FURIA.
Nu ikke mere. Da jeg stod i graven, –
da jeg på skillevejen mellem livet
og døden vakled, næste stund beredt
at gæste underverdnen, – se, da greb
en sælsom gysning mig; jeg véd ej selv –;
der foregik en underlig forvandling; –
bort flød mit had, min hævn, min hele sjæl;
hvert minde svandt og hver en jordisk higen; –
kun navnet „Catilina“ skrevet står
med ildskrift, rødt, som fordum, i min barm.
FURIA.
Ah, now no more. When in the tomb I stood,--
And faltered on the path that separates
This life from death, at any moment ready
To greet the underworld,--lo, seized me then
An eerie shuddering; I know not what--;
I felt in me a mystic transformation;--
Away flowed hate, revenge, my very soul;
Each memory vanished and each earthly longing;--
Only the name of “Catiline” remains
Written in fiery letters on my heart.
http://www2.hf.uio.no/common/apps/permlink/permlink.php?app=polyglotta&context=record&uid=68934bc8-f199-11e0-ab97-001cc4df1abe
