THORGJERD (nærmer sig atter). Nu går jeg for at spille op. Olaf Liljekrans sidder i berget, der skal hans bryllup stå. – Gale Thorgjerd må være med, han kan få bord og bænke til at danse, så såre han rører ved sin felestreng. Men I, agt jer vel, drag hjem igen; her er ikke godt for jer; har I ikke hørt, hvad der siges:
Du agte dig vel, når de alfer lege,
de drage dig i legen ind;
og alt hvad du ser og hører der,
det går aldrig mer af dit sind.
(pludselig udbrydende med vild glæde.) Men her er jo bryllupsfolk med, – ha, ha! Hver kvinde har sin bedste stak, hver mand har sin bedste kofte på, – nu skønner jeg. Olaf Liljekrans er brudgom i bygden med, han har sig en fæstemø der også! Ja sligt har I vel spurgt før! Jeg véd nu engang, – det er mange år siden – men jeg mindes det vel.
(vedbliver efter et øjebliks pause1
stedse mere og mere forvirret.) Hr. Alvar havde liden Ingrid fæst’,
hun var sig en mø behænde;
med gammen og leg drak de hendes bryllup,
tre hellige dage til ende.
Og bruden var både flink og fin,
hun dansed mellem gæsternes flok,
det var sig nøkken, den onde vætte,
sad han på sengestok,
sad han som en spillemand på sengestok
og slog de forlokkende strenge!
Da dansed i ring både bord og bænke,
så let som terner og drenge. –
Og nøkken han gik sig af stuedøren ud,
det båder lidet at dølge –
og alt som han spilled på felestreng,
monne bruden efter ham følge!
(vildt, triumferende.) Trolddomsbunden stod ridder og svend,
brudgommen så sig ud så vide;
nøkken redte liden Ingrids seng –
hendes brudeseng i elven hin stride.
(bliver pludselig stille og siger sagte:) Den vise glemmer jeg aldrig! – – – Men gå I hjem, det tager til at kveldes, og er solen nede, så hører skoven de andre til. Farvel! Jeg bringer bud og hilsen til Olaf, der han sidder – i berget!
(går ind i lien til venstre.)
