HJALMAR.
Jo, véd du hvad, – jeg tror næsten – (ser Gina i køkkendøren.) Jeg? Nej, jeg har ikke tid; jeg må arbejde. – Men så var det mekanismen –
(Han trækker i en snor; indefra glider ned et forhæng, hvis nedre del består af en stribe gammel sejldug, resten, oventil, af et stykke udspændt fiskegarn. Loftsgulvet er således ikke længer synligt.)