You are here: BP HOME > Hærmændene på Helgeland (The Vikings at Helgeland) > fulltext
Hærmændene på Helgeland (The Vikings at Helgeland)

Choose languages

Choose images, etc.

Choose languages
Choose display
  • Enable images
  • Enable footnotes
    • Show all footnotes
    • Minimize footnotes
Search-help
Choose specific texts..
Hærmændene på Helgeland (The Vikings at Helgeland)
    Click to Expand/Collapse Option Complete text
Click to Expand/Collapse OptionTitle
Click to Expand/Collapse OptionDramatis personæ
Click to Expand/Collapse OptionStage
Click to Expand/Collapse OptionACT I
Click to Expand/Collapse OptionACT II
Click to Expand/Collapse OptionACT III
Click to Expand/Collapse OptionACT IV
Back to library
HJØRDIS.
Væbne os må vi nu og søge hjælp hos vore venner; thi Thorolf har mange eftermålsmænd. 
HIÖRDIS.
Now must we arm us, and seek help among our friends; for Thorolf has many avengers. 
GUNNAR
(mørk).
Selv vil han blive sin værste hævner; han vil stå mig for sindet nat og dag. 
GUNNAR
(gloomily).
He will be his own worst avenger; he will haunt me night and day. 
HJØRDIS.
Thorolf fik sin løn. For frænders færd må frænder lide. 
HIÖRDIS.
Thorolf got his reward. Kinsmen must suffer for kinsmen’s deeds. 
GUNNAR.
Vel sandt; men det véd jeg, at jeg var gladere i hu før drabet. 
GUNNAR.
True, true; but this I know, my mind was lighter ere this befell. 
HJØRDIS.
Blodnatten er altid den værste; – når den er over, så går det nok. Ved skændig list har Ørnulf fremmet sin hævn; i åben strid vilde han ikke gå mod os, lod som han var forligeligt sindet, og falder så over vort værgeløse barn! Ha, jeg så mere grant end I; jeg tænkte nok, at Ørnulf var ond og underfundig; vel havde jeg årsag til at ægge dig mod ham og al hans falske æt! 
HIÖRDIS.
This first night1 is ever the worst;--Örnulf has sought his revenge by shameful wiles; he would not come against us in open strife; he feigned to be peacefully-minded; and then he falls upon our defenceless child! Ha, I saw more clearly than ye; well I deemed that Örnulf was evil-minded and false; I had good cause to egg thee on against him and all his faithless tribe! 
GUNNAR
(ophidset).
Det havde du! Ringe er min hævn at regne mod Ørnulfs udåd. Han misted Thorolf, men har dog sex sønner igen, og jeg ingen – ingen! 
GUNNAR
(fiercely).
That hadst thou! My vengeance is poor beside Örnulf’s crime. He has lost Thorolf, but he has six sons left-- and I have none--none! 
EN HUSKARL
(ilsomt fra baggrunden).
Ørnulf fra Fjordene kommer! 
A HOUSE-CARL
(enters hastily from the back).
Örnulf of the Fiords is at hand! 
GUNNAR.
Ørnulf! 
GUNNAR.
Örnulf! 
HJØRDIS OG FLERE MÆND.
Til våben! Til våben! 
HIÖRDIS AND SEVERAL MEN.
To arms! to arms! 
DAGNY
(på samme tid).
Min fader! 
DAGNY
(simultaneously).
My father! 
SIGURD
(som greben af en anelse).
Ørnulf –! Ha, Gunnar, Gunnar! 
SIGURD
(as if seized by a foreboding).
Örnulf----! Ah, Gunnar, Gunnar! 
GUNNAR
(drager sværdet).
Op alle mænd! Hævn over Egils bane!
(Ørnulf kommer ind med Egil på armen.)  
GUNNAR
(draws his sword).
Up all my men! Vengeance for Egil’s death!
(ÖRNULF enters, with EGIL in his arms.) 
GUNNAR
(med et skrig).
Egil! 
GUNNAR
(with a shriek).
Egil! 
ØRNULF.
Her har I liden Egil igen! 
ÖRNULF.
Here I bring thee little Egil. 
ALLE
(mellem hverandre).
Egil! Egil lever! 
ALL
(one to another).
Egil! Egil alive! 
GUNNAR
(lader sværdet falde).
Ve mig; hvad har jeg gjort! 
GUNNAR
(letting his sword fall).
Woe is me! what have I done? 
DAGNY.
O, Thorolf, min broder! 
DAGNY.
Oh, Thorolf, my brother! 
SIGURD.
Jeg tænkte det nok! 
SIGURD.
I knew it! I knew it! 
ØRNULF
(sætter Egil ned).
Der, Gunnar, har du din vakkre gut! 
ÖRNULF
(setting EGIL down).
There, Gunnar, hast thou thy pretty boy again. 
EGIL.
Fader! Gamle Ørnulf vilde ikke gøre mig ondt, som du sagde, da jeg rejste! 
EGIL.
Father! Old Örnulf would not do me ill, as thou saidst when I went away. 
ØRNULF
(til Hjørdis).
Nu har jeg givet bod for din fader; nu tænker jeg nok vi kan forliges. 
ÖRNULF
(to HIÖRDIS).
Now have I atoned for thy father; now surely there may be peace between us. 
HJØRDIS
(med undertrykt bevægelse).
Kan hænde! 
HIÖRDIS
(with repressed emotion).
Mayhap! 
GUNNAR
(ligesom opvågnende).
Er det en hæslig drøm, der forvilder mig! Du – du bringer Egil hjem! 
GUNNAR
(as if waking up).
Is it a ghastly dream that maddens me! Thou--thou bringest Egil home! 
ØRNULF.
Som du ser; men det må du vide, at han har været døden nær. 
ÖRNULF.
As thou seest; but in truth he has been near his death. 
GUNNAR.
Det véd jeg. 
GUNNAR.
That I know. 
ØRNULF.
Og glædes ikke mere over, at han kommer? 
ÖRNULF.
And hast no more joy in his return? 
GUNNAR.
Var han kommen tidligere, så skulde jeg glædet mig mere derover. Men sig mig alt, – hvad der er hændt! 
GUNNAR.
Had he come sooner, I had been glad indeed. But tell me all that has befallen! 
ØRNULF.
Det er snart sagt. Kåre bonde lagde onde råd op mod eder; med andre ugerningsmænd foer han sørpå efter Egil. 
ÖRNULF.
That is soon done. Kåre the Peasant was plotting evil against you; with other caitiffs he fared southward after Egil. 
GUNNAR.
Kåre! (sagte) Ha, nu skønner jeg Thorolfs ord! 
GUNNAR.
Kåre! (To himself.) Ha, now I understand Thorolf’s words! 
ØRNULF.
Hans færd kom mig for øre; slig udåd måtte aldrig øves. Bod for Jøkul vilde jeg ikke give, og gerne, Gunnar, havde jeg fældet dig i holmgang, ifald så skulde være, – men din æt måtte jeg dog frede om; med mine sønner foer jeg da efter Kåre. 
ÖRNULF.
His purpose came to my ears; I needs must thwart so black a deed. I would not give atonement for Jokul, and, had things so befallen, I had willingly slain thee, Gunnar, in single combat--yet I could not but protect thy child. With my sons, I hasted after Kåre. 
SIGURD
(sagte).
En usalig dåd er her øvet! 
SIGURD
(softly).
An accursed deed has here been done. 
ØRNULF.
Da jeg kom til, lå Egils følgesvende bundne, din søn var alt i dine uvenners magt, og længe skulde de ikke have sparet ham. Hed blev kampen da! Hvassere sværdhug har jeg sjeldent skiftet; Kåre og to mænd flygted op på landet; de andre sover trygt og vil være tunge at vække. 
ÖRNULF.
When I came up with him, Egil’s guards lay bound; thy son was already in thy foemen’s hand, and they would not long have spared him. Hot was the fight! Seldom have I given and taken keener strokes; Kåre and two men fled inland; the rest sleep safely, and will be hard to waken. 
GUNNAR
(i stærk spænding).
Men du – du Ørnulf –! 
GUNNAR
(in eager suspense).
But thou--thou, Örnulf----? 
ØRNULF
(mørk).
Sex sønner fulgte mig i striden. 
ÖRNULF
(gloomily).
Six sons followed me into the fight. 
GUNNAR
(åndeløs).
Men hjemad? 
GUNNAR
(breathlessly).
But homewards----? 
ØRNULF.
Ingen. 
ÖRNULF.
None. 
GUNNAR
(forfærdet).
Ingen! (sagte) Og Thorolf, Thorolf!
(Dyb bevægelse blandt mængden. Hjørdis synes at kæmpe en stærk indre kamp; Dagny græder stille ved højsædet til højre. Sigurd står smerteligt bevæget hos hende.)  
GUNNAR
(appalled).
None! (Softly.) And Thorolf, Thorolf!
(Deep emotion among the bystanders. HIÖRDIS shows signs of a violent mental struggle; DAGNY weeps silently by the high-seat on the right. SIGURD stands beside her, painfully agitated.) 
ØRNULF
(efter et kort ophold).
Tungt er det at stå som en frodig gran, og så at kvistes af i et eneste uvejr. Dog, mand skal leve efter mand; – ræk mig et horn; jeg vil drikke mine sønners minde. (En af Sigurds mænd bringer et horn.) Hil eder der I nu rider, mine djærve sønner! Kobberportene skal ikke slå i på eders hæle, thi I kommer til hallen med mange mænds følge! (drikker og giver hornet fra sig.) Og nu hjem til Island; Ørnulfs heltefærd er forbi; det gamle træ har kun én grøn gren igen, og den må fredes om. Hvor er Thorolf? 
ÖRNULF
(after a short pause).
It is hard for a many-branching pine to be stripped in a single storm. But men die and men live;--I will drink to my sons’ memory. (One of SIGURD’S men hands him a horn.) Hail to you where now ye ride, my bold sons! Close upon your heels shall the copper-gates not clang, for ye come to the hall with a great following. (Drinks, and hands back the horn.) And now home to Iceland! Örnulf has fought his last fight; the old tree has but one green branch left, and it must be shielded warily. Where is Thorolf? 
EGIL
(til sin fader).
Ja vis mig Thorolf! Ørnulf har sagt, han skal skære et skib til mig med mange, mange hærmænd i stavnen. 
EGIL
(to his father).
Ay, show me Thorolf! Örnulf told me he would carve me a ship with many, many warriors on board. 
ØRNULF.
Prise må jeg alle gode vætter, at ikke Thorolf fulgte med; thi hvis også han, – – nej, så stærk jeg end er, – det havde faldet mig for tungt at bære. Men hvi kommer han ikke? Altid var han den første til at møde sin fader; thi det tyktes os begge, som vi ikke kunde leve hinanden en dag foruden. 
ÖRNULF.
I praise all good wights that Thorolf came not with us; for if he too--nay, strong though I be, that had been too heavy for me to bear. But why comes he not? He was ever the first to meet his father; for both of us it seemed we could not live without each other a single day. 
GUNNAR.
Ørnulf, Ørnulf! 
GUNNAR.
Örnulf, Örnulf! 
ØRNULF
(med stigende uro).
Tause står I alle i stuen, det ser jeg nu; – hvad fattes, – hvor er Thorolf? 
ÖRNULF
(with growing uneasiness).
Ye stand all silent, I mark it now. What ails you? Where is Thorolf? 
DAGNY.
Sigurd, Sigurd, – det blir ham det tungeste! 
DAGNY.
Sigurd, Sigurd--this will be the direst blow to him! 
GUNNAR
(kæmpende med sig selv).
Gubbe! – Nej – – og dog, det kan jo ikke dølges – 
GUNNAR
(struggling with himself).
Old man!--No---- ---- and yet, it cannot be hid---- 
ØRNULF
(heftigt).
Min søn! Hvor er han? 
ÖRNULF
(vehemently).
My son! Where is he! 
GUNNAR.
Thorolf er dræbt! 
GUNNAR.
Thorolf is slain! 
ØRNULF.
Dræbt! Thorolf? Thorolf? Ha, du lyver! 
ÖRNULF.
Slain! Thorolf? Thorolf? Ha, thou liest! 
GUNNAR.
Jeg gav mit varmeste hjerteblod for at vide ham ilive! 
GUNNAR.
I would give my warmest heart-blood to know him alive! 
HJØRDIS
(til Ørnulf).
Selv er Thorolf skyld i det som hændte; med mørke taler gav han tilkende, at du var falden over Egil og havde dræbt ham; – halvt i ufred skiltes vi sidst fra hverandre; du har før voldt mandefald i min æt; – og, foruden det, – som en kådmundet svend sad Thorolf ved gildet; han æggedes ved skemt, og gav mange onde ord fra sig; – først da var det, at Gunnar harmedes; først da bar han våben på din søn; vel skulde jeg mene, han havde skellig årsag til den gerning. 
HIÖRDIS
(to ÖRNULF).
Thorolf was himself to blame for what befell; with dark sayings he gave us to wit that thou hadst fallen upon Egil and slain him;--we had parted half in wrath, and thou hast ere now brought death among my kindred. And moreover--Thorolf bore himself at the feast like a wanton boy; he brooked not our jesting, and spoke many evil things. Not till then did Gunnar wax wroth; not till then did he raise his hand upon thy son; and well I wot that he had good and lawful ground for that deed. 
ØRNULF
(rolig).
Det kendes på dig, at du er en kvinde; thi du bruger mange ord. Hvortil det? Er Thorolf dræbt, så er hans saga ude. 
ÖRNULF
(calmly).
Well may we see that thou art a woman, for thou usest many words. To what end? If Thorolf is slain, then is his saga over. 
Permanent link
Go to Wiki Documentation
Enhet: Det humanistiske fakultet   Utviklet av: IT-seksjonen ved HF
Login