FRU BERNICK.
Og hvor højmodigt har han ikke tilgivet dig, han, som dog aldrig havde forbrudt noget! Thi han kunde dog ikke for, at du gik her og gjorde dig forhåbninger. Men siden den tid har du hadet mig også. (brister i gråd.) Du har aldrig undt mig min lykke. Og nu kommer du her for at vælte alt dette over mig, – for at vise byen, hvilken familje jeg har bragt Karsten ind i. Ja, det er mig, det går ud over, og det er det, du vil. O, det er afskyeligt af dig!
(hun går grædende bort gennem den øverste dør til venstre.)