You are here: BP HOME > MI > Hærmændene på Helgeland (The Vikings at Helgeland) > fulltext
Hærmændene på Helgeland (The Vikings at Helgeland)

Choose languages

Choose images, etc.

Choose languages
Choose display
  • Enable images
  • Enable footnotes
    • Show all footnotes
    • Minimize footnotes
Search-help
Choose specific texts..
Hærmændene på Helgeland (The Vikings at Helgeland)
    Click to Expand/Collapse Option Complete text
Click to Expand/Collapse OptionTitle
Click to Expand/Collapse OptionDramatis personæ
Click to Expand/Collapse OptionStage
Click to Expand/Collapse OptionACT I
Click to Expand/Collapse OptionACT II
Click to Expand/Collapse OptionACT III
Click to Expand/Collapse OptionACT IV
Back to library
ANDEN AKT
(Gildestuen hos Gunnar herse. Udgangsdøren er i baggrunden; mindre døre på sidevæggene. I forgrunden til venstre det store højsæde, ligeoverfor dette, til højre, det mindre. Midt på gulvet brænder en stokild på en muret grue. I baggrunden på begge sider af døren er forhøjninger for husets kvinder. Fra begge højsæder langs stuevæggene op mod baggrunden strækker sig to lange borde med bænke om. Det er mørkt udenfor; stokilden oplyser stuen.)
  (Hjørdis og Dagny kommer ind fra højre.)  
ACT SECOND.
(The feast-room in GUNNAR’S house. The entrance-door is in the back; smaller doors in the side-walls. In front, on the left, the greater high-seat; opposite it on the right, the lesser. In the middle of the floor, a wood fire is burning on a built-up hearth. In the background, on both sides of the door, are daises for the women of the household. From each of the high-seats, a long table, with benches, stretches backwards, parallel with the wall. It is dark outside; the fire lights the room.)
  (HIÖRDIS and DAGNY enter from the right.) 
DAGNY.
Nej, Hjørdis, jeg skønner mig ikke på dig; nu har du vist mig om i gården; jeg véd ikke den ting det skorter dig på, og alt det du ejer er skønt og ypperligt; – hvor kan du så klage? 
DAGNY.
Nay, Hiördis, I cannot understand thee. Thou hast shown me all the house; I know not what thing thou lackest, and all thou hast is fair and goodly;--then why bemoan thy lot? 
HJØRDIS.
Hm, sæt en ørn i bur og den vil bide i stængerne, enten de så er af jern eller guld. 
HIÖRDIS.
Cage an eagle and it will bite at the wires, be they of iron or of gold. 
DAGNY.
I en ting er du dog rigere end jeg; du har Egil, din lille gut. 
DAGNY.
In one thing at least thou art richer than I; thou hast Egil, thy little son. 
HJØRDIS.
Bedre ingen afkom, end en, der er uhæderlig født. 
HIÖRDIS.
Better no child, than one born in shame. 
DAGNY.
Uhæderlig? 
DAGNY.
In shame? 
HJØRDIS.
Mindes du ikke, hvad din fader sagde? Egil er en frillesøn; så var hans ord. 
HIÖRDIS.
Dost thou forgot thy father’s saying? Egil is the son of a leman; that was his word. 
DAGNY.
Et ord i vrede, – hvor vil du agte på det! 
DAGNY.
A word spoken in wrath--why wilt thou heed it? 
HJØRDIS.
Jo, jo, Ørnulf havde ret; Egil er veg; det kendes på ham, at han er ufrels født. 
HIÖRDIS.
Nay, nay, Örnulf was right; Egil is weak; one can see he is no freeborn child. 
DAGNY.
Hjørdis, hvor kan du –! 
DAGNY.
Hiördis, how canst thou----? 
HJØRDIS
(uden at agte på hende).
Således mægter da skændselen at suge sig ind i blodet, ligesom edderen efter et ormebid. Der er andet malm i fribårne heltesønner; jeg har hørt om en dronning, som tog sin søn og syede ham kjortelen fast i kødet, uden at han blinked med øjnene derved. (med et ondskabsfuldt udtryk.) Dagny, det vil jeg prøve med Egil! 
HIÖRDIS
(unheeding).
Thus is shame sucked into the blood, like the venom of a snake-bite. Of another mettle are the freeborn sons of mighty men. I have heard of a queen that took her son and sewed his kirtle fast to his flesh, yet he never blinked an eye. (With a look of cruelty.) Dagny, that will I try with Egil! 
DAGNY
(oprørt).
Hjørdis, Hjørdis! 
DAGNY
(horrified).
Hiördis, Hiördis! 
HJØRDIS
(leende).
Ha, ha, ha! Tænker du, det var mit alvor? (forandrer tonen). Men du må nu tro mig eller ikke, så kommer der stundom over mig en – en fristende lyst til slige gerninger; det må vel ligge i ætten, – thi jeg er jo af jøtunslægt, siges der. – Nå, sæt dig, Dagny; vidt har du faret om i de fem lange år; – sig mig, – i kongsgårdene var du vel mangengang til gæst? 
HIÖRDIS
(laughing).
Ha-ha-ha! Dost thou think I meant my words? (Changing her tone.) But, believe me or not as thou wilt, there are times when such deeds seem to lure me; it must run in the blood,-- for I am of the race of the Jotuns,1 they say.--Come, sit thou here, Dagny. Far hast thou wandered in these five long years; tell me, thou hast ofttimes been a guest in the halls of kings? 
DAGNY.
Det var jeg, – fornemmelig hos Ædhelstan i England. 
DAGNY.
Many a time--and chiefly with AEthelstan of England. 
HJØRDIS.
Og var højt hædret overalt; sad på de ypperste sæder ved bordet? 
HIÖRDIS.
And everywhere thou hast been held in honour, and hast sat in the highest seats at the board? 
DAGNY.
Det kan du vide. Som Sigurds hustru – 
DAGNY.
Doubtless. As Sigurd’s wife---- 
HJØRDIS.
Ja, javist, – en berømmelig mand er Sigurd – skønt Gunnar står over ham. 
HIÖRDIS.
Ay, ay--a famous man is Sigurd--though Gunnar stands above him. 
DAGNY.
Gunnar? 
DAGNY.
Gunnar? 
HJØRDIS.
Én dåd øved Gunnar, medens Sigurd ikke turde prøve derpå; – nå, lad det være; – men sig mig, når Sigurd foer i viking og du var med, – når du hørte sværdene suse i den hvasse leg, når blodet damped rødt på skibsdækket, – kom der så ikke over dig en utæmmelig lyst efter at strides blandt mændene; klædte du dig så ikke i hærklæder og tog våben i hånd? 
HIÖRDIS.
One deed did Gunnar do that Sigurd shrank from. But let that be! Tell me, when thou didst go a-viking with Sigurd, when thou didst hear the sword-blades sing in the fierce war-game, when the blood streamed red on the deck--came there not over thee an untameable longing to plunge into the strife? Didst thou not don harness and take up arms? 
DAGNY.
Aldrig! Hvad tænker du på? Jeg, en kvinde? 
DAGNY.
Never! How canst thou think it? I, a woman! 
HJØRDIS.
En kvinde, en kvinde, – hm, der er ingen, som véd, hvad en kvinde er istand til! – Nu, en ting kan du dog sige mig, Dagny; thi det må du sikkert vide: Når en mand favner den kvinde, han har kær, – er det sandt, at da brænder hendes blod, hendes bryst banker, – svimler hun i sælsom fryd derved? 
HIÖRDIS.
A woman, a woman,--who knows what a woman may do!--But one thing thou canst tell me, Dagny, for that thou surely knowest: when a man clasps to his breast the woman he loves--is it true that her blood burns, that her bosom throbs--that she swoons in a shuddering ecstasy? 
DAGNY
(rødmende).
Hjørdis, hvor kan du –! 
DAGNY
(blushing).
Hiördis, how canst thou----! 
HJØRDIS.
Nu da, sig mig –! 
HIÖRDIS.
Come, tell me----! 
DAGNY.
Det tænker jeg forvisst du har fornummet. 
DAGNY.
Surely thou thyself hast known it. 
HJØRDIS.
Ja, en gang, kun en eneste; det var hin nat, da Gunnar sad hos mig i buret; han krysted mig i favn, så brynjen brast, og da, da –! 
HIÖRDIS.
Ay once, and only once; it was that night when Gunnar sat with me in my bower; he crushed me in his arms till his byrnie burst, and then, then----! 
DAGNY
(udbrydende).
Hvad! Sigurd –! 
DAGNY
(exclaiming).
What! Sigurd----! 
HJØRDIS.
Sigurd? Hvo taler om Sigurd? Jeg nævnte Gunnar, – hin nat, da kvinderanet – 
HIÖRDIS.
Sigurd? What of Sigurd? I spoke of Gunnar--that night when he bore me away---- 
DAGNY
(fatter sig).
Ja ja, jeg mindes, – jeg véd vel – 
DAGNY
(collecting herself).
Yes, yes, I remember--I know well---- 
HJØRDIS.
Det var den eneste gang; aldrig, aldrig siden! Jeg tænkte, at jeg var slagen med trolddom; thi at Gunnar så kunde favne en kvinde, det – (standser og ser på Dagny.) Er du syg? Mig tykkes, du blir bleg og rød! 
HIÖRDIS.
That was the only time; never, never again! I deemed I was bewitched; for that Gunnar could clasp a woman---- (Stops and looks at DAGNY.) What ails thee? Methinks thou turnest pale and red! 
DAGNY.
Visst ikke, visst ikke! 
DARNY.
Nay, nay! 
HJØRDIS
(uden at agte på hende).
Nej, i lystig ledingsfærd skulde jeg gået; det havde været bedre for mig, og – kan hænde for os alle. Det havde været et liv, fuldt og rigt! Undres du ikke, Dagny, ved at finde mig levende her? Ræddes du ikke ved at være i enrum med mig i stuen, nu da det er mørkt? Får du ikke de tanker, at jeg må være død i den lange tid, og at det er en genganger, som her står hos dig? 
HIÖRDIS
(without noticing her).
The merry viking-raid should have been my lot; it had been better for me, and--mayhap for all of us. That were life, full and rich life! Dost thou not wonder, Dagny, to find me here alive? Art not afraid to be alone with me in the hall? Deem’st thou not that I must have died in all these years, and that it is my ghost that stands at thy side? 
DAGNY
(uhyggeligt tilmode).
Kom – lad os gå – til de andre! 
DAGNY
(painfully affected).
Come--let us go--to the others. 
HJØRDIS
(tager hende i armen).
Nej bliv! Skønner du det, Dagny, at et menneske kan leve efter at have siddet her i fem nætter? 
HIÖRDIS
(seizing her by the arm).
No, stay! Seems it not strange to thee, Dagny, that any woman can yet live after five such nights? 
DAGNY.
Fem nætter? 
DAGNY.
Five nights? 
HJØRDIS.
Her nordpå er hver nat en vinter lang. (raskt med forandret udtryk.) Tro ellers ikke andet, end at her er vakkert nok! Du skal se syner her, som du aldrig har set i Englands kongsgårde; vi vil være sammen som søstre den tid du gæster mig; ned til havet skal vi gå, når uvejret ret begynder igen; du skal se bølgerne flyve mod land som vilde, hvidmankede heste, – og så hvalerne langt derude! De går mod hinanden, som kæmper i stål og plade! Ha, hvilken lyst at sidde som heksekvinde på hvalens ryg, at ride foran snekken, vække uvejr og lokke mændene i dybet ved fagre galdrekvad! 
HIÖRDIS.
Here in the north each night is a whole winter long. (Quickly and with an altered expression.) Yet the place is fair enough, doubt it not! Thou shalt see sights here such as thou hast not seen in the halls of the English king. We shall be together as sisters whilst thou bidest with me; we shall go down to the sea when the storm begins once more; thou shalt see the billows rushing upon the land like wild, white-maned horses--and then the whales far out in the offing! They dash one against another like steel-clad knights! Ha, what joy to be a witching-wife and ride on the whale’s back--to speed before the skiff, and wake the storm, and lure men to the deeps with lovely songs of sorcery! 
DAGNY.
O fy, Hjørdis, hvor kan du tale så! 
DAGNY.
Fie, Hiördis, how canst thou talk so! 
HJØRDIS.
Kan du kvæde galder, Dagny? 
HIÖRDIS.
Canst thou sing sorceries, Dagny? 
DAGNY
(med afsky).
Jeg! 
DAGNY
(with horror).
I! 
HJØRDIS.
Ja, jeg tænkte det; hvormed lokked du da Sigurd? 
HIÖRDIS.
I trow thou canst; how else didst thou lure Sigurd to thee? 
DAGNY.
Skændigt taler du mig til; jeg vil gå! 
DAGNY.
Thou speakest shameful things; let me go! 
HJØRDIS
(holder hende tilbage).
Fordi jeg skæmter! Nej, hør kun videre! Tænk dig, Dagny, at sidde om kvælden her ved lugen og høre på draugen, der græder i bådhuset; at sidde og vente og lytte på de døde mænds hjemfærd; thi her nordpå, her må de forbi. Det er de djærve mænd, der faldt i strid, de stærke kvinder, der ikke fristed livet tamt, som du og jeg; i storm og uvejr suser de gennem luften på sorte heste, med ringlende bjælder! (slår armene om hende og trykker hende vildt op til sig.) Ha, tænk dig, Dagny, at fare den sidste færd på så god en ganger! 
HIÖRDIS
(holding her back).
Because I jest! Nay, hear me to the end! Think, Dagny, what it is to sit by the window in the eventide and hear the kelpie2 wailing in the boat-house; to sit waiting and listening for the dead men’s ride to Valhal; for their way lies past us here in the north. They are the brave men that fell in fight, the strong women that did not drag out their lives tamely, like thee and me; they sweep through the storm-night on their black horses, with jangling bells! (Embraces DAGNY, and presses her wildly in her arms.) Ha, Dagny! think of riding the last ride on so rare a steed! 
DAGNY
(idet hun river sig løs).
Hjørdis, Hjørdis! Slip! Jeg vil ikke høre på dig! 
DAGNY
(struggling to escape).
Hiördis, Hiördis! Let me go! I will not hear thee! 
HJØRDIS
(leende).
Veg er du af sind og let at skræmme!
(Gunnar kommer fra baggrunden med Sigurd og Thorolf.)  
HIÖRDIS
(laughing).
Weak art thou of heart, and easily affrighted.
(GUNNAR enters from the back, with SIGURD and THOROLF.) 
GUNNAR.
Ja, forsandt, nu er mine kår de bedste jeg véd; dig, Sigurd, min ærlige bolde broder har jeg fundet igen, fuldt så trofast som før; jeg har Ørnulfs ætling under mit tag, og gubben selv følger snart efter, ej så? 
GUNNAR.
Now, truly, are all things to my very mind! I have found thee again, Sigurd, my brave brother, as kind and true as of old. I have Örnulf’s son under my roof, and the old man himself follows speedily after; is it not so? 
THOROLF.
Det loved han. 
THOROLF.
So he promised. 
GUNNAR.
Så fattes mig kun, at liden Egil sad hjemme. 
GUNNAR.
Then all I lack is that Egil should be here. 
THOROLF.
Du har nok gutten kær; thi du nævner ham så tidt. 
THOROLF.
’Tis plain thou lovest the boy, thou namest him so oft. 
GUNNAR.
Det har jeg; han er jo den eneste; og fager og vennesæl vil han blive. 
GUNNAR.
Truly I love him; he is my only child; and he is like to grow up fair and kindly. 
HJØRDIS.
Men ingen kæmpe. 
HIÖRDIS.
But no warrior. 
GUNNAR.
Nu, nu, – det skal du ikke sige. 
GUNNAR.
Nay--that thou must not say. 
SIGURD.
Men at du skikked ham fra dig – 
SIGURD.
I marvel thou didst send him from thee---- 
Permanent link
Go to Wiki Documentation
Enhet: Det humanistiske fakultet   Utviklet av: IT-seksjonen ved HF
Login