Ἐγένετο γὰρ κατ' ἐκεῖνον τὸν καιρὸν μοναχός τις, σοφὸς τὰ θεῖα, βίῳ τε (12) καὶ λόγῳ κοσμούμενος, καὶ εἰς ἄκρον πᾶσαν μοναχικὴν μετελθὼν πολιτείαν·
ὅθεν μὲν ὁρμώμενος καὶ ἐκ ποίου γένους οὐκ ἔχω λέγειν, ἐν πανερήμῳ δέ τινι τῆς Σενααρίτιδος γῆς τὰς οἰκήσεις ποιούμενος, καὶ τῆς ἱερωσύνης τετελειωμένος τῇ χάριτι. Βαρλαὰμ ἦν ὄνομα τούτῳ τῷ γέροντι.
οὗτος οὖν ἀποκαλύψει τινὶ θεόθεν αὐτῷ γενομένῃ γνοὺς τὰ κατὰ τὸν υἱὸν τοῦ βασιλέως, ἐξελθὼν τῆς ἐρήμου, πρὸς τὴν οἰκουμένην κατῆλθε.
καί, ἀμείψας τὸ ἑαυτοῦ σχῆμα, ἱμάτιά τε κοσμικὰ ἀμφιασάμενος, καὶ νηὸς ἐπιβάς, ἀφίκετο εἰς τὰ τῶν Ἰνδῶν βασίλεια,
καὶ ἐμπόρου ὑποδὺς προσωπεῖον, τὴν πόλιν καταλαμβάνει, ἔνθα δὴ ὁ τοῦ βασιλέως υἱὸς τὸ παλάτιον εἶχε.
καί, ἡμέρας διατρίψας ἐκεῖσε πολλάς, ἠκριβολογήσατο τὰ κατ' αὐτὸν καὶ τίνες οἱ τούτῳ πλησιάζοντες.
μαθὼν οὖν τὸν ἀνωτέρω ῥηθέντα παιδαγωγὸν πάντων αὐτῷ μᾶλλον οἰκειότατον εἶναι, προσελθὼν αὐτῷ κατ' ἰδίαν, ἔφη·
Erat enim eo tempore monachus quidam divinarum rerum peritus, vitaque ac sermone ornatus, atque in omni monastica vivendi ratione summopere versatus:
unde oriundus, aut ex quo genere, dicere nequeo, verum in solitudine quadam Sennaaritidis terrae domicilium habens, ac sacerdotii dignitate praeditus. Huic porro seni Barlaam nomen erat.
Hic igitur cum divino quodam admonitu, quonam statu regis filius esset comperisset, e solitudine egressus, ad cultam et habitabilem terram profectus est;
mutatoque habitu suo, atque indutis mundanis vestibus, et conscensa navi, ad Indorum regnum se contulit,
ac mercatorem se esse fingens, in eam urbem in qua regis filius palatium habebat ingreditur.
Permultosque dies illic commoratus, qui (460c,1) rerum ipsius status esset diligenter exquisivit, et quinam essent qui propius ad eum accedere solerent:
cum igitur paedagogum eum de quo superius a nobis mentio facta est ipsi omnium familiarissimum esse intellexisset, seorsim eum conveniens, his verbis usus est:
There was at that time a certain monk, learned in heavenly things, graced in word and deed, a model follower of every monastic rule.
Whence he sprang, and what his race, I cannot say, but he dwelt in a waste howling wilderness in the land of Senaar, and had been perfected through the grace of the priesthood. Barlaam was this elder’s name.
He, learning by divine revelation the state of the king’s son, left the desert and returned to the world.
Changing his habit, he put on lay attire, and, embarking on ship board, arrived at the seat of the empire of the Indians.
Disguised as a merchant man, he entered the city, where was the palace of the king’s son.
There he tarried many days, and enquired diligently concerning the prince’s affairs, and those that had access to him.
Learning that the tutor, of whom we have spoken, was the prince’s most familiar friend, he privily approached him, saying,
(25) A þenna tima var ein munkr. (26) raðogr oc vitr. er allan (27) sinn hug hafðe a lagt guði (28) at þiona.
En af hueri landde (29) eða huerrar ættar hann var. (4va1) þa þarf ec eigi at sinni at segia. (2) hann hafðe gort ser hus oc (3) herbyrgi. i øyði morkku. (4) lanndz þess er heitir senniar (5) hann var prestr at vigsslv
(6) heilagr annde birtti honom. huat (7) er fram for með. konongs. syni (8) a inndia lanndde.
oc hann eptir (9) sem guð bauð honom. gek vt (10) or øyði morkkenne. oc skiptí (11) bunaðe sinum. oc tok leik(12)manna bunað. oc steig a skip þat (13) er gek til inndialandz.
oc (14) kallaðezt kaupmaðr. Oc (15) eptir þvi sem guð villdi. toko (16) þeir hofn hia borg þeirri. er (17). konongs. svnr var firir staddr (18)
oc var hann þar miok marga (19) daga. oc frette vm. konongs (20) svnar athæve. oc hverir (21) honom gengo nester oc kiærazter (22) at þionastu.
oc varð (23) hann þess var. at sa einn maðr (24) er fyr var getít í sagunni (25) var honom hinn kiærazte.
Paa denne Tid var der en klog og vis Munk, som havde lagt al sin Hu paa at tjene Gud;
men af hvilket Land eller hvilken Herkomst han var, behöver jeg for Öieblikket ikke at sige. Han havde gjort sig Hus og Bolig i Orkenen i det Land, som hedder Sennaar; han havde præstelig Indvielse (og hed Barlaam).
Den hellige Aand aabenbarede ham, hvad der tildrog sig med Kongens Son i Indien,
og han gik, efter som Gud böd ham, ud af Örkenen og ombyttede sin Dragt og antog Lægmands Dragt og besteg et Skib, der gik til Indien,
og kaldte sig Kjöbmand. Og ifölge Guds Vilje naaede de Havn ved (27,1) den By, hvori Kongesönnen opholdt sig.
Og han var der saare mange Dage og spurgte om Kongesönnens Opförsel, og hvilke der vare nærmest om ham og ved Opvartningen helst seede;
og han erfarede, at den Mand, som for er omtalt i Fortællingen, var ham kjærest.