You are here: BP HOME > MI > Olaf Liljekrans > fulltext
Olaf Liljekrans

Choose languages

Choose images, etc.

Choose languages
Choose display
  • Enable images
  • Enable footnotes
    • Show all footnotes
    • Minimize footnotes
Search-help
Choose specific texts..
    Click to Expand/Collapse Option Complete text
Click to Expand/Collapse OptionTitle
Click to Expand/Collapse OptionDramatis personæ
Click to Expand/Collapse OptionStage
Click to Expand/Collapse OptionACT I
Click to Expand/Collapse OptionACT II
Click to Expand/Collapse OptionACT III
TREDJE SCENE.
De forrige. Fru Kirsten (kommer med sine huskarle fra venstre).  
SCENE III
[The Preceding. LADY KIRSTEN comes with her HOUSE CARLS from the left.] 
FRU KIRSTEN
(til sit følge, uden at bemærke de andre).
Nu kun et stykke længere frem, så véd jeg visst, han må findes. (farer sammen, afsides.) Arne fra Guldvik! Himlen stå mig nu bi! 
LADY KIRSTEN.
[To her followers, without noticing the others.]
Now just a little farther and I am sure we shall find him.

LADY KIRSTEN.
[Taken aback, aside.]
Arne of Guldvik! Heaven help me! 
ARNE
(idet han går hende imøde.)
Gudsfred, fru Kirsten Liljekrans! 
ARNE.
[As he goes to meet her.]
The peace of God, Lady Kirsten Liljekrans! 
FRU KIRSTEN
(fatter sig og rækker ham hånden).
Gudsfred igen! (afsides.) Skulde han intet vide? 
LADY KIRSTEN.
[Composes herself and gives him her hand.]
The peace of God to you!

LADY KIRSTEN.
[Aside.]
Does he then know nothing? 
ARNE
(vedbliver fornøjet).
Og vel mødt ved grænseskellet! Se, det må jeg lide; men fast for stor er den hæder, I viser mig. 
ARNE.
[Contentedly.]
And well met at the boundary! Indeed, this pleases me; yet almost too great is the honor you show me. 
FRU KIRSTEN.
Hvad mener I? 
LADY KIRSTEN.
What mean you? 
ARNE.
Jeg mener, for stor er den hæder, I viser mig, når I drager milevidt afsted igennem lier og ødemarker for at byde mig velkommen på eders grund. 
ARNE.
I mean too great is the honor you show me, when you travel miles over fields and wildernesses in order to bid me welcome on your land. 
FRU KIRSTEN.
Ej, herr Arne – (afsides.) Han véd intet endnu! 
LADY KIRSTEN.
Ah, Lord Arne--

LADY KIRSTEN.
[Aside.]
He knows nothing as yet! 
ARNE.
Og det på en dag som denne, da I har fuldt op at agte på; det er jo hos jer, vore børns bryllup skal holdes, eftersom min gård ligger for langt fra kirken, og dog kommer I mig imøde med alle eders karle. 
ARNE.
And that on a day like this, when you have enough things to attend to; ’tis at your house we celebrate the wedding of our children, since my estate lies too far from the church, and yet you come here to meet me with all your servants. 
FRU KIRSTEN
(forlegen).
Jeg beder jer, tal ikke mere derom. 
LADY KIRSTEN.
[Embarrassed.]
I beg you, say no more about that. 
ARNE.
Jo, jeg vil tale højt derom; bygdens folk har sagt, at I hovmoder jer af eders høje byrd, at I lader hånt om mig og mine, og at I kun sluttede forliget for at ende de lange tvistigheder, som faldt jer til besvær, nu da I var bleven enke og tog til at ældes; og havde ikke det været, så skulde I aldrig – 
ARNE.
Aye, I will speak of it loudly; the village people have said that you pride yourself on your noble birth, that you look down upon me and mine, and that you entered into the agreement only in order to put an end to the long-standing disputes which grew troublesome now that you have become a widow and begin to grow old; and if that had not been the case, you would never-- 
FRU KIRSTEN.
Hvor gider I lytte til, hvad onde tunger kan spinde sammen. Ikke vil vi mere tænke på tvistighederne, som nu har varet ved siden jer stamfaders tid. Jeg mener, vore ætter har lidt tungt nok derunder, eders såvel som min. Se jer om, herr Arne! Er ikke lien her at ligne med de vildeste udmarker, og i vore fædres dage var her dog folksomt og rigt. En bro var lagt over elven, og vej gik der fra Guldvik til min faders hus. Men med ild og sværd drog de frem fra begge sider; de lagde øde alt, hvad de traf på, thi det tyktes dem, at de var hinanden for nære grander. Nu vokser der alleslags urter i alfarvejen, broen er brækket ned, og det er kun ulv og bjørn, som holder tilhuse herinde. 
LADY KIRSTEN.
How can you listen to what evil tongues invent? No more will we think of our differences which have lasted since the days of your ancestors. I think our families have suffered enough these years, yours as well as mine. Look around you, Lord Arne! Is not the hillside here like the wildest of upland pastures? And yet in our fathers’ days it was a region much frequented and rich. A bridge there was across the river, and a highway from Guldvik to my father’s house. But with fire and sword they sallied forth from both sides; they laid everything waste that they came upon, for it seemed to them that they were too near neighbors. Now all sorts of weeds grow in the highway, the bridge is broken, and it is only the bear and the wolf that make their homes here. 
ARNE.
Ja, de lagde vejen nedenom fjeldet; den er en god del længer og der kunde de bedre holde øje med hinanden; men det trænger vi nu lidet til, som godt og vel er for os begge. 
ARNE.
Yes, they ran the road around the mountain below; it is a good deal longer and they could thus better keep an eye on one another; but there is little need of that now,--which is well and good for both of us. 
FRU KIRSTEN.
Tilvisse, tilvisse! Men Ingeborg, bruden, hvor har I hende? Jeg ser hende ej, og brudepigerne fattes med; skulde hun ikke – 
LADY KIRSTEN.
To be sure, to be sure! But Ingeborg, the bride, where is she? I do not see her, and the bridesmaids likewise are lacking; surely she is not-- 
ARNE.
Hun følger efter; ret nu må hun komme. Men – ja, hør, fru Kirsten! En ting vil jeg sige jer, ligesågodt først som sidst, skøndt I sagtens véd det, kan jeg tro. Ingeborg har stundom nykker og luner – jeg svær jer til, hun har det, så vel optugtet hun end kan være. 
ARNE.
She follows in the rear; she must shortly be here. But--listen, Lady Kirsten! One thing I will tell you, as well first as last, although, I should think, you know it. Ingeborg has at times whims and moods,--I swear to you she has them, however well disciplined she may be. 
FRU KIRSTEN
(spændt).
Nu, hvad så? (afsides.) Skulde hun også – 
LADY KIRSTEN.
[Expectant.]
Well, what then?

LADY KIRSTEN.
[Aside.]
Is she too-- 
ARNE.
Sligt må I tæmme; mig, som hendes fader, vil det ikke ret lykkes, men I finder vel råd. 
ARNE.
Such things you must tame; I, as her father, will never succeed, but you will no doubt find ways and means. 
FRU KIRSTEN.
Ej, vær I kun tryg. (afsides.) Og Olaf som ikke er at se! 
LADY KIRSTEN.
Aye, rest you assured.

LADY KIRSTEN.
[Aside.]
And Olaf, who is nowhere to be seen! 
HEMMING
(der har set ud til højre).
Der kommer jomfru Ingeborg. (afsides.) Hvor fager skrider hun forrest i flokken! 
HEMMING.
[Who has looked out to the right.]
There comes Mistress Ingeborg.

HEMMING.
[Aside.]
How fair she is advancing foremost in the group! 
FRU KIRSTEN
(sagte til sine svende).
I tier vel med vort ærinde heroppe. 
LADY KIRSTEN.
[Slowly to her servants.]
You will keep silent about your errand up here. 
EN SVEND.
Det kan I lide på. 
A SERVANT.
You may be sure of that. 
HEMMING
(afsides, sukkende, idet han fremdeles ser ud til højre).
Lyksalig er Olaf, der skal eje hende!



 
HEMMING.
[Aside, sighing, as he continues to look out to the right.]
Ah, happy is Olaf, who will have her!



 
Go to Wiki Documentation
Enhet: Det humanistiske fakultet   Utviklet av: IT-seksjonen ved HF
Login