ALFHILD.
O, du må fortælle mig mere endnu!
I mit sind falder dine ord, som duggen hin svale,
det er mig, som råded du alle min længsels runer
med din liflige tale! – – –
Sad du aldrig en sommernat ved det øde fjeldvand,
der er så dybt, at du ej kan bunde?
Så du ikke alle himlens små lys dernede,
de kloge øjne, der tolker mere end du kan udgrunde,
mere end du kan udsige, om du havde tusinde munde.
– – – – –
Tidt sad jeg så; med mine hænder vilde jeg fange
de dybe, de tindrende gåder dernede –
jeg greb efter dem, vilde se dem nær,
da blev de dunkle, som øjne, der græde, –
det var fåfængt at spejde og lede –
– – – – –
Så var det også fordum i mit sind!
Mange, mange gåder, som jeg vilde forstå;
men de gækked mig som stjernen i det dybe vand,
bleve mig ugrundelige, desmere jeg grunded derpå!
