KEJSER JULIAN.
Og jeg, min Libanios, har også fattet grunden til, at min ungdomslærer har ladet mig blive her i Antiokia i flere måneder uden at fremstille sig. Libanios har rimeligvis ment, at de tjenester, som hans fordums lærling kan have ydet guderne og staten eller videnskaben, ikke var store nok til med rette at fortjene lovprisning af den mand, der kaldes veltalenhedslærernes konge. Libanios har sagtens ment, at ringere talere egnede sig bedst for så middelmådige ting. End videre har vel Libanios undladt alt dette af omsorg for mit sinds ligevægt. Ja, du har visselig frygtet for at se kejseren beruset af overmod, ravende, lig den, der i tørstighed har drukket med altfor stort begær af en løvkranset vinskål, dersom du ødslede på ham noget af den kunst, som alle Grækere beundrer hos dig, og derved i visse måder hævede ham til gudernes højde ved at udgyde for ham et så kostbart offer.
JULIAN.
Und ich, mein Libanios, habe auch verstanden, aus welchem Grunde mich der Lehrer meiner Jugend mehrere Monde in Antiochia weilen ließ, ohne sich vorzustellen. Libanios hat natürlich gemeint, daß die Dienste, die sein früherer Jünger den Göttern und dem Staat oder der Wissenschaft geleistet haben könnte, nicht groß genug wären, um mit Recht das Lob des Mannes zu verdienen, der der König unter den Lehrern der Beredsamkeit genannt wird. Libanios hat vielleicht geglaubt, daß geringere Redner sich besser zu mittelmäßigen Dingen eigneten. Und weiter hat wohl Libanios all dies aus Sorge um meiner Seele Gleichgewicht unterlassen. Ja, Du hast gewiß gefürchtet, den Kaiser, berauscht von Übermut, taumeln zu sehen wie einen, der aus laubbekränzter Weinschale vor Durst mit allzu großer Begier getrunken hat, wenn Du an ihn etwas von der Kunst verschwendetest, die alle Griechen an Dir bewundern, und ihn dadurch gewissermaßen zu der Höhe der Götter erhobst, indem Du ihm ein so kostbares Opfer darbrächtest.