Bibliotheca Polyglotta

Catilina (Catiline)

CATILINA
(ser efter hende).
Nu er hun borte. Ah, det letted mig!
Aflægge kan jeg denne byrdefulde
forstillelse, det skin af frejdighed,
som findes mindst af alt i dette hjerte.
Hun er min gode ånd. Hun vilde sørge,
ifald hun så min tvivl. Jeg må den skjule.
Dog, denne tause stund jeg vier ind
til en betragtning af mit spildte liv. –
Ah, lampen der forstyrrer mine tanker; –
mørkt må her være, – mørkt, som i min sjæl!
(slukker lampen ud; månen skinner ind gennem søjlerne i baggrunden.)
For lyst, – for lyst endnu! Dog, ligemeget; –
det matte måneskin sig passer godt
til dette dunkle halvlys, der omhyller, –
der stedse har omhyllet mine veje.
Hm, Catilina, – så er denne dag
din sidste; alt imorgen er du ej
hin Catilina mer, du før har været.
Fjernt i det øde Gallien skal mit liv
henrinde ukendt som en flod i skoven. –
Nu er jeg vågnet op af alle drømme
om magt, om storhed, om et dådrigt levnet; –
de svandt som duggen; i mit indres nat
var deres tumleplads; – dem ingen kendte.
Det er ej denne dumpe døs og ro,
afstængt fra verdens larm, som skræmmer mig.
Hvis blot et øjeblik jeg kunde lyse
og flamme som en stjerne i sit fald, –
hvis blot jeg en gang med en herlig dåd
fik knytte mig og navnet „Catilina“
til ry og til udødelige sagn, –
da skulde jeg med fryd, i sejrens stund,
forlade alt, – ty til en fremmed strand;
jeg skulde støde dolken i mit hjerte;
dø fri og glad; – thi da jeg havde levet!
Men denne lodd er døden uden liv.
Er sådant muligt? Skal jeg så forgå?
(med oprakte arme.)
Et vink, I vrede guder, – at det er
min skæbne, glemt og sporløst at forsvinde
fra livet!

CATILINE.
[Gazes after her.]
Now is she gone! And I--what a relief!
Now can I cast away this wearisome
Hypocrisy, this show of cheerfulness,
Which least of all is found within my heart.
She is my better spirit. She would grieve
Were she to sense my doubt. I must dissemble.
Yet shall I consecrate this silent hour
To contemplation of my wasted life.--
This lamp,--ah, it disturbs my very thoughts;--
Dark it must be here,--dark as is my soul!
[He puts out the light; the moon shines through the pillars in the rear.]

CATILINE.
Too light,--yes, still too light! And yet, no matter;--
The pallid moonlight here does well befit
The twilight and the gloom that shroud my soul,--
Have ever shrouded all my earthly ways.

CATILINE.
Hm, Catiline, then is this day your last;
Tomorrow morning you will be no longer
The Catiline you hitherto have been.
Distant in barren Gaul my life shall run
Its course, unknown as is a forest stream.--
Now am I wakened from those many visions
Of power, of greatness, of a life of deeds;--
They vanished like the dew; in my dark soul
They struggled long and died,--unseen of men.

CATILINE.
Ah, it is not this dull and drowsy life,
Far from all mundane tumult, that affrights me.
If only for a moment I could shine,
And blaze in splendor like a shooting star,--
If only by a glorious deed I could
Immortalize the name of Catiline
With everlasting glory and renown,--
Then gladly should I, in the hour of triumph,
Forsake all things,--flee to a foreign strand;--
I’d plunge the dagger in my exiled heart,
Die free and happy; for I should have lived!

CATILINE.
But oh,--to die without first having lived.
Can that be possible? Shall I so die?
[With uplifted hands.]

CATILINE.
A hint, oh angry powers,--that it is
My fate to disappear from life forgotten,
Without a trace!

Nor Ibsen (1850) line no. 2,51; Eng Orbeck (1921); Permanent link

http://www2.hf.uio.no/common/apps/permlink/permlink.php?app=polyglotta&context=record&uid=688ab490-f199-11e0-ab97-001cc4df1abe

Choose languages

Choose images, etc.

Choose languages

Choose display