FRU KIRSTEN (for sig selv). Så ung er hun og dog så underfundig; hun har leflet med Hemming, alt imens hun bildte min søn ind, at – – Godt, han skal snart lære hendes kunster at kende. Men først må jeg have herr Arne fat; han holder meget af Hemming, vil nødig skilles fra ham; det lod også som Hemming frygtede for, at det skulde være til hinder; men de kan jo mageligt blive sammen, om end Hemming gifter sig. – Hemming ser ellers mere grant i tingen, end jeg tænkte mig. Hvad vil Olaf sige dertil, spurgte han; han har da altså mærket, at Alfhild endnu ligger min søn på hjertet. Nu, lad ham det; tager han hende, så tier han også, og er Alfhild først gift – jeg kender Olaf; han har stedse sat høj pris på at stå i agt og ære hos bygdens mænd, og derfor vil han vel – ja, ja, det må, det skal lykkes.
(går ud til højre.)
