BONDEN.
Kanhænde det; men jeg véd bedst,
at om du så var provst og bisp,
så ligger du i dødsens gisp
før dagen gryr, hvis du vil frem
på bræens undergravne brem.
(nærmer sig varsomt og overtalende.)
Hør, prest; om en er klog og lært,
han kan ej det, som er for svært.
Vend om; vær ej så strid og stiv!
En har jo kun det ene liv; –
går det, hvad har en så igen?
Der er en mil til næste grænd,
og skodden står så tyk, at den
kan skæres med en tollekniv.
THE PEASANT.
Maybe; but one thing’s clear at least;
Though you were dean and bishop too,
Death will haves laid his grip on you
Ere daybreak, if you dare to breast
The glacier’s cavern-cloven crest.
[Approaching warily and insinuatingly.]
Hark, priest; the wisest, learned’st man
Cannot do more than what he can.
Turn back; don’t be so stiff and stout!
A man has but a single life;—
What has he left if t h a t goes out?
The nearest farm is two leagues off,
And for the fog, it’s thick enough
To hack at with a hunting-knife.
DER BAUER.
Gut,
Sei, was Du sagst; doch das ist wahr,
Daß, wärst Du Propst und Bischof gar,
Du büßtest dennoch Deinen Mut,
Eh’s Tag wird, gingst Du weiter noch
Des Ferners untergrabnes Joch.
(Nähert sich vorsichtig und überredend.)
Hör, Pfarr; so klug auch einer wär’,
Das, was zu schwer ist, ist zu schwer.
Kehr’ um; verstock’, versteif’ Dich nicht!
Du hast doch nur ein Lebenslicht; –
Und geht das aus, was bleibt Dein Teil?
Zum nächsten Hof ist noch ’ne Meil’; –
Dazu ein Nebel, daß ein Beil
Drin stecken bleibt, – so dick und dicht.
BRAND
(standser og nærmer sig igen).
Hør, bondemand; du sagde før,
at datter din, som bor ved fjorden,
har skikket bud, at snart hun dør;
men ej med saligt håb hun tør, –
hvis ej hun ser dig, – gå fra jorden?
BRAND.
[Stopping and approaching again.]
Hear, peasant; you at first profess’d,
Your daughter by the fjordside lying,
Had sent you word that she was dying,
But could not with a gladsome breast,
Until she saw you, go to lest?
BRAND
(bleibt stehen und nähert sich wieder.)
Verstand ich recht, so hattest Du
Hier eine Tochter in der Nähe; –
Die schickte – nicht? – Dir Nachricht zu,
Sie fänd’ im Grabe keine Ruh’,
Wenn sie Dich nicht noch einmal sähe?
BONDEN.
Ja, blir du borte her
i dette Herrens vonde vejr,
og rygtes, hvad en ej kan dølge,
at vi gik hjemmefra i følge,
så trækkes jeg tilthings en dag, –
og drukner du i myr og tjern,
så dømmes jeg i bolt og jern –
THE PEASANT.
Ay, if I let you bide
Up here in this accursed weather,
And rumour told, what we can’t hide,
That you and we set out together,
I’m haul’d some morning to the dock,—
And if you’re drown’d in flood and fen,
I’m sentenced to the bolt and lock—
DER BAUER.
Jawohl; denn bleibst Du mir
In diesem Herrgottswetter hier,
Und wird man’s dann im Dorf erfahren,
Daß wir mit Dir hier oben waren,
So holt mich eines Tags die Wache, –
Und liegst Du hier im Eise tot,
Komm’ ich ins Loch zu Wasser und Brot –
BRAND
(kommer tilsyne højere oppe og lytter ud mod den kant, hvor bonden gik).
De famler hjem. Du slappe træl,
sprang i dit bryst en viljes væld,
var ikkun evnen det, som skorted,
jeg skulde vejens møje kortet;
på dødstræt ryg, med foden såret,
jeg skulde glad og let dig båret; –
men hjælp er gavnløs for en mand,
som ikke vil, hvad ej han kan.
(går længere frem.)
Hm; livet, livet; det er svært,
hvor livet er de godtfolk kært!
Hver skrælling lægger slig en magt
på livet, som om verdens frelse,
al menneskenes sjælehelse,
var på hans skrale skuldre lagt.
De vil nok offre, Gud bevares!
Men livet, livet, – det må spares.
(smiler, som i en erindring.)
To tanker faldt som gut mig ind
og voldte lattervrid i maven,
og skaffed mig et barket skind,
når gamle skolemoer var gnaven.
Jeg tænkte mig en mørkræd ugle,
en fisk med vandskræk. Lydt jeg lo;
jeg vilde dem af sindet smugle,
men de hang i med tand og klo. –
Hvad kom det af, det lattervrid?
Jo, af den dunkelt følte splid
imellem tingen, som den er,
og tingen, som den skulde være, –
imellem det, at måtte bære,
og finde byrden altfor svær. –
Fast hver en landsmand, syg og frisk,
er slig en ugle, slig en fisk.
Han skabtes til et dybets yrke,
han skulde leve livets mørke, –
og det er det, som gør ham ræd.
Han spræller angst mod fjærens bred,
han skyr sit eget stjernekammer,
han skriger: luft og dagens flammer!
(standser et øjeblik, studser og lytter.)
Hvad var det der? Det lød som sang.
Ja, det er sang med latter blandet.
Hør, – nu et hurra, nu et andet, –
nu tredje – fjerde – femte gang!
Der rinder solen. Skodden letter.
Jeg øjner alt de vide sletter.
Derborte står det glade lag
i morgenskær på højderyggen;
vestover vidden kastes skyggen;
de skifter ord og nævetag.
Nu skilles de. De andre vender
mod øst, men to går vesterud.
Der skikker de, som sidste bud,
farvel med hat, med slør og hænder.
(Solen bryder alt mere og mere gennem tågen. Han står længe og ser ned på de kommende.)
Der glittrer lys om disse tvende.
Det er som skodden gjorde vej,
som lyngen klædte hæld og hej
og himlen lo om ham og hende.
De er visst syskend. Hånd i hånd
de springer over lyngens tæppe.
Se; pigen rører grunden neppe,
og han er ledig som en vånd.
Der strøg hun fra ham! Der hun veg,
da rap han vilde hende fange – –.
Nu vokser løbet til en leg –!
Hør; deres latter blir til sange!
(Ejnar og Agnes, let rejseklædte, begge blussende og varme, kommer legende frem over sletten. Tågen er borte; en klar sommermorgen ligger over fjeldet.)
BRAND.
[Reappears higher up, and listens in the direction in which the PEASANT went.]
Homeward they grovel! Thou dull thrall,
If but thy feeble flesh were all,
If any spark of living will
Sprang in thee, I had help’d thee still.
With breaking back, and feet way-worn,
Lightly and swift I had thee borne;—
But help is idle for the man
Who nothing wills but what he can.
[Goes further on.]
Ah life! ah life! Why art thou then
So passing sweet to mortal men?
In every weakling’s estimation
His own life does as grossly weigh
As if the load of man’s salvation
Upon his puny shoulders lay.
For every burden lie’s prepared,
God help us,-so his life be spared!
[Smiles as in recollection.]
Two thoughts in boyhood broke upon me,
And spasms of laughter in me woke,
And from our ancient school-dame won me
Many a just and bitter stroke.
An Owl I fancied, scared by night;
A Fish that had the water-fright;
I sought to banish them;-in vain,
They clung like leeches to my brain.
Whence rose that laughter in my mind?
Ah, from the gulf, dimly divined,
Between the living world we see
And the world as it ought to be,
Between enduring what we must,
And murmuring, it is unjust!
Ah, whole or sickly, great or small,
Such owls, such fishes, are we all.
Born to be tenants of the deep,
Born to be exiles from the sun,
This, even this, does us appal;
We dash against the beetling steep,
Our starry-vaulted home we shun,
And crying to heaven, bootless pray
For air and the glad flames of day!
[Pauses a moment, starts, and listens.]
What do I hear? A sound of singing.
Ay, blended song and laughter ringing.
With now a cheer and now a hollo,
Another-and another-follow!
Lo, the sun rises; the mist lifts.
Already through the breaking rifts
The illimitable heights I see;
And now that joyous company
Stands out against the morning light
Upon the summit of the height.
Their shadows taper to the west,
Farewells are utter’d, hands are pressed.
And now they part. The others move
Eastward away, two westward wend,
And, waving hats and kerchiefs, send
Their farewell messages of love.
[The sun gradually breaks through and disperses the mist. BRAND stands and looks down on the two as they approach.]
How the light glitters round these two!
It is as if the mist took flight,
And flowering heather clothed the height,
And heaven laugh’d round them where they go.
Brother and sister, hand in hand,
They spring along the hill together,
She scarcely stirs the dewy heather,
And he is lissome as a wand.
Now she darts back, he rushes after,
Now slips aside, eludes his aim,—
Out of their gambols grows a game—!
And hark, a song out of their laughter!
[EINAR and AGNES, in light summer dress, both of them warm and glowing, come playing across the level. The mist is gone; a bright summer morning lies on the mountains.]
BRAND
(wird ein Stück weiter oben wieder sichtbar und lauscht nach der Richtung hin, wo der Bauer verschwunden ist.)
Sie trotten heim. – Du schlaffer Wicht,
Schwieg nur in Dir der Wille nicht,
Schwieg nur die Kraft, die ungestählte,
Ich hätt’ gemildert, was Dich quälte,
Ich hätt’ Dich heiter, ohne Klagen,
Fußwund, todmüd’ zum Ziel getragen.
Doch Hilfe frommt nicht einem Mann,
Der auch nicht will, was er nicht kann.
(Tritt weiter vor.)
Das Leben; hm; wenn man ermißt,
Wie lieb’s den guten Leutchen ist!
Wie jeder Tropf es herzt und hegt,
Als wär’ der Welt Glück und Bestehn,
Der ganzen Menschheit Wohlergehn
Just ihm aufs lahme Kreuz gelegt.
Mein Gott, sie woll’n ja alles geben –
Nur nie das Leben, nie das Leben.
(Lächelt wie von einer Erinnerung ergriffen.)
An Zweies dacht’ ich oft als Knab’,
Das schuf mir böses Zwerchfellgrimmen –
Und Schwielen, die noch böser, gab
Die alte Schulmuhm’ sich im Schlimmen.
An einen Fisch, der’s Wasser scheute,
Und eine Eul’, die’s Dunkel floh.
Los brach ich, tollen Lachens Beute,
Ich mocht’ es drehn so oder so.
Und des der Grund? Weil ich halbklar
Schon damals jenen Riß empfand
Zwischen dem Ding, so wie es war –
Und so wie Gott es sehen wollte,
Dazwischen, daß es tragen sollte –
Und doch sein Pack untragbar fand.
Fast jeder hier, siech oder frisch,
Ist solch ’ne Eule, solch ein Fisch.
Gemacht, in Tiefen hinzusterben,
Bestimmt, des Lebens Nacht zu leben,
Ist er gerade davor bang.
Er zappelt feig den Strand entlang,
Ihm graut vor seiner Sternenzelle,
Er schreit nach Luft und Tageshelle!
(Hält einen Augenblick inne, stutzt und lauscht.)
Was ist das? Stimmenklang vom Tal?
Wie sich Gesang und Lachen streiten!
Horch, – nun ein Hurra, – nun zum zweiten –
Zum dritten – vierten – fünften Mal!
Die Sonne flammt, den Dunst zu brechen;
Schon klären sich die weiten Flächen ...
Ei sieh, die frohen Leutchen dort
Auf frühlichtüberstrahlten Matten!
Nach Westen fallen lang die Schatten;
Man wechselt Handschlag, Kuß und Wort.
Nun scheiden sie. Die einen wenden
Zu Tal, doch zwei nach hier den Fuß.
Da winken sie, als letzten Gruß,
Ade mit Schleier, Hut und Händen.
(Die Sonne bricht mehr und mehr durch den Nebel. Brand steht unbeweglich und sieht auf die Kommenden nieder.)
Das glänzt und glitzert um mein Pärchen!
Der Nebel flieht, wohin es tritt,
Und Heide bettet seinen Schritt,
Und Sonne lacht dem holden Märchen!
Ob’s wohl Geschwister sind? Da streicht
Es Hand in Hand durch weiche Heide.
Sie rührt sie kaum mit flinkem Kleide,
Und er ist schlank und federleicht.
Da springt sie weg! Wohl fehlt nicht viel,
Daß er den Flüchtling wieder fange – –
Doch sieh! Da wird der Lauf zum Spiel –!
Und horch! – ihr Lachen zum Gesange!
(EJNAR und AGNES in leichter Reisekleidung, beide warm und glühend, kommen in ihrem Spiel über das Hochplateau nach vorn. Der Nebel ist fort; ein klarer Sommermorgen liegt über dem Gebirge.)
EJNAR.
Ja, det var der vi skiltes nys
fra vore venner og veninder
og trykked håndslag, favntag, kys,
som segl på alle dyre minder.
Kom ned til os! Jeg skal fortælle,
hvor Gud har været mageløs, –
så vil De fatte jublens vælde –!
Fy, stå ej der, som om De frøs!
Se så! Tin op! Det kan jeg lide.
Først er jeg maler, må De vide,
og det var allerede smukt
at skænke mine tanker flugt,
så jeg kan kogle liv i farver,
som han gør sommerfugl af larver.
Men aller prægtigst var dog Gud,
da han mig Agnes gav til brud!
Jeg kom fra syd, fra rejser lange,
med malerkassen på min ryg –
EINAR.
Ay, it was there on those loved faces
Even but now we look’d our last,
And with clasp’d hands, kisses, embraces
Seal’d all our tender memories fast!
Come down to us, and I will tell
How God’s been good beyond compare—
And you shall all our gladness share
Pooh, stand not like an icicle!
Come, thaw now! There, I like you so.
First, I’m a painter, you must know,
And even this to me was sweet,—
To lend my fancy wings and feet,
In colours to bid life arise,
As He of grubs breeds butterflies.
But God surpass’d himself when He
My Agnes gave me for my bride!
I came from travels over sea,
My painter’s satchel at my side—
EJNAR.
Ja, dort verließen wir die Stund’
Ein frohes Häuflein uns Getreuer
Und siegelten mit Hand und Mund
Erinnerungen, allen teuer.
Ach, kommen Sie zu uns hernieder
Und hören Sie den holden Text,
Den Urtext aller unsrer Lieder! –
Was stehn Sie wie zu Stein verhext!
Der reine Gletschermann! So gehn Sie
Doch auf! So, recht! Ich also, sehn Sie,
Bin erstlich Maler. Schon welch Glück,
So Welt und Leben Stück um Stück
Zu bannen, – gleich dem Allgestalter
Aus Larven zaubernd bunte Falter!
Doch ’s Schönste, was mir Gott vertraut,
Ist Agnes, meine holde Braut!
Ich kam von langen Südlandreisen,
Allein mein Malzeug als Gepäck –
EJNAR.
Just som jeg gennem bygden strøg,
var hun deroppe på besøg.
Hun skulde drikke fjeldets luft
og sol og dugg og graners duft.
Mig drev en gudsmagt op mod fjeldet;
det sang i mig: søg skønhedsvældet
på granemo, langs skogens elv,
i skyflugt under himlens hvælv! –
Da malte jeg mit mesterstykke:
et rosenblus på hendes kind,
et øjepar, som lyste lykke,
et smil, som sang i sjælen ind –
EINAR.
Just as the village I pass’d through,
She chanced to dwell an inmate there.
S h e longed to taste the upland air,
The scented woods, the sun, the dew;
M e God unto the mountains drew,—
My heart cried out: Seek Beauty’s might
In forests dim and rivers bright
And flying clouds beneath the blue.—
Then I achieved my height of art:
A rosy flush upon her cheek,
Two joyous eyes that seem’d to speak,
A smile whose music filled the heart—
EJNAR.
Just als ich hier durchs Dorftal strich,
War sie hier zu Besuch, um sich
Zu trinken rot an Bergesluft
Und Sonn’ und Tau und Tannenduft.
Mich trieb’s wie Schickung nach hier oben;
Das sang in mir, wie ein Geloben,
Im Bach, im Wald, im Wolkenwehn
Der Schönheit Urquell nachzugehn.
Da malt’ ich denn mein Meisterstücke:
Ein rosig Licht auf ihre Wang’,
Ein Augenpaar, entflammt von Glücke,
Ein Lächeln, das ins Herze sang –
EJNAR.
Da strøg den tanke mig forbi:
du har jo ganske glemt at fri!
Hurra! I hast blev friet, svaret,
og dermed var det grejdt og klaret.
Vor gamle doktor blev så glad,
at selv han ikke vidste hvad.
Så holdt han lag tre døgn tilende,
med sang og dans, for mig og hende;
fra foged, lensmand, skriver, prest,
al voksen ungdom kom som gæst.
Fra gården brød vi op inat;
men derfor endtes gildet ej; –
med flag på stang, med løv om hat,
op over li, frem over hej,
af flokken fulgtes vi på vej.
EINAR.
Then suddenly the thought oecurr’d:
“Why, friend, the wooing is forgot!”
Hurrah! I ask’d, she gave her word,
And all was settled on the spot.
Our good old doctor, like a boy,
Was all beside himself with joy;
So three whole days, and whole nights three,
Held revelry for her and me;
Mayor and constable, clerk and priest,—
All the grown youth was at the feast.
Last night we left, but not for that
The revel or the banquet ceased;
With banner’d pole and wreathed hat,
Up over bank, on over brae,
Our comrades brought us on our way.
EJNAR.
Da fiel mir ein – du liebe Zeit!
Ich hatte ja noch nicht gefreit!
Juchhei! So ward gefreit, gewährt,
Und alles so gelöst, geklärt.
Wie froh da unser Doktor ward,
Das hatte nur so seine Art.
Drei Tage ließ er uns zu Ehren,
Der Alte, Tanz und Jubel währen,
Honoratioren, Klerisei,
Die ganze Jugend war dabei.
Heut nacht denn zogen wir vom Gut, –
Doch hörte drum das Fest nicht auf, –
Mit Schärpen, Fahnen, Laub am Hut,
Den Wald hinein, den Berg hinauf,
Mit uns der ganze heitre Hauf.
EJNAR.
Et bryllupsliv i gammen,
som drømmen stort, som sagnet smukt;
thi vid at denne søndagsmorgen,
skønt midt på vidden, uden prest,
vort liv blev lyst i fred for sorgen
og viet til en lykkefest.
EINAR.
A life of summer weather,
A dream, a legend of delight.
For on this Sabbath morn have we,
High on the hills, without a priest,
From fear and sorrow been released
And consecrated to gaiety.
EJNAR.
Ein einzig Liebesflammen,
Wie Träume groß, wie Märchen zart!
Denn, traun! an jenem Sonntagsmorgen,
War auch kein Priester weit und breit,
Ward unser Leben licht von Sorgen,
Ward es zum Freudenfest geweiht!
BRAND.
Nej, sund og frisk,
som åsens tall, som bakkens brisk;
men det er tidens syge slægt,
som trænger til at vorde lægt.
I vil kun lefle, lege, le,
vil tro så småt, men ikke se, –
vil læsse hele vægtens ve
på en, som man har sagt jer kom
og tog den store straffedom.
Han lod for jer sig tornekranse,
og derfor har I lov at danse; –
ja dans, – men hvor du danser hen,
det blir en anden sag, min ven!
BRAND.
No, sound and fresh
As juniper and mountain-pine!
It is our age whose pining flesh
Craves burial at these hands of mine.
Ye will but laugh and love and play,
A little doctrine take on trust,
And all the bitter burden thrust
On One who came, ye have been told,
And from your shoulders took away
Your great transgressions manifold.
He bore for you the cross, the lance—
Ye therefore have full leave to dance;
Dance then,-but where your dancing ends
Is quite another thing, my friends!
BRAND.
Jawohl, so krank
Wie dort die Kiefer rank und schlank; –
Nicht ich bin’s; rings um uns die Zeit, –
Sie ist’s, die, krank, nach Heilung schreit.
Ihr wollt nur Spiel und Spaß verstehn,
Vielleicht halb glauben, doch nicht sehn, –
Ihr werft all Eure Last auf den,
Der, wie man Euch gelehrt, einst kam
Und das Gericht still auf sich nahm.
Er ließ für Euch sich dornenkrönen,
Nun könnt Ihr Spiel und Tänzen frönen.
Ja, tanz’ nur, Bester! Doch am Ziel –
Da reu’n vielleicht Dich Tanz und Spiel!
BRAND.
Nej, jeg er ingen „prækehest“.
Jeg taler ej om kirkens prest;
knapt véd jeg, om jeg er en kristen;
men visst jeg véd, jeg er en mand,
og visst jeg véd, jeg øjner bristen,
der margstjal hele dette land.
BRAND.
No, I am no “Evangelist,”
I speak not as the Church’s priest:
That I’m a Christian, even, I doubt;
That I’m a man, though. I know well,
And that I see the cancer fell
That eats our country’s marrow out.
BRAND.
Nein, Freund, ich bin kein "Kanzelhengst".
Die Kirchensprach’ vergaß ich längst;
Kaum weiß ich, ob ich noch ein Christ, –
Doch das gewiß, daß ich ein Mann,
Und einer, der erkennen kann,
Was für ein Wurm am Lande frißt.
BRAND.
Nej, jublen sprænger intet bryst; –
thi var det så, da var det vel.
Lad gå at du er glædens træl, –
men vær det da fra kveld til kveld.
Vær ikke ét idag, igår,
og noget andet om et år.
Det, som du er, vær fuldt og helt,
og ikke stykkevis og delt.
Bacchanten er en klar idé,
en drukkenbolt hans ak og ve, –
Silenen er en skøn figur,
en dranker hans karrikatur.
Gå blot omkring i dette land,
og hør dig for hos alle mand,
og du vil se, enhver har lært
sig til at være lidt af hvert.
Lidt alvorslørt til brug i helgen,
lidt trofast efter fædres sed,
lidt lysten efter natverdsvælgen, –
thi det var samme fædre med, –
lidt varm om hjertet, er der gilde
og sangen runger for det lille
men klippefaste klippefolk,
der aldrig tog mod stryg og svolk, –
lidt ødsel når det gælder løfter, –
lidt hårfin når han ædru drøfter
det ord, som gaves i et lag,
til løsning på en alvorsdag.
Dog alt, som sagt, kun ganske lidt;
hans fejl, hans fortrin, går ej vidt;
han er en brøk i stort og småt,
en brøk i ondt, en brøk i godt; –
men værst det er, – hver brøkens del
slår brøkens hele rest ihjæl.
BRAND.
No, by delight no breast is riven;—
Were it but so, the ill were less!
Be passion’s slave, be pleasure’s thrall,—
But be it utterly, all in all
Be not to-day, to-morrow, one,
Another when a year is gone;
Be what you arc with all your heart,
And not by pieces and in part.
The Bacchant’s clear, defined, complete,
The sot, his sordid counterfeit;
Silenus charms; but all his graces
The drunkard’s parody debases.
Traverse the land from beach to beach,
Try every man in heart and soul,
You’ll find he has no virtue whole,
But just a little grain of each.
A little pious in the pew,
A little grave,-his fathers’ way,—
Over the cup a little gay,—
It was his father’s fashion too!
A little warm when glasses clash,
And stormy cheer and song go round
For the small Folk, rock-will’d, rock-bound,
That never stood the scourge and lash.
A little free in promise-making;
And then, when vows in liquor will’d
Must be in mortal stress fulfill’d,
A little fine in promise-breaking.
Yet, as I say, all fragments still,
His faults, his merits, fragments all,
Partial in good, partial in ill,
Partial in great things and in small;—
But here’s the grief-that, worst or best,
Each fragment of him wrecks the rest!
BRAND.
Nein, Jubel sprengt hier keine Brust; –
Ha, würd’ man’s nur einmal gewahr!
Sei Knecht der Lust, doch ganz und gar,
Rückhaltlos, jetzt und immerdar!
Sei nicht heut der und morgen der
Und übers Jahr ein weiß Gott wer.
Das, was Du bist, sei durch und durch,
Nicht halb ein Vogel, halb ein Lurch!
Ein klares Bild ist der Bacchant,
Der Trunkenbold sein Spottrabant;
Silen ist eine Prachtfigur,
Der Säufer seine Karikatur.
Geh bloß herum in diesem Land
Und leg Dein Ohr an Wand um Wand,
Und merk’, wie jeder Bruder Christ
Von allem nichts und etwas ist.
Ein wenig ernst an Feiertagen,
Ein wenig fromm nach Väterbrauch,
Ein wenig lüstern nach Gelagen, –
Denn dieses war’n die Väter auch, –
Ein wenig warm beim allgemeinen
Festchorus auf den, ob auch kleinen,
Doch felsenfesten Felsenstaat, –
Den nie ein fremder Fuß betrat, –
Ein wenig kopflos als Versprecher,
Ein wenig pfiffig, soll der Zecher,
Ernüchtert, hinkt der Zahltag nach,
Einlösen, was die Nacht versprach.
Doch all das voll Bescheidenheit;
Sein Fehl, sein Vorzug reicht nicht weit;
Er ist ein Bruch in Bös’ und Gut,
Ein Bruch in allem, was er tut; –
Doch ’s Schlimmste –: Jeder Bruchteil bricht
Des Bruches ganzen Rest zunicht’.
BRAND.
Naturligvis. Og grå?
Tyndhåret efter gubbers vis,
med skæg som sølvtråd eller is, –
velvilligt stemt, men dog så streng,
at han kan skræmme børn i seng?
Hvorvidt du gav ham tøfler på,
se, det lar ved sit værd jeg stå;
men visst jeg tror det gjorde godt,
om han fik briller og kalot.
BRAND.
Of course; and, doubtless, white?
Hairs straggling on a reverend head,
A beard of ice or silver-thread;
Kindly, yet stern enough to fright
A pack of children in the night.
I will not ask you, if your God
With fireside slippers you have shod;
But ’twere a pity, without doubt,
To leave skull-cap and glasses out.
BRAND.
Und grau?
Sparsam gelockt nach Greisenart,
Wie Silber oder Eis den Bart, –
Harmlos, wiewohl noch so respekt-
einflößend, daß er Kinder schreckt?
Ob Du ihn noch mit filznen Schuhn
Versehn hast, mag auf sich beruhn;
Doch willst Du, daß er ganz echt sei,
So füg noch Brill’ und Schlafmütz’ bei!
BRAND.
Det er ej spot.
Just netop sådan ser han ud,
vort lands, vort folks familjegud.
Som katoliken gør en rolling
af Frelserhelten, gør I her
af Herren en affældig olding,
der er sin alders barndom nær.
Som paven har på Peters stol
tilovers snart kun dobbelt-dirken,
så snevrer I fra pol til pol
Vorherres rige ind til kirken.
I skiller liv fra tro og lære;
for ingen gælder det at være;
jer stræben er, jer ånd at hæve,
men ikke helt og fuldt at leve.
I trænger til, for slig at slingre,
en Gud, som ser igennem fingre; –
som slægten selv, dens Gud må gråne
og males med kalot og måne. –
Men denne Gud er ikke min!
Min er en storm, hvor din er vind,
ubøjelig, hvor din er døv,
alkærlig der, hvor din er sløv;
og han er ung, som Herkules, –
ej nogen Gudfaer på de treds!
Hans stemme slog med lyn og skræk,
da han som ild i tornehæk
for Moses stod på Horebs berg,
som kæmpen står for dverges dverg.
Han standsed sol i Gibeons dal
og gjorde undre uden tal,
og skulde gøre dem endnu,
hvis slægten ej var slap, som du!
BRAND.
I do not flout;
Just so he looks in form and face,
The household idol of our race.
As Catholics make of the Redeemer
A baby at the breast, so ye
Make God a dotard and a dreamer,
Verging on second infancy.
And as the Pope on Peter’s throne
Calls little but his keys his own,
So to the Church you would confine
The world-wide realm of the Divine;
’Twixt Life and Doctrine set a sea,
Nowise concern yourselves to b e ;
Bliss for your souls ye would receive,
Not utterly and wholly l i v e ;
Ye need, such feebleness to brook,
A God who’ll through his fingers look,
Who, like yourselves, is hoary grown,
And keeps a cap for his bald crown.
Mine is another kind of God!
Mine is a storm, where thine’s a lull,
Implacable where thine’s a clod,
All-loving there, where thine is dull;
And He is young like Hercules,
No hoary sipper of life’s lees!
His voice rang through the dazzled night
When He, within the burning wood,
By Moses upon Horeb’s height
As by a pigmy’s pigmy stood.
In Gibeon’s vale He stay’d the sun,
And wonders without end has done,
And wonders without end would do,
Were not the age grown sick,-like you!
BRAND.
Dies ist nicht Spott,
Dies ist das treue Konterfei
Von unsres Volks Familiengott.
Wie den Papisten der Messias
Als Wickelkind erscheint, so gilt
Euch hier der Herr als Jeremias,
Der just noch kindisch lallt und schilt.
Und wird der Papst auf Petri Stuhl
Bald nur mehr seine Schlüssel haben,
So habt Ihr bald im Kirchenpfuhl
Auf immer Gottes Reich begraben.
Ihr trennt das Leben von der Lehre;
Zu üben sie, – wem gilt’s als Ehre?
Ihr strebt, Euch geistlich zu erheben,
Doch nicht, aus ganzer Kraft zu leben.
Euch frommt, daß Eure Art bestehn kann,
Ein Gott, der durch die Finger sehn kann,
Der, daß ein Bild er Eurer Welt wird,
Mit Glatz’ und Schlafmütz’ dargestellt wird.
Doch diesem Gotte bin ich blind!
Mein Gott ist Sturm, wo Deiner Wind,
Unbeugsam, wo der Deine flau,
All-liebend, wo der Deine lau.
Und jung wie Herkules ist er,
Kein alter Vater Sechziger!
Sein Wort, das traf wie Blitzesschlag,
Da er als Flamm’ im Dornenhag
Vor Moses auf dem Horeb stand,
Wie vor dem Zwerglein der Gigant.
Er hielt die Sonn’ in Gibeons Tal
Und tat der Wunder ohne Zahl
Und tät’ sie heut noch immerzu,
Wär’ dies Geschlecht nicht schlaff wie Du!
EJNAR.
Det er igrunden også jeg, –
og nedfor er ej vejen let,
som borte på den flade hej.
Men har vi højden bagom os,
da skal vi danse just på trods, –
ja, tifold mere vildt og fort,
end ellers vi det havde gjort. –
Se, Agnes, se den stribe blå,
som solens glød nu glittrer på;
snart kruser den sig, snart den ler,
snart er den sølv, snart er den rav;
det er det store, friske hav,
som du der yderst ude ser!
Og kan du se den mørke røg,
som længe langsmed leden strøg?
Og kan du se den sorte prik,
som nu just rundt om næsset gik?
Se, det er dampen; – din og min!
Nu står den fjorden lige ind!
Iaften står den ud fra fjord,
tilhavs, med dig og mig ombord! –
Der slører tågen tung og grå. –
Sig, Agnes, fik du øje på
hvor smukt sig hav og himmel malte?
EINAR.
And indeed
I’m weary too, to tell the truth,—
And here our footing asks more heed
Than on you upland broad and smooth.
But once we’re on the level plain
We’ll dance defiantly once more,
Ay, in a tenfold wilder vein
And tenfold swifter than before.
See, Agnes, yon blue line that sparkles,
Fresh from the young sun’s morning kiss,
And now it dimples and now darkles,
Silver one moment, amber this;
It is the ocean glad and free
That in the distance thou dost see.
And seest thou the smoky track
In endless line to leeward spread?
And seest thou the point of black
Just rounding now the furthest head?
It is the steamer-thine and mine—
And now it speeds into the fjord,
Then out into the foaming brine
To-night with thee and me on board!—
The mists have veil’d the mountain brow—
Saw’st thou how vividly, but now,
Heaven’s image in the water woke!
EJNAR.
Das gilt im Kern wohl auch von mir.
Auch geht’s bergabwärts nicht so glatt
Als auf dem flachen Rücken hier.
Doch sind wir drunten erst im Tal,
So tanzen wir just zehenmal
So wild und lustig durch die Welt,
Als eh’ er uns den Weg verstellt. –
Sieh, Agnes, was dort außen blaut,
Von Sonnenflimmern überbraut,
Sieh, wie es nun wie Silber blinkt
Und nun wie Bernstein, goldig schwer, –
Das ist das große, frische Meer,
Das von dort außen grüßt und winkt!
Und siehst Du dort im klaren Hauch
Den langen Streifen dunklen Rauch?
Und siehst Du dort das schwarze Ding,
Das just ums Vorgebirge ging?
Den Dampfer, Du, der Dein und mein?
Nun steuert er den Fjord herein.
Heut abend dampft er wieder fort,
In See, mit Dir und mir an Bord! –
Da deckt der Nebel alles zu. –
Sag’, Agnes, schickst Du denn kein Wort
Dem wunderbaren Schauspiel nach?
BRAND.
Af is og sne! Nu går det op!
Derinde mellem tind og top,
jeg komme kan fra gut ihug,
der findes skal et dalstrøgs slug;
Iskirken tror jeg det blev kaldt;
om den blev mange slags fortalt;
et frossent tjern er gulv og toft,
på skavlen ligger sneen kram
og spænder vidt sig, som et loft,
udover søndre væggens kam.
BRAND.
Of ice and snow! I see the truth!
There, amid peak and precipice
As I remember from my youth,
There yawns a cavernous abyss;
“Ice-church” they call’d the place of old;
And of it many a talc was told;
A frozen tarn has paved the floor;
Aloft, in massy-piled blocks,
The gather’d snow-drifts slope and soar
Arch-like over the yawning rocks.
BRAND.
Aus Eis und Schnee! Jetzt komm’ ich drauf!
Vernahm ich doch von Kindheit auf,
Da drinnen bärg’ der Gipfel Flucht
Die Wunder einer Gletscherschlucht,
Eiskirche, glaub’ ich, zubenannt.
Davon erzählt man viel im Land.
Der Grund sei ein gefrorner See,
Das Dach erstarrter Firnenschnee,
Der seine Wucht von Wand zu Wand
Wie eine weite Wölbung spannt.