CÆSAR JULIAN.
Hvem tror du er mine venner i hæren? Ikke én, min elskede Helena! Jo, en eneste, – hin perusiske ridder, Sallust, som jeg under vor bryllupshøjtid i Mailand måtte give afslag på en billig bøn. Han er ædelmodig kommen til mig i lejren, har mindet mig om vort gamle venskab i Athen og bedt om at måtte følge mig i alle farer. Men hvad gælder vel Sallust ved kejserhoffet? Han er jo en af dem, man der kalder hedninger. Han kan intet gavne mig. – Og nu de andre! Krigsøversten Arbetio, som lod mig i stikken, da jeg lå indesluttet i Sennones! Den gamle Severus, som tynges under følelsen af sin egen udygtighed, og som dog ikke kan forlige sig med min nye krigsførsel! Eller tror du, jeg kan støtte mig til Florentius, – prætorian-høvdingen? Jeg siger dig, denne urolige mand tragter efter de højeste ting.