GULDSTAD.
Som tændte luen.
For hende sørged jeg i mange år,
og i dem alle stod hun for mit minde,
som den hun var, hin unge fagre kvinde,
dengang vi mødtes i den friske vår.
Nu tænder I den samme dårskabsild,
nu frister I det samme vovespil, –
se, derfor er det, at jeg siger: Varlig!
Stands lidt, og tænk jer om; – jer leg er farlig!
GULDSTAD.
Who lit the flame.
Long I remembered her with keen regret,
And still in my remembrance she arose
As the young lovely woman that she was
When in life’s buoyant spring-time first we met.
And that same foolish fire you now are fain
To light, that game of hazard you would dare.
See, that is why I call to you--beware!
The game is perilous! Pause, and think again!
http://www2.hf.uio.no/common/apps/permlink/permlink.php?app=polyglotta&context=ctext&uid=cf0a46a2-ea84-11e0-ab97-001cc4df1abe