GANDALF.
Jeg tog dig med, fordi du alt som gut
forrådte tegn på rige skaldekræfter.
Du skulde se min djærve ledingsfærd;
og når kong Gandalf sad som grånet gubbe
ved egebordet mellem sine kæmper,
da skulde drottens unge skald forkorte
den lange vinterkvæld med heltekvad,
og så til slutning sjunge mig mit drapa;
thi mindet, rejst af skaldetungens lyn,
er bedste bauta over heltens gravhøj.
Gå nu, slæng harpen væk, og put dig selv
i munkekutten, hvis det lyster dig.
Ha! ha! Kong Gandalf får en dygtig sanger.
(Vikingerne går ind i skoven til venstre; Hemming følger dem.)
GANDALF.
I had you brought with me because in youth
You showed great promise of poetic gifts.
You were to see my bold and warlike deeds,
So that when I, King Gandalf, old and gray,
Sat with my warriors round the oaken table,
The king’s young scald might while away
Long winter evenings with heroic lays,
And sing at last a saga of my deeds;
The hero’s fame voiced in the poet’s song
Outlives the monument upon his grave.
But now, be off, and if you choose go cast
Your harp aside and don the monkish cowl.
Aha! King Gandalf has a mighty scald!
[The VIKINGS go into the forest to the left; HEMMING follows them.]