Og dog – i angstens værste dage,
i sorgens store rædselsstund,
da barnet sov den sidste blund,
da intet kys af modermund
bar smilet på hans kind tilbage; –
hvad var det –? Bad jeg ikke da?
Hvad kom den søde svimlen fra,
den sangens strøm, den melodi,
som langvejs lød og jog forbi –
og bar mig højt og bar mig fri?
Bad jeg? Blev jeg i bønnen svalt?
Har jeg med Gud herinde talt?
Har han mig hørt? Og så han ned
i sørgehuset, hvor jeg græd? –
Hvad véd jeg! Nu er lukt og stængt,
og mørket atter om mig sænkt, –
og intet, intet lys at finde – –.
Jo, Agnes, – hun, som ser iblinde –!
(råber i angst.)
Lys, Agnes, – lys, ifald du kan!
(Agnes åbner døren og træder ind med de tændte feststager; et klart skær falder over stuen.)