BRAND
(ser længe efter dem).
En for en med bøjde nakker
går den stille klynge hjem.
Sindet sturer, foden sakker,
staver tungt og træt sig frem;
hver af dem med tungsinds lader
går som truet af et ris,
går, som menneskenes fader
dreven ud af Paradis, –
går, som han, med skyldslørt tinding, –
ser, som han, i mørkets gab, –
bær, som han, sin kundskabs vinding, –
bær, som han, sin blindheds tab;
Mennesket jeg kækt har villet
skabe nyt og helt og rent; –
der er værket, – brødens billed,
ikke Guds, som det var ment. –
Ud herfra til større vidder;
her er rum ej for en ridder!
(vil gå, men standser, idet han ser Agnes ved stranden.)
Se, hvor lyttende hun sidder,
som om her var sang i luften.
Lyttende hun sad i båden,
da den skar de rørte vande, –
lyttende hun holdt i tuften, –
lyttende hun havråksfråden
rysted af sin klare pande.
Det ser ud som hørslen bytted
plads og hun med øjet lytted.
(nærmer sig.)
Unge pige, er det fjordens
krumme vej, som synet følger –?
