Bibliotheca Polyglotta

Hærmændene på Helgeland (The Vikings at Helgeland)

Complete text

FJERDE AKT

(Ved strandbredden. Det er aften; månen ses fra og til mellem mørke sønderrevne uvejrsskyer. I baggrunden en sort, nylig opkastet gravhaug.)
(Ørnulf sidder på en sten til højre i forgrunden med blottet hoved, albuerne hvilende på knæerne og med ansigtet skjult i sine hænder. Hans mænd graver ved haugen, nogle lyser med tyrifakler. Efter et kort ophold kommer Sigurd og Dagny ud fra bådhuset, hvor en stokild brænder.)

ACT FOURTH.

(By the coast. It is evening; the moon breaks forth now and again, from among dark and ragged storm-clouds. At the back, a black grave-mound, newly heaped up.)
(ÖRNULF sits on a stone, in front on the right, his head bare, his elbows resting on his knees, and his face buried in his hands. His men are digging at the mound; some give light with pine-knot torches. After a short pause, SIGURD and DAGNY enter from the boat-house, where a wood fire is burning.)

DAGNY
(dæmpet).
Der sidder han endnu. (holder Sigurd tilbage.) Nej, tal ikke til ham!

DAGNY
(in a low voice).
There sits he still. (Holding SIGURD back.) Nay, speak not to him!

SIGURD.
Du har ret; det er for tidligt; lad ham heller sidde med sig selv.

SIGURD.
Thou say’st well; it is too soon; best leave him!

DAGNY
(går over mod højre og betragter faderen med stille sorg).
Så stærk var han igår, da han tog Thorolfs lig på ryggen; stærk var han, mens de grov på haugen; men da de alle var lagt derinde, og jord og stene kastet over, – da tog sorgen ham; da var det som han sluknede. (tørrer tårerne af.) Sig mig, Sigurd, når tænker du at fare hjem til Island?

DAGNY
(goes over to the right, and gazes at her father in quiet sorrow).
So strong was he yesterday when he bore Thorolf’s body on his back; strong was he as he helped to heap the grave-mound; but when they were all laid to rest, and earth and stones piled over them--then the sorrow seized him; then seemed it of a sudden as though his fire were quenched. (Dries her tears.) Tell me, Sigurd, when thinkest thou to fare homeward to Iceland?

SIGURD.
Såsnart uvejret stilner af og jeg får endt min handel med Gunnar herse.

SIGURD.
So soon as the storm abates, and my quarrel with Gunnar is ended.

DAGNY.
Og så vil du købe land og bygge dig en gård og aldrig fare i leding mere?

DAGNY.
And then wilt thou buy land and build thee a homestead, and go a-viking no more?

SIGURD.
Ja ja, – det har jeg lovet dig.

SIGURD.
Yes, yes,--that have I promised.

DAGNY.
Og jeg tør forvisst tro, at Hjørdis bedrog mig, da hun sagde, at jeg lidet var dig værdig til viv?

DAGNY.
And I may believe without doubt that Hiördis spoke falsely when she said that I was unworthy to be thy wife?

SIGURD.
Ja ja, Dagny, lid du på mit ord.

SIGURD.
Yes yes, Dagny, trust thou to my word.

DAGNY.
Så er jeg glad igen og vil prøve at glemme alt det onde værk, som her er øvet. I de lange vinterkvælde vil vi tale sammen om Gunnar og Hjørdis, og –

DAGNY.
Then am I glad again, and will try to forget all the evil that here has been wrought. In the long winter evenings we will talk together of Gunnar and Hiördis, and----

SIGURD.
Nej, Dagny, vil du vel mod os begge, så nævn aldrig Hjørdis, når vi sidder hjemme på Island!

SIGURD.
Nay, Dagny, wouldst thou have things go well with us, do thou never speak Hiördis’ name when we sit together in Iceland.

DAGNY
(mildt bebrejdende).
Ubilligt er dit had til hende. Sigurd, Sigurd, det ligner dig lidet!

DAGNY
(mildly upbraiding him).
Unjust is thy hatred towards her. Sigurd, Sigurd, it is unlike thee.

EN AF MÆNDENE
(nærmer sig).
Se så, nu er haugen istand.

ONE OF THE MEN
(approaching).
There now, the mound is finished.

ØRNULF
(ligesom opvågnende).
Haugen? Er den – nå ja –

ÖRNULF
(as if awaking).
The mound? Is it--ay, ay----

SIGURD.
Tal nu til ham, Dagny!

SIGURD.
Now speak to him, Dagny.

DAGNY
(nærmer sig).
Fader, det er koldt herude; det trækker op til uvejr inat.

DAGNY
(approaching).
Father, it is cold out here; a storm is gathering to-night.

ØRNULF.
Hm; bryd dig ikke om det; haugen er bygget tæt og godt; de ligger lunt derinde.

ÖRNULF.
Hm; heed it not; the mound is close-heaped and crannyless; they lie warm in there.

DAGNY
Ja, men du –

DAGNY.
Ay, but thou----

ØRNULF.
Jeg? Jeg fryser ikke.

ÖRNULF.
I? I am not cold.

DAGNY.
Du har intet spist idag; vil du ikke gå ind? Natverdsbordet står rede.

DAGNY.
Nought hast thou eaten today; wilt thou not go in? The supper-board stands ready.

ØRNULF.
Lad natverdsbordet stå; jeg er ikke sulten.

ÖRNULF.
Let the supper-board stand; I have no hunger.

DAGNY.
Men at sidde her så stille; tro mig, det båder dig ikke; du er lidet vant til det.

DAGNY.
But to sit here so still--trust me, thou wilt take hurt of it; thou art ever wont to be stirring.

ØRNULF.
Vel sandt; der er noget, som klemmer mig for bringen; jeg kan ikke trække vejret.
(han skjuler igen ansigtet med sine hænder. Ophold. Dagny sætter sig hos ham.)

ÖRNULF.
True, true; there is somewhat that crushes my breast; I cannot draw breath.
(He hides his face in his hands. A pause. DAGNY seats herself beside him.)

DAGNY.
Imorgen ruster du vel dit skib og farer med til Island?

DAGNY.
To-morrow wilt thou make ready thy ship and set forth for Iceland?

ØRNULF
(uden at se op).
Hvad skal jeg der? Nej, jeg vil til mine sønner.

ÖRNULF
(without looking up).
What should I do there? Nay, I will to my sons.

DAGNY
(smerteligt).
Fader!

DAGNY
(with pain).
Father!

ØRNULF
(løfter hovedet).
Gå ind, og lad mig sidde; har uvejret legt om mig en nat eller to, så er det gjort, tænker jeg.

ÖRNULF
(raises his head).
Go in and let me sit here; when the storm has played with me for a night or two, the game will be over, I ween.

SIGURD.
Sligt kan du ikke tænke på!

SIGURD.
Thou canst not think to deal thus with thyself.

ØRNULF.
Undres dig, at jeg vil hvile! Mit dagværk er jo endt; jeg har højlagt mine sønner. (heftigt.) Gå fra mig! – Gå, gå!
(han skjuler igen sit ansigt.)

ÖRNULF.
Dost marvel that I fain would rest? My day’s work is done; I have laid my sons in their grave. (Vehemently.) Go from me!--Go, go!
(He hides his face.)

SIGURD
(sagte til Dagny, som rejser sig).
Lad ham sidde lidt endnu.

SIGURD
(softly, to DAGNY, who rises).
Let him sit yet a while.

DAGNY.
Nej, jeg får friste et råd til; – jeg kender ham. (til Ørnulf.) Dit dagværk er endt, siger du; det er det dog ikke. Højlagt har du dine sønner; – men du er jo skald; det sømmer sig at kvæde til deres minde.

DAGNY.
Nay, I have one rede yet untried;--I know him. (To Örnulf.) Thy day’s work done, say’st thou? Nay, that it is not. Thou hast laid thy sons in the grave;--but art thou not a skald? It is meet that thou should’st sing their memory.

ØRNULF
(hovedrystende).
Kvæde? Nej, nej; igår kunde jeg det; idag er jeg for gammel.

ÖRNULF
(shaking his head).
Sing? Nay, nay; yesterday I could sing; I am too old to-day.

DAGNY.
Det må du dog; hæderlige mænd var dine sønner alle; et kvæde må siges om dem, og det kan ingen i ætten uden du.

DAGNY.
But needs must thou; honourable men were thy sons, one and all; a song must be made of them, and that can none of our kin but thou.

ØRNULF
(ser spørgende på Sigurd).
Kvæde? Hvad tykkes dig, Sigurd?

ÖRNULF
(looks inquiringly at SIGURD).
To sing? What thinkest thou , Sigurd?

SIGURD.
Mig tykkes, at så er billigt; du får gøre som hun siger.

SIGURD.
Meseems it is but meet; thou must e’en do as she says.

DAGNY.
Ilde vil det tykkes dine grander på Island, når arveøllet skal drikkes over Ørnulfs ætlinge, og intet kvad er digtet. Til at følge dine sønner har du tid nok.

DAGNY.
Thy neighbours in Iceland will deem it ill done when the grave-ale is drunk over Örnulf’s children, and there is no song to sing with it. Thou hast ever time enough to follow thy sons.

ØRNULF.
Nu ja, jeg vil prøve det; og du, Dagny, lyt til, at du siden kan riste kvadet på kævle! (Mændene nærmer sig med faklerne, så at der dannes en gruppe om ham; han tier lidt og tænker sig om, derpå siger han:)
Sind, som svær-mod stinger,
savner Brages glæde;
sorgfuld skald så såre
kvides ved at kvæde.

Skaldeguden skænked
evne mig at sjunge; –
klinge lad min klage
for mit tab, det tunge!

(rejser sig.)

Harmfuld norne hærged
hårdt mig verdens veje,
listed lykken fra mig,
ødte Ørnulfs eje.

Sønner syv til Ørnulf
blev af guder givet; –
nu går gubben ensom,
sønneløs i livet.

Sønner syv, så fagre,
fostret mellem sværde,
værned vikings hvide
hår, som gævest gærde.

Nu er gærdet jævnet,
mine sønner døde;
glædeløs står gubben,
og hans hus står øde.

Thorolf, – du, min yngste!
Boldest blandt de bolde!
Lidet gad jeg klage,
fik jeg dig beholde!

Vén du var, som våren,
mod din fader kærlig,
arted dig at ældes
til en helt så herlig.

Ulivs-sår, usaligt,
værste ve mon volde,
har min gamle bringe
klemt, som mellem skjolde.

Nidsyg norne nødig
nægted mig sit eje, –
dryssed smertens rigdom
over Ørnulfs veje.

Vegt er visst mit værge.
Fik jeg guders evne,
én da blev min idræt:
nornens færd at hævne.

Én da blev min gerning:
nornens fald at friste, –
hun, som har mig røvet
alt – og nu det sidste!

Har hun alt mig røvet?
Nej, det har hun ikke;
tidligt fik jo Ørnulf
Suttungs mjød at drikke.

(med stigende begejstring.)

Mine sønner tog hun;
men hun gav min tunge
evnen til i kvæder
ud min sorg at sjunge.

På min mund hun lagde
sangens fagre gave; –
lydt da lad den klinge,
selv ved sønners grave!

Hil jer, sønner gæve!
Hil jer, der I rider!
Gudegaven læger
verdens ve og kvider!

(han trækker et dybt åndedrag, stryger håret fra panden og siger roligt):
Se så; nu er Ørnulf stærk og sund igen. (til mændene.) Kom med til natverdsbordet, drenge; vi har havt et tungt dagværk!
(går med karlene ind i bådhuset.)

ÖRNULF.
Well well, I will try it; and thou, Dagny, give heed, that afterwards thou may’st carve the song on staves.
(The men approach with the torches, forming a group around him; he is silent for a time, reflecting; then he says:)
Bragi’s¹ gift is bitter
when the heart is broken;
sorrow-laden singer,
singing, suffers sorely.

Natheless, since the Skald-god
gave me skill in song-craft,
in a lay loud-ringing
be my loss lamented!

(Rises.)

Ruthless Norn² and wrathful
wrecked my life and ravaged,
wiled away my welfare,
wasted Örnulf’s treasure.

Sons had Örnulf seven,
by the great gods granted;--
lonely now and life-sick
goes the greybeard, sonless.

Seven sons so stately,
bred among the sword-blades,
made a mighty bulwark
round the snow-locked sea-king.

Levelled lies the bulwark,
dead my swordsmen seven;
gone the greybeard’s gladness,
desolate his dwelling.

Thorolf,--thou my last-born!
Of the bold the boldest!
Soon were spent my sorrow
so but thou wert left me!

Fair thou wast as springtide,
fond towards thy father,
waxing straight and stalwart
to so wight a warrior.

Dark and drear his death-wound
leaves my life’s lone evening;
grief hath gripped my bosom
as ’twixt hurtling targes.

Nought the Norn denied me
of her rueful riches,
showering woes unstinted
over Örnulf’s world-way.

Weak are now my weapons.
But, were god-might given me,
then, oh Norn, I swear it,
scarce should’st thou go scatheless!

Dire were then my vengeance;
then had dawned thy doomsday,
Norn, that now hast left me
nought but yonder grave-mound.

Nought, I said? Nay, truly,
somewhat still is Örnulf’s,
since of Suttung’s³ mead-horn
he betimes drank deeply.

(With rising enthusiasm.)

Though she stripped me sonless,
one great gift she gave me--
songcraft’s mighty secret,
skill to sing my sorrows.

On my lips she laid it,
goodly gift of songcraft;
loud, then, let my lay sound,
e’en where they are lying!

Hail, my stout sons seven!
Hail, as homeward ride ye!
Songcraft’s glorious god-gift
stauncheth woe and wailing.

(He draws a deep breath, throws back the hair from his brow, and says calmly:)
So--so; now is Örnulf sound and strong again. (To the men.) Follow me to the supper-board, lads; we have had a heavy day’s work!
(Goes with the men into the boat-house.)

DAGNY.
Priset være de høje i himlen, som skænkte mig så godt et råd! (til Sigurd) Vil du ikke gå ind?

DAGNY.
Praised be the Mighty Ones on high that gave me so good a rede. (To SIGURD.) Wilt thou not go in?

SIGURD.
Nej, jeg har liden lyst. Sig mig, er alle ting rede til imorgen?

SIGURD.
Nay, I list not to. Tell me, are all things ready for to-morrow?

DAGNY.
Det er de; et silkesømmet lin ligger inde på bænken; men jeg véd forvisst, at du vil stå dig mod Gunnar, så jeg har ej grædt derved.

DAGNY.
They are; a silk-sewn shroud lies on the bench; but I know full surely that thou wilt hold thee against Gunnar, so I have not wept over it.

SIGURD.
Det give alle gode magter, at du aldrig må græde for min skyld.
(han standser og ser ud.)

SIGURD.
Grant all good powers, that thou may’st never weep for my sake.
(He stops and looks out.)

DAGNY.
Hvad lytter du på?

DAGNY.
What art thou listening to?

SIGURD.
Hører du ikke – der!
(peger til venstre.)

SIGURD.
Hear’st thou nought--there?
(Points towards the left.)

DAGNY.
Jo, der går som et sælsomt uvejr over havet!

DAGNY.
Ay, there goes a fearsome storm over the sea!

SIGURD
(idet han går lidt op mod baggrunden).
Hm, der vil nok regne hårde hagl i det uvejr. (råber.) Hvem kommer?

SIGURD
(going up a little towards the background).
Hm, there will fall hard hailstones in that storm. (Shouts.) Who comes?

KÅRE BONDE
(udenfor til venstre).
Kendte folk, Sigurd viking!
(Kåre bonde med en flok bevæbnede mænd fra venstre.)

KÅRE THE PEASANT
(without on the left).
Folk thou wot’st of, Sigurd Viking!
(KÅRE THE PEASANT, with a band of armed men, enters from the left.)

SIGURD.
Hvor agter I jer hen?

SIGURD.
Whither would ye?

KÅRE.
Til Gunnar herses gård!

KÅRE.
To Gunnar’s hall.

SIGURD.
Med ufred?

SIGURD.
As foemen?

KÅRE.
Ja, det kan du lide på! Du hindred mig før; men nu tænker jeg det er dig kært nok!

KÅRE.
Ay, trust me for that! Thou didst hinder me before; but now I ween thou wilt scarce do the like.

SIGURD.
Kan vel være.

SIGURD.
Maybe not.

KÅRE.
Jeg har hørt om din handel med Gunnar; men går det som jeg vil, så kommer han med vege våben til mødet.

KÅRE.
I have heard of thy challenge to Gunnar; but if things go to my mind, weak will be his weapons when the time comes for your meeting.

SIGURD.
Det er vovsomt værk du pønser på; agt dig, bonde!

SIGURD.
’Tis venturesome work thou goest about; take heed for thyself, Peasant!

KÅRE
(med trodsig latter).
Lad mig om det; vil du takle dit skib inat, så skal vi lyse op for dig! – Kom, alle mand, se her går vejen!
(de går alle ud til højre i baggrunden.)

KÅRE
(with defiant laughter).
Leave that to me; if thou wilt tackle thy ship to-night, we will give thee light for the task!--Come, all my men; here goes the way.
(They go off to the right, at the back.)

DAGNY.
Sigurd, Sigurd, den ufærd må du hindre!

DAGNY.
Sigurd, Sigurd, this misdeed must thou hinder.

SIGURD
(går rask hen til døren og råber ind):
Op fra bordet, Ørnulf; tag hævn over Kåre bonde!

SIGURD
(goes quickly to the door of the hut, and calls in).
Up from the board, Örnulf; take vengeance on Kåre the Peasant.

ØRNULF
(kommer ud med de øvrige).
Kåre bonde, – hvor er han?

ÖRNULF
(comes out, with the rest).
Kåre the Peasant--where is he?

SIGURD.
Han stævner mod Gunnars gård for at brænde folkene inde!

SIGURD.
He is making for Gunnar’s hall to burn it over their heads.

ØRNULF.
Ha, ha, – lad ham det, så får jeg hævn over Gunnar og Hjørdis med det samme; siden vil jeg søge Kåre.

ÖRNULF.
Ha-ha--let him do as he will; so shall I be avenged on Gunnar and Hiördis, and afterwards I can deal with Kåre.

SIGURD.
Nej, det er gavnløst råd; Kåre må du søge inat, hvis du vil ramme ham; thi er udåden øvet, så stævner han tilfjelds. Gunnar har jeg æsket til holmgang; han er dig viss nok, ifald ikke jeg selv – nå ja, ligegodt, – inat må han skærmes mod sine uvenner; ilde var det, om slig ugerningsmand, som Kåre, tog hævnen fra mig!

SIGURD.
Ay, that rede avails not; wouldst thou strike at Kåre, thou must seek him out to-night; for when his misdeed is done, he will take to the mountains. I have challenged Gunnar to single combat; him thou hast safely enough, unless I myself--but no matter.-- To-night he must be shielded from his foes; it would ill befit thee to let such a dastard as Kåre rob thee of thy revenge.

ØRNULF.
Sandt siger du der. Inat vil jeg skærme Thorolfs bane; men imorgen må han fældes!

ÖRNULF.
Thou say’st truly. To-night will I shield the slayer of Thorolf; but to-morrow he must die.

SIGURD.
Han eller jeg, – det kan du lide på!

SIGURD.
He or I--doubt not of that!

ØRNULF.
Så kom da til hævn for Ørnulfs æt!
(han går med mændene til højre i baggrunden.)

ÖRNULF.
Come then, to take vengeance for Örnulf’s sons.
(He goes out with his men by the back, to the right.)

SIGURD.
Dagny, følg med; – jeg må blive; thi rygtet om tvekampen er alt på vandring mellem folk, og jeg kan ikke møde Gunnar før tiden kommer; men du, – styr og råd din fader; hæderligt må han fare frem; i Gunnars gård er mange kvinder; ingen mén må voldes Hjørdis eller de andre.

SIGURD.
Dagny, do thou follow them;--I must bide here; for the rumour of the combat is already abroad, and I may not meet Gunnar ere the time comes. But thou--do thou keep rein on thy father; he must go honourably to work; in Gunnar’s hall there are many women; no harm must befall Hiördis or the rest.

DAGNY.
Ja ja, jeg vil med. På Hjørdis tænker du dog; tak for det hjertelag!

DAGNY.
Yes, I will follow them. Thou hast a kind thought even for Hiördis; I thank thee.

SIGURD.
Gå, gå, Dagny!

SIGURD.
Go, go, Dagny!

DAGNY.
Jeg går; men for Hjørdis kan vi være trygge: hun har gyldne hærklæder i buret, og værger sig nok selv.

DAGNY.
I go; but be thou at ease as to Hiördis; she has gilded armour in her bower, and will know how to shield herself.

SIGURD.
Det tænker jeg med; men gå du endda; styr din faders færd; våg over alle og – over Gunnars hustru?

SIGURD.
That deem I too; but go thou nevertheless; guide thy father’s course; watch over all--and over Gunnar’s wife!

DAGNY.
Lid på mig. Vel mødt igen!
(hun går efter de forrige.)

DAGNY.
Trust to me. Farewell, till we meet again.
(She follows the others.)

SIGURD.
Det er første gang, fosterbroder, at jeg står våbenløs, mens du er stedt i fare. (lytter.) Jeg hører skrig og sværdhug; – de er alt ved gården. (vil over til højre, men standser og viger forbauset tilbage.) Hjørdis! Hun kommer hid!
(Hjørdis, klædt i kort rød skarlagenskjortel, med gyldne våbenstykker: hjelm, pandser, arm- og benskinner. Hendes hår er udslået; på ryggen bærer hun et kogger, og ved beltet et lidet skjold; i hånden har hun buen med hårsnoren.)

SIGURD.
’Tis the first time, foster-brother, that I stand weaponless whilst thou art in danger. (Listens.) I hear shouts and sword-strokes; --they are already at the hall. (Goes towards the right, but stops and recoils in astonishment.) Hiördis! Comes she hither!
(HIÖRDIS enters, clad in a short scarlet kirtle, with gilded armour: helmet, hauberk, arm-plates, and greaves. Her hair is flying loose; at her back hangs a quiver, and at her belt a small shield. She has in her hand the bow strung with her hair.)

HJØRDIS
(ilsomt og seende sig tilbage, som om hun ængstedes af noget, der forfulgte hende, går tæt hen til Sigurd, tager ham ved armen og siger dæmpet):
Sigurd, Sigurd, kan du se den?

HIÖRDIS
(hastily looking behind her, as though in dread of something pursuing her, goes close up to SIGURD, seizes him by the arm, and whispers:)
Sigurd, Sigurd, canst thou see it?

SIGURD.
Hvem? Hvor?

SIGURD.
What? Where ?

HJØRDIS.
Ulven der – lige ved; den rører sig ikke; den ser på mig med to røde øjne! – Det er min fylgje, Sigurd! Tre gange har den vist sig for mig; det betyder, at jeg visselig skal dø inat!

HIÖRDIS.
The wolf there--close behind me; it does not move; it glares at me with its two red eyes. It is my wraith,⁴ Sigurd! Three times has it appeared to me; that bodes that I shall surely die to-night!

SIGURD.
Hjørdis, Hjørdis!

SIGURD.
Hiördis, Hiördis!

HJØRDIS.
Der sank den i jorden! Ja, ja, nu har den varslet mig.

HIÖRDIS.
It has sunk into the earth! Yes, yes, now it has warned me.

SIGURD.
Du er syg; kom og gå ind!

SIGURD.
Thou art sick; come, go in with me.

HJØRDIS.
Nej, her vil jeg vente; jeg har ikke lang tid igen!

HIÖRDIS.
Nay, here will I bide; I have but little time left.

SIGURD.
Hvad er der hændt med dig?

SIGURD.
What has befallen thee?

HJØRDIS.
Hvad der er hændt? Det véd jeg ikke; men sandt var det, du sagde idag, at Gunnar og Dagny stod mellem os; bort fra dem og fra livet må vi; da kan vi blive sammen!

HIÖRDIS.
What has befallen? That know I not; but true was it what thou said’st to-day, that Gunnar and Dagny stand between us; we must away from them and from life: then can we be together!

SIGURD.
Vi? Ha, du mener –!

SIGURD.
We? Ha, thou meanest----!

HJØRDIS
(med højhed).
Jeg blev hjemløs i verden fra den dag du tog en anden til viv. Ilde handled du dengang! Alle gode gaver kan manden give til sin fuldtro ven, – alt, kun ikke den kvinde han har kær; thi gør han det, da bryder han nornens lønlige spind og to liv forspildes. Der er en usvigelig røst i mig, som siger, at jeg blev til, for at mit stærke sind skulde løfte og bære dig i de tunge tider, og at du fødtes, for at jeg i én mand kunde finde alt det, der tyktes mig stort og ypperligt; thi det véd jeg, Sigurd, – havde vi to holdt sammen, da var du bleven navnkundigere og jeg lykkeligere end alle andre!

HIÖRDIS
(with dignity).
I have been homeless in this world from that day thou didst take another to wife. That was ill done of thee! All good gifts may a man give his faithful friend--all, save the woman he loves; for if he do that, he rends the Norn’s secret web, and two lives are wrecked. An unerring voice within me tells me I came into the world that my strong soul might cheer and sustain thee through heavy days, and that thou wast born to the end I might find in one man all that seemed to me great and noble; for this I know Sigurd--had we two held together, thou hadst become more famous than all others, and I happier.

SIGURD.
Unyttig er den klage nu. Mener du det er lysteligt, det liv jeg har ivente? Hver dag at være Dagny nær og gøgle en elskov, som hjertet klemmes ved. Og dog, det må så være; ændres kan det ikke.

SIGURD.
It avails not now to mourn. Thinkest thou it is a merry life that awaits me? To be by Dagny’s side day be day, and feign a love my heart shrinks from? Yet so it must be; it cannot be altered.

HJØRDIS
(under stigende vildhed).
Det skal det dog! Ud af livet vil vi begge gå! Ser du denne buesnor? Med den rammer jeg sikkert; thi jeg har galet fagre galdrekvad over den! (lægger en pil i buen, der er spændt.) Hør! Hør, hvor det suser højt oppe! Det er de dødes hjemfærd; jeg har hekset dem hid; – i lag med dem skal vi følges!

HIÖRDIS
(in a growing frenzy).
It shall be altered! We must out of this life, both of us! Seest thou this bow-string? With it can I surely hit my mark; for I have crooned fair sorceries over it! (Places an arrow in the bow, which is strung.) Hark! hearest thou that rushing in the air? It is the dead men’s ride to Nalhal: I have bewitched them hither;--we two will join them in their ride!

SIGURD
(viger tilbage).
Hjørdis, Hjørdis, – jeg ræddes for dig!

SIGURD
(shrinking back).
Hiördis, Hiördis--I fear thee!

HJØRDIS
(uden at agte på ham).
Ingen magt kan ændre vor skæbne nu! O, ja – det er også bedre så, end om du havde fæstet mig hernede i livet; end om jeg havde siddet på din gård for at væve lin og uld og føde dig afkom, – fy, fy!

HIÖRDIS
(not heeding him).
Our fate no power can alter now! Oh, ’tis better so than if thou hadst wedded me here in this life--if I had sat in thy homestead weaving linen and wool for thee and bearing thee children--pah!

SIGURD.
Hold op! Din trolddomskunst har været dig overmægtig; den har kastet en sjælesot på dig! (forfærdet.) Ha, se – se! Gunnars gård, – den brænder!

SIGURD.
Hold, hold! Thy sorcery has been too strong for thee; thou art soul-sick, Hiördis! (Horror-struck.) Ha, see--see! Gunnar’s hall-- it is burning!

HJØRDIS.
Lad brænde, lad brænde! Skysalen deroppe er bedre end Gunnars bjælkestue!

HIÖRDIS.
Let it burn, let it burn! The cloud-hall up yonder is loftier than Gunnar’s rafter-roof!

SIGURD.
Men Egil, din søn, – de fælder ham!

SIGURD.
But Egil, thy son--they are slaying him!

HJØRDIS.
Lad fældes, – så fældes min skændsel med det samme!

HIÖRDIS.
Let him die--my shame dies with him!

SIGURD.
Og Gunnar, – de tager din husbonds liv!

SIGURD.
And Gunnar--they are taking thy husband’s life!

HJØRDIS.
Det agter jeg ikke! Bedre husbond skal jeg følge hjem inat! Ja, Sigurd, så må det være; her i landet gror ikke lykken for mig; – den hvide gud kommer nordover; ham vil jeg ikke stedes til møde med; de gamle er ikke stærke, som før; – de sover, de sidder halvt som skygger; – med dem vil vi strides! Ud af livet, Sigurd; jeg vil sætte dig på himlens kongestol, og selv vil jeg sidde dig næst! (Uvejret bryder løs.) Hør, hør, der kommer vort følge! Kan du se de sorte jagende heste; en for mig og en for dig! (kaster buen til kinden og skyder.) Så far da den sidste færd!

HIÖRDIS.
What care I! A better husband shall I follow home this night! Ay, Sigurd, so must it be; here on this earth is no happiness for me. The White God is coming northward; him will I not meet; the old gods are strong no longer;--they sleep, they sit half shadow- high;--with them will we strive! Out of this life, Sigurd; I will enthrone thee king in heaven, and I will sit at thy side. (The storm bursts wildly.) Hark, hark, here comes our company! Canst see the black steeds galloping?--one is for me and one for thee. (Draws the arrow to her ear and shoots.) Away, then, on thy last ride home!

SIGURD.
Vel truffet, Hjørdis!
(han falder.)

SIGURD.
Well aimed, Hiördis!
(He falls.)

HJØRDIS
(jublende, idet hun iler hen til ham).
Sigurd, min broder, – nu hører vi hinanden til!

HIÖRDIS
(jubilant, rushes up to him).
Sigurd, my brother,--now art thou mine at last!

SIGURD.
Nu mindre end før. Her skilles vore veje; thi jeg er en kristnet mand.

SIGURD.
Now less than ever. Here our ways part; for I am a Christian man.

HJØRDIS
(forfærdet).
Du –! Ha, nej, nej!

HIÖRDIS
(appalled).
Thou----! Ha, no, no!

SIGURD.
Den hvide gud er min; kong Ædhelstan har lært mig ham at kende; – det er op til ham jeg nu går.

SIGURD.
The White God is mine; King AEthelstan taught me to know him; it is to him I go.

HJØRDIS
(i fortvivlelse).
Og jeg –! (slipper buen.) Ve, ve!

HIÖRDIS
(in despair).
And I----! (Drops her bow.) Woe! woe!

SIGURD.
Tungt var mit liv fra den stund jeg tog dig ud af mit eget hjerte og gav dig til Gunnar. Tak, Hjørdis; – nu er jeg så let og fri.
(dør.)

SIGURD.
Heavy has my life been from the hour I tore thee out of my own heart and gave thee to Gunnar. Thanks, Hiördis;--now am I so light and free.
(Dies.)

HJØRDIS
(stille).
Død! Så har jeg visselig forspildt min sjæl! (Uvejret vokser, hun udbryder vildt.) De kommer! Jeg har galdret dem hid! Men nej, nej; – jeg følger jer ikke; jeg vil ikke ride uden Sigurd! Det hjælper ej; – de ser mig; de ler og vinker, de sporer sine heste! (iler ud på fjeldkanten i baggrunden.) Der er de over mig; – og intet ly, intet skjul! Jo, på havets bund kan hænde!
(hun styrter sig ud.)
(Ørnulf, Dagny, Gunnar med Egil, samt Sigurds mænd kommer efterhånden ind fra højre.)

HIÖRDIS
(quietly).
Dead! Then truly have I brought my soul to wreck! (The storm increases; she breaks forth wildly.) They come! I have bewitched them hither! No, no! I will not go with you! I will not ride without Sigurd! It avails not--they see me; they laugh and beckon to me; they spur their horses! (Rushes out to the edge of the cliff at the back.) They are upon me;--and no shelter no hiding- place! Ay, mayhap at the bottom of the sea!
(She casts herself over.)
(ÖRNULF, DAGNY, GUNNAR, with EGIL, followed by SIGURD’S and ÖRNULF’S men, gradually enter from the right.)

ØRNULF
(vendt mod gravhaugen).
Nu kan I sove roligt; thi uhævnet ligger I ikke!

ÖRNULF
(turning towards the grave-mound).
Now may ye sleep in peace; for ye lie not unavenged.

DAGNY
(kommer).
Fader, fader, – skrækken dræber mig; – al den blodige færd – og uvejret; – hør, hør!

DAGNY
(entering).
Father, father--I die of fear--all that bloody strife--and the storm;--hark, hark!

GUNNAR
(med Egil på armen).
Giv fred og ly for mit barn!

GUNNAR
(carrying EGIL).
Peace, and shelter for my child!

ØRNULF.
Gunnar herse!

ÖRNULF.
Gunnar!

GUNNAR.
Ja Ørnulf, min gård er jo brændt og mine svende faldne; jeg er i din vold; gør som dig tykkes!

GUNNAR.
Ay, Örnulf, my homestead is burnt and my men are slain; I am in thy power; do with me what thou wilt!

ØRNULF.
Det står til Sigurd. Men ind under tag; det er utrygt herude!

ÖRNULF.
That Sigurd must look to. But in, under roof! It is not safe out here.

DAGNY.
Ja, ind, ind! (går henimod bådhuset, får øje på liget og udstøder et skrig:) Sigurd, min husbond; – de har dræbt ham!
(kaster sig ned ved ham.)

DAGNY.
Ay, in, in! (Goes towards the boat-house, catches sight of SIGURD’S body, and shrieks.) Sigurd, my husband!--They have slain him!
(Throwing herself upon him.)

ØRNULF
(iler til).
Sigurd!

ÖRNULF
(rushes up).
Sigurd!

GUNNAR
(sætter Egil ned).
Sigurd dræbt!

GUNNAR
(sets EGIL down).
Sigurd dead!

DAGNY
(ser fortvivlet på mændene, der står om den døde).
Nej, nej, det er ikke så; – han må være ilive endnu! (bemærker buen.) Ha, hvad er det!
(rejser sig.)

DAGNY
(looks despairingly at the men, who surround the body).
No, no, it is not so;--he must be alive! (Catches sight of the bow.) Ha, what is that?
(Rises.)

ØRNULF.
Datter, det er nok, som du først sagde, – Sigurd er fældet.

ÖRNULF.
Daughter, it is as first thou saidst--Sigurd is slain.

GUNNAR
(som greben af en pludselig tanke).
Og Hjørdis! – Har Hjørdis været her?

GUNNAR
(as if seized by a sudden thought).
And Hiördis!--Has Hiördis been here?

DAGNY
(sagte og med fatning).
Jeg véd ikke; men det véd jeg, at hendes bue har været her.

DAGNY
(softly and with self-control).
I know not; but this I know, that her bow has been here.

GUNNAR.
Ja, jeg tænkte det nok!

GUNNAR.
Ay, I thought as much!

DAGNY.
Ti, ti! (for sig selv.) Så bittert har hun da hadet ham!

DAGNY.
Hush, hush! (To herself.) So bitterly did she hate him!

GUNNAR
(sagte).
Fældet ham – natten før holmgangen; så har hun endda elsket mig.
(Alle farer forfærdede sammen; Åsgårdsrejden suser gennem luften.)

GUNNAR
(aside).
She has slain him--the night before the combat; then she loved me after all.
(A thrill of dread runs through the whole group; ASGARDSREIEN--the ride of the fallen heroes to Valhal--hurtles through the air.)

EGIL
(med skræk).
Fader! Se, se!

EGIL
(in terror).
Father! See, see!

GUNNAR.
Hvad er det?

GUNNAR.
What is it?

EGIL.
Deroppe – alle de sorte heste –!

EGIL.
Up there--all the black horses----!

GUNNAR.
Det er skyerne, som –

GUNNAR.
It is the clouds that----

ØRNULF.
Nej, det er de dødes hjemfærd.

ÖRNULF.
Nay, it is the dead men’s home-faring.

EGIL
(med et skrig).
Moder er med dem!

EGIL
(with a shriek).
Mother is with them!

DAGNY.
Alle gode magter!

DAGNY.
All good spirits!

GUNNAR.
Barn, hvad siger du!

GUNNAR.
Child, what say’st thou?

EGIL.
Der – foran – på den sorte hest! Fader, fader!
(Egil klynger sig forfærdet op til faderen; kort pause; uvejret drager forbi, skyerne skilles, månen skinner fredeligt ud over landskabet.)

EGIL.
There--in front--on the black horse! Father, father!
(EGIL clings in terror to his father; a short pause; the storm passes over, the clouds part, the moon shines peacefully on the scene.)

GUNNAR
(stille og smerteligt).
Nu er Hjørdis visselig død!

GUNNAR
(in quiet sorrow).
Now is Hiördis surely dead!

ØRNULF.
Det er vel så, Gunnar; – og på hende havde jeg mere at hævne end på dig. Dyrt blev mødet for os begge; – – der er min hånd, fred og forsoning!

ÖRNULF.
So it must be, Gunnar;--and my vengeance was rather against her than thee. Dear has this meeting been to both of us;---- ---- there is my hand; be there peace between us!

GUNNAR.
Tak, Ørnulf! Og nu tilskibs; jeg farer med til Island!

GUNNAR.
Thanks, Örnulf! And now aboard; I sail with thee to Iceland.

ØRNULF.
Ja, til Island, og sent vil vor hærfærd glemmes:
Højt om heltefærd og stærke
kæmpers leg på norske strande
skal til sildigst æt fra Island
sjunges over nordens lande!

ÖRNULF.
Ay, to Iceland! Long will it be ere our forth-faring is forgotten.
Weapon wielding warrior’s meeting,
woeful by the northern seaboard,
still shall live in song and saga
while our stem endure in Iceland.

1. Bragi, the god of poetry and eloquence.
2. See note, p. 175 [The “Nornir” were the Fates of northern mythology.]
3. Suttung was a giant who kept guard over the magic mead of poetical inspiration.
4. The word “wraith” is here used in an obviously inexact sense; but the wraith seemed to be the nearest equivalent in English mythology to the Scandinavian “fylgie,” an attendant spirit, often regarded as a sort of emanation from the person it accompanied, and sometimes (as in this case) typifying that person’s moral attributes.

Permanent link

http://www2.hf.uio.no/common/apps/permlink/permlink.php?app=polyglotta&context=ctext&uid=fa01cd4e-f0ec-11e0-ab97-001cc4df1abe

Choose languages

Choose images, etc.

Choose languages

Choose display