ROSMER.
Ja, du, – det er dette spørsmål, som jeg aldrig vil kunne gøre mig fri for, – når du er rejst. Hver time på dagen vil jeg komme tilbage til dette samme. Å, jeg synes, jeg ser dig lys levende for mig. Du står ude på kloppen. Midt ude. Nu luder du dig ud over rækværket! Svimler i en dragning ned imod fossestryget! Nej. Så viger du. Vover ikke, – hvad hun voved.
ROSMER.
Ja, Du, – das ist die Frage, von der ich nie loskommen werde, – wenn Du fort bist. Jeden Tag und jede Stunde werde ich auf diese selbe Frage zurückkommen. Mir ist, als sähe ich Dich leibhaftig vor mir. Du stehst draußen auf dem Steg. Mitten auf dem Steg. Jetzt beugst Du Dich über das Geländer! Dir schwindelt, und es zieht Dich hinab in den Wasserschwall! Aber nein! Du weichst zurück. Du wagst es nicht, – was sie gewagt hat.
ROSMER.
Yes, dear--that is the question I shall never be able to rid my thoughts of, when you have gone away. Every hour of the day I shall come back to it. Ah, I seem to see you bodily before me--standing out on the foot-bridge-right out in the middle. Now you lean out over the railing! You grow dizzy as you feel drawn down towards the mill-race! No--you recoil. You dare not do--what she dared.
罗斯莫
吕贝克,在你走了以后,这个问题会永远缠着我。每天每时每刻,我都会盘算这问题。我好像看见你就在我眼前。你站在便桥上——正在桥中央。你探着身子伏在栏杆上——一阵子头晕眼花,不由自主地冲着急流扑下去!不!你又缩回来了。你不敢做她敢做的事。