ALFHILD. Hvor Olaf færdes, did må jeg hen,
udad, langt ud i de lyse dale!
Der stander hans slot med gyldne sale!
o, jeg kender ham fra dine kvæder igen;
han er ridderen, kongesønnen, bold og prud,
og jeg, den fattige Alfhild, er hans brud!
Fattig, nej, nej, prinsessen jeg er,
o, mer end prinsesse; jeg er Olafs hjertenskær.
(bryllupskoret høres langt nede i lierne.) Hør, hør, han kalder med horn og lur!
Farvel nu, blomster og skov og ur!
Farvel, min dal, du est mig for trang,
mig vinker alverdens jubel og sang!
Imorgen skal jeg smykkes med gyldenskrud
og ride til kirken som Olafs brud!
Sammen skal vi sidde på højsædets hynde –
ja, nu, først nu skal mit liv begynde!
(hun iler ud til venstre. Thorgjerd ser tankefuld efter hende, koret taber sig i det fjerne, idet tæppet falder.)
