You are here: BP HOME > MI > Hærmændene på Helgeland (The Vikings at Helgeland) > fulltext
Hærmændene på Helgeland (The Vikings at Helgeland)

Choose languages

Choose images, etc.

Choose languages
Choose display
  • Enable images
  • Enable footnotes
    • Show all footnotes
    • Minimize footnotes
Search-help
Choose specific texts..
Hærmændene på Helgeland (The Vikings at Helgeland)
    Click to Expand/Collapse Option Complete text
Click to Expand/Collapse OptionTitle
Click to Expand/Collapse OptionDramatis personæ
Click to Expand/Collapse OptionStage
Click to Expand/Collapse OptionACT I
Click to Expand/Collapse OptionACT II
Click to Expand/Collapse OptionACT III
Click to Expand/Collapse OptionACT IV
Back to library
EGIL.
Når Thorolf er dræbt, så får jeg ingen hærmænd. 
EGIL.
If Thorolf is slain, I shall have no warriors. 
ØRNULF.
Nej, Egil, – nu har vi mistet vore hærmænd, både du og jeg. (til Hjørdis.) Din fader kvad:
„Jøkuls æt skal Jøkuls bane
volde ve på alle veje“.
Godt har du nu sørget for, at hans ord kan sandes. (tier lidt og vender sig til en af mændene.) Hvor fik han banehugget? 
ÖRNULF.
Nay, Egil--we have lost our warriors, but thou and I. (To HIÖRDIS.) Thy father sang:
Jokul’s kin for Jokul’s slayer
many a woe shall still be weaving.
Well has thou wrought that his words should come true. (Pauses a moment, then turns to one of the men.) Where got he his death-wound? 
MANDEN.
Tvers over panden. 
THE MAN.
Right across his brow. 
ØRNULF
(tilfreds).
Hm; det er hæderligt sted; så har han ikke vendt ryggen til. Men faldt han mod siden, eller ind mod Gunnars fødder? 
ÖRNULF
(pleased).
Hm; that is an honourable spot; he did not turn his back. But fell he sideways, or in towards Gunnar’s feet? 
MANDEN.
Halvvejs mod siden og halvvejs mod Gunnar. 
THE MAN.
Half sideways and half towards Gunnar. 
ØRNULF.
Det spår kun halv hævn; ja, ja, – vi skal se! 
ÖRNULF.
That bodes but half vengeance; well well,--we shall see! 
GUNNAR
(nærmer sig).
Ørnulf, vel véd jeg, at ikke alt mit gods kan veje tabet op; men kræv af mig, hvad du vil – 
GUNNAR
(approaching).
Örnulf, I know well that all my goods were naught against thy loss; but crave of me what thou wilt---- 
ØRNULF
(strængt, afbrydende).
Giv mig Thorolfs lig, og lad mig gå! Hvor ligger han? 
ÖRNULF
(sternly interrupting him).
Give me Thorolf’s body, and let me go! Where lies he?
 
GUNNAR
(peger taus mod baggrunden).
 
(GUNNAR points silently to the back.) 
ØRNULF
(går et par skridt, men vender sig og siger tordnende til Sigurd, Dagny og flere, der deltagende vil følge ham):
Bliv! Tænker I, at Ørnulf skal følges af sørgehuset, som en klynkende kvinde! Bliv, siger jeg! – Vel årker jeg Thorolf alene. (med rolig kraft) Sønneløs går jeg; men ingen skal sige, at han så mig bøjet!
(han går langsomt ud.)  
ÖRNULF
(takes a step or two, but turns and says in a voice of thunder to SIGURD, DAGNY, and others who are preparing to follow him, sorrowing).
Stay! Think ye Örnulf will be followed by a train of mourners, like a whimpering woman? Stay, I say!--I can bear my Thorolf alone. (With calm strength.) Sonless I go; but none shall say that he saw me bowed.
(He goes slowly out.) 
HJØRDIS
(med tvungen latter).
Ja, lad ham gå, som han vil; mandstærke trænger vi ikke til at være, om han kommer med ufred igen! Nu, Dagny, – nu tænker jeg, det er sidste gang din fader stævner fra Island i sligt ærind! 
HIÖRDIS
(with forced laughter).
Ay, let him go as he will; we shall scarce need many men to face him should he come with strife again! Now, Dagny--I wot it is the last time thy father shall sail from Iceland on such a quest! 
SIGURD
(oprørt).
O, skændigt! 
SIGURD
(indignant).
Oh, shame! 
DAGNY
(ligeså).
Forhåne ham kan du! Forhåne ham – efter det, som her er øvet! 
DAGNY
(likewise).
And thou canst scoff at him--scoff at him, after all that has befallen? 
HJØRDIS.
Er gerningen gjort, så skal den også prises! Had og hævn svor jeg Ørnulf imorges; – Jøkuls drab kunde jeg glemme, alt andet, – kun ikke, at han skænded mine kår. Frilleviv kaldte han mig; er det så, da har jeg ingen skam deraf; thi Gunnar er nu mægtigere end din fader; han er ypperligere og mere navnkundig end Sigurd, din egen husbond! 
HIÖRDIS.
A deed once done, ’tis wise to praise it. This morning I swore hate and vengeance against Örnulf;--the slaying of Jokul I might have forgotten--all, save that he cast shame upon my lot. He called me a leman; if it be so, it shames me not; for Gunnar is mightier now than thy father; he is greater and more famous than Sigurd, thine own husband! 
DAGNY
(i stærkt oprør).
Der fejler du, Hjørdis, – og ret nu skal alle vide, at du lever under ræd mands tag! 
DAGNY
(in wild indignation).
There thou errest, Hiördis--and even now shall all men know that thou dwellest under a weakling’s roof! 
SIGURD
(heftigt).
Dagny, hvad vil du! 
SIGURD
(vehemently).
Dagny, beware! 
GUNNAR.
Ræd! 
GUNNAR.
A weakling! 
HJØRDIS
(med hånlatter).
Vidløst taler du der! 
 
DAGNY.
Fordølges skal det ikke mere; jeg taug indtil du håned min fader og mine faldne brødre; jeg taug mens Ørnulf var inde; thi han skulde ikke høre, at Thorolf faldt for en nidings hånd; men nu; – pris aldrig Gunnar for hin dåd på Island; thi Gunnar er ræd! Sværdet, som lå draget mellem dig og ransmanden, det hænger ved min husbonds side, – og ringen, som du drog af din arm, den gav du til Sigurd, (drager den af og holder den højt ivejret) her er den! 
DAGNY.
It shall no longer be hidden; I held my peace till thou didst scoff at my father and my dead brothers; I held my peace while Örnulf was here, lest he should learn that Thorolf fell by a dastard’s hand. But now--praise Gunnar nevermore for that deed in Iceland; for Gunnar is a weakling! The sword that lay drawn between thee and the bear-slayer hangs at my husband’s side--and the ring thou didst take from thy arm thou gavest to Sigurd. (Takes it off and holds if aloft.) Behold it! 
HJØRDIS
(vildt).
Sigurd! 
HIÖRDIS
(wildly).
Sigurd! 
MÆNGDEN.
Sigurd! Sigurd øved dåden! 
THE CROWD.
Sigurd! Sigurd did the deed! 
HJØRDIS
(skælvende af sindsbevægelse).
Han, han! – Gunnar, er det sandt! 
HIÖRDIS
(quivering with agitation).
He! he!--Gunnar, is this true? 
GUNNAR
(med ædel ro).
Sandt er alt; kun ikke, at jeg er ræd; – jeg er hverken ræd eller niding. 
GUNNAR
(with lofty calm).
It is all true save only that I am a weakling; I am neither a weakling nor a coward. 
SIGURD
(bevæget).
Det er du ikke, Gunnar! Det har du aldrig været! (til de øvrige) Afsted, mine mænd! Afsted, herfra! 
SIGURD
(moved).
That art thou not, Gunnar! That hast thou never been! (To the rest.) Away, my men! Away from here! 
DAGNY
(ved udgangen, til Hjørdis).
Hvem er nu den ypperste mand i laget, min husbond eller din!
(hun går ud med Sigurd og hans følge.)  
DAGNY
(at the door, to HIÖRDIS).
Who is now the mightiest man at the board--my husband or thine? 
HJØRDIS
(for sig selv).
Nu har jeg kun én gerning igen; – kun én dåd at pønse på: Sigurd eller jeg må dø!


 
HIÖRDIS
(to herself).
Now have I but one thing left to do--but one deed to brood upon: Sigurd or I must die!


 
Permanent link
Go to Wiki Documentation
Enhet: Det humanistiske fakultet   Utviklet av: IT-seksjonen ved HF
Login