Transl. M. Eiriksson (1857) 259L.: Dersom Faderen eller den hellige Aand havde paataget sig Manddom, da vare der blevne to Sönner i Treenigheden, den ene Guds Sön, men den anden Menneskens Sön. Sönnen kaldes (er) Gud lig, men Englen og Mennesket vilde tilegne sig Navn af Lighed med Gud; derfor vilde Guds Sön blive Menneske, thi imod ham blev Fornærmelsen udövet; men han handlede ogsaa miskundelig imod dem, han kunde fordömme med Rette. Alle Ting ere gjorte ved Sönnen, og derfor burde ogsaa Forlösningen skee ved Sönnen.