FRU KIRSTEN. Den onde, forbandede kvinde! Så glad og trøstig er hun, skønt hun véd, at Olaf skal for altret med en anden. Men således er det mig ret tilpas; det går lettere end jeg tænkte. Hun ser så skyldfri ud som et barn, og dog kan hun samtykke i at tage til husbond den, jeg først vælger for hende. Og jeg som tænkte, at Olaf var hende isandhed kær; har han endnu ikke fået forvissning om hendes rette sindelag, så skal han snart få det. Han skal kende hende tilbunds, han skal vide, hvi hun har koglet og lokket for ham, og så, ja så er hun ham ikke længer farlig.
(smilende.) Se, se! Olaf tænkte dog på den samme frelse som jeg; så snild havde jeg ikke holdt ham for at være. – Men hvor finder vi den svend, som er villig til – Nu, vakker er hun, og på sølv og en liden grund dertil, skal det ikke komme an. Skulde Olaf allerede have talt til nogen derom? Det er ikke tænkeligt! – Nu, så vil jeg sørge for den sag. Jeg har jo huskarle nok på gården og –
(ser ud til højre.) Hemming! om jeg prøvede med ham! Men han så dem jo sammen på fjeldet igår, han må vel vide, at der er noget mellem de to. Men ikke desmindre – han er en ringe svend, og derhos fattig og veg af sind – vi får se, vi får se!