HILDE.
Javisst, – bild dig bare det ind, min tøs! Å nej, du, det blir såmæn aldrig godt imellem os og hende. For hun passer slet ikke for os. Og ikke vi for hende heller. Gud véd, hvad far skulde trække hende ind i huset for! – Det skulde ikke undre mig, om hun gik hen og blev gal for os en vakker dag.
HILDE.
Of course--just try and persuade yourself of that, my child! Oh, no! It will never be pleasant between us and her. For she doesn’t belong to us at all. And we don’t belong to her either. Goodness knows what father dragged her into the house for! I shouldn’t wonder if some fine day she went mad under our very eyes.
HILDE
Persze! Csak beszéld be magadnak, drágám! Nem, nem! Tudd meg, közöttünk soha az életben nem lehet jó viszony. Mert nem illik közénk. Mint ahogy mi sem ülünk hozzá. Isten tudja, minek hurcolta ide a papa a házba! Azon sem csodálkoznék, ha ez a nő egy szép napon a szemünk láttára kikészülne és meghibbanna.