OLAF.
Og er jeg ikke bleven mig selv en ugrundelig gåde?
Er jeg Olaf Liljekrans, den stolte ridder,
den ætstore mand, der broutede af sin slægt,
og lod hånt om elskov og fuglekvidder!
Dog ligegodt, jeg river ud af mindet, hvad jeg var!
Lykkelig er jeg, det kan jeg forstå – –
din spådom slog fejl, – Lykken skulde jeg finde,
når jeg fandt den fagreste blandt urter små.
Ha! Lykken har jeg alt fundet!