Du skal være min alene.
Jeg vil være den, der fængsler
dig, som guld og ædelstene.
Skilles vi, er livet omme, –
ja, for din part, notabene!
Hele du, hver trevl og tomme,
uden vilje, ja, og nej,
vil jeg vide fyldt af mig.
Dine lokkers midnatsgaver,
alt, hvad yndigt er at nævne,
skal som babylonske haver,
vinke mig til sultanstævne.
Derfor er det brav igrunden
med dit tomme pandehvælv.
Har man sjæl, så er man bunden
i betragtning af sig selv.
Hør, imens vi just er ved det;
hvis du vil, du skal, min tro,
få en ring om ankelledet; –
det blir bedst for begge to;
jeg taer plads i sjælestedet,
og forøvrigt – status quo.
(Anitra snorker.)
