Ǫnd mín fagnar Guði því at ek lýsumk af spektargeisla fyrir þik at braut rekinni villuþoku. Enn bið ek þik, góðr lærifaðir, at mér sé lofat at spyrja framarr.
Min Sjæl glædes i Gud, thi jeg oplyses af Viisdommens Straale formedelst dig, efterat Vildfarelsens Taage er bortdreven. Endnu beder jeg dig, gode Lærefader, at det maa være mig tilladt at spörge videre.
Prologus
I. LIBER PRIMUS: DE DIVINIS REBUS
