CATILINA
(efter et ophold).
Det er den troskab, som jeg bygged på!
Så svigter de mig, en for en. O, guder!
Forræderi og fejghed er det kun,
som gærer i de lunkne slavesjæle.
O, dåre, som jeg er, med mine anslag!
Jeg knuse vil hint øglerede, Roma, –
og Roma er alt længst en sunken grushob.
(våbenlarm høres at nærme sig; han lytter.)
Der kommer de! End er der kække mænd
iblandt dem dog. Hvad liflig klang i stålet!
Hvor lystigt klirrer skjolde mod hinanden!
Det tænder ilden op i mig påny;
afgørelsen er nær, – den store stund,
som løser alle tvivl. Jeg hilser stunden!
(Manlius, Statilius, Gabinius og en mængde andre sammensvorne kommer gennem skoven.)
