HJØRDIS
(bittert).
Jeg gør dig uret kan hænde! Nej, nej, Sigurd, forgiftig har du været for alle mine levedage. Kom ihu, det var dig, som øved hin skændige list; det var dig, som sad hos mig i buret, gøgled elskov mens du listeligt lo derved, slængte mig bort til Gunnar, thi for ham var jeg god nok endda, – og foer så fra landet med den kvinde, du havde kær!
HIÖRDIS
(bitterly).
I do thee wrong mayhap! Nay, nay, Sigurd, thou hast been as a poison to all my days. Bethink thee who it was that wrought that shameful guile; who it was that lay by my side in the bower, feigning love with the laugh of cunning in his heart; who it was that flung me forth to Gunnar, since for him I was good enough, forsooth--and then sailed away with the woman he held dear!