find us
Far--far away; there in the laurel grove
We’ll rest ourselves upon the velvet grass.
http://www2.hf.uio.no/common/apps/permlink/permlink.php?app=polyglotta&context=record&uid=6889a226-f199-11e0-ab97-001cc4df1abe
