οὕτω καλῶς ἐχόντων τῶν πραγμάτων, καὶ χρυσαῖς πτέρυξι, τὸ δὴ λεγόμενον, εἰς οὐρανοὺς πολλῶν ἀνιπταμένων, ἀνίσταταί τις βασιλεὺς ἐν τῇ αὐτῇ χώρᾳ, Ἀβεννὴρ τοὔνομα,
μέγας μὲν γενόμενος πλούτῳ καὶ δυναστείᾳ καὶ τῇ κατὰ τῶν ἀντικειμένων νίκῃ, γενναῖός τε ἐν (10,1) πολέμοις, καὶ μεγέθει σώματος ἅμα δὲ καὶ προσώπου ὡραιότητι σεμνυνόμενος, πᾶσί τε τοῖς κοσμικοῖς καὶ θᾶττον μαραινομένοις προτερήμασιν ἐγκαυχώμενος·
Cum igitur res praeclaro statu essent, atque aureis pennis ut dici solet, in (446a,1) coelum plerique convolarent, exsurgit quidam rex in eadem regione, Abenner nomine,
vir opibus quidem ac potentia, victoriisque et bellica fortitudine, corporisque proceritate insignis, ac praeterea vultus elegantia clarus, atque ob mundanos ocissimeque marcescentes rerum successus insolenter se efferens;
While matters were thus prospering and many were soaring upward to heaven on wings of gold, as the saying is, there arose in that country a king named Abenner,
mighty in riches and power, and in victory over his enemies, brave in warfare, vain of his splendid stature and comeliness of face, and boastful of all worldly honours, that pass so soon away.
A þeim tima reð sa konongr firir Indialandde er het Avennir at nafne.
mykyll oc mattogr at viti oc vallde. rikr at ollum verlldlegom auðœvom gulli oc silfri oc goðom kleðom. rikum steinum ymissra kraptta.
Hann atte allzskonar gessimar dyrlegar oc gnogar með margfallegom hagleik smiðaðar oc sem samde hans kononglegre tign eptir hans matt oc vallde gorvar.
Hans rað oc riki styrktu marger kurteisir konongar. er undir hans vallde varo. með trulego trausti af ymsum skattlanndum til hans valldz oc rikis lutande.
Honom þionaðu marger hertogar fullkomner til fremdar oc til fagnaðar sins lavarðar.
Iarllar hans aller gerðu i ollum lutum eptir matt oc megni allt þat sem honom var mest til sœmdar oc framkœmdar.
Barrunar oc riddarar sœmdo i ollum lutom sem þeir motto oc kunnu sinum herra til sœmdar at fremia.
raðgiævar aller forsialer til konongs (2,1) sœmda oc bunir til allzskonar hans sœmder at fremia. leto aðer uspart er þeir komo a leið at fullgera hans sœmd eða soma.
En ut af þesso allt landzfolkket þorðe engi hans boð at briota. sumir af ast oc goðvilia en sumir af ogn oc otta.
engi villdi annat gera en þat sem hann vissi hans vilia til.
En konongr sialfr var vitr maðr oc val mannaðr. mykyð at vexti. friðr at asyn með friðu andliti. stniallr maðr. forsiall i raðom. hœgr astuinum. milldr þeim allum er hans vilia gerðu. en allum þeim grimr oc þungr er imote stoðo hans vilia.
En með skiotom orðom oc skommu male marga luti af honom at segia. oc til kononglegrar tignar at tala. þa var þat fatt til fremdar eða kononglegrar sœmdar er þesse konongr hefðe eigi nalega alia gnoga.
En bæðe var at hann vissi val oc villdi sannlega. oc matte miok sua allt þat sem hann villdi.
oc var af þesso ollu bæðe mykyll oc viðfrægr.
2. Paa den Tid herskede en Konge over Indien, som med Navn hed Avennir,
stor og vældig i Klogskab og Magt, rig paa alle verdslige Skatte, Guld og Sölv og gode Klæder og kraftige Ædelstene med forskjellige Egenskaber.
Han eiede Overflod af alskens kostelige Klenodier, udarbeidede med overordentlig Kunstfærdighed, og, som det sömmede sig for hans kongelige Værdighed, afpassede efter hans Magt og Vælde.
Han styrkedes i sin Stilling og Magt af mange höviske Konger, der vare under hans Herredömme, og af forskjellige Skatlande vare hans Magt og Rige med trofast Hjælp underdanige.
Ham tjente mange Hærförere, vel skikkede til at fremme sin Herres Gavn og Glæde.
Alle hans Jarler gjorde i alle Ting efter Magt og Evne Alt, hvad der var ham mest til Ære og Fordel.
Hans Baroner og Riddere satte sin Glæde i, paa alle Maader, som de bedst kunde og vidste, at fremme sin Herres Hæder.
Hans Raadgivere, alle omhyggelige om Kongens Ære og beredte til at fremme hans Anseelse paa alle Maader, skyede ingen Möie, naar de saa Leilighed til at befordre hans Hæder eller Anseelse.
Saa og hele Landsfolket: Ingen torde overtræde hans Bud, dels paa Grund af Kjærlighed og Hengivenhed, dels af Frygt og Rædsel;
Ingen vilde gjöre Andet, end hvad han vidste stemmede med hans Vilje.
Men Kongen selv havde god Forstand og god Opdragelse, var stor af Væxt, smuk af Udseende med skjönt Aasyn, en veltalende Mand, klog i Raad, föielig mod sine Venner, mild mod alle dem der rettede (3,1) sig efter hans Bud, men grum og streng mod alle dem, der modstode hans Vilje.
For nu med faa Ord og kort Tale at sige mange Ting om ham og at tale om hans kongelige Værdighed, da var der neppe Noget med Hensyn til Storhed eller kongelig Ære, uden at denne Konge jo havde nogetnær Alt i Overflod.
Ikke alene havde han god Forstand og Kraftig Vilje, men kunde ogsaa næsten Alt, hvad han vilde.
Og paa Grund af alt dette var han baade stor og vidt berömt.
ذكروا ان ملكا من ملوك الهند كان يسمى جنيسر
وكان عزيز المملكة كثير الجنود مرزوق الظفر مهيبا في اعين الناس وكان عظيم الملك في الدنيا كثير الرغبة فيها شديد الالحاح عليها لا يجعل رايه ولا قوته الا فيها ولا يستعد الا لها ولا يشتغل الا بها ولا يرى الناصح له الا من اعانه عليها ولا الغاش له الا من اعانه على الدين والزهد في الدنيا وكان يعده عدوا وكان قد اصاب الملك في عنفوان الشباب وعند شرة الشهوات وكان رجلا ذا راي فيما كان فيه وذا شباب يعرف ذلك من نفسه ويعجب به فاجتمع عليه سكر السلطان وسطر الشباب سكر العجب وسكر الشهوات ثم شب ذلك وقواه ما اصاب من الظفر والغلبة والقهر حتى استطال على الناس واحتقرهم وقهرهم ثم استحكم ذلك منه باستماعه من الناس في (101,1) مديحهم اليه نفسه وتزيينهم له رايه وتقريرهم في صدره بانه لا علم الا علمه ولا راي الا رايه
κατὰ ψυχὴν δὲ ἐσχάτῃ πιεζόμενος πτωχείᾳ καὶ πολλοῖς κακοῖς συμπνιγόμενος, τῆς ἑλληνικῆς ὑπάρχων μοίρας, καὶ σφόδρα περὶ τὴν δεισιδαίμονα πλάνην τῶν εἰδώλων ἐπτοημένος.
πολλῇ δὲ συζῶν οὗτος τρυφῇ καὶ ἀπολαύσει τῶν ἡδέων καὶ τερπνῶν τοῦ βίου, καὶ ἐν οὐδενὶ τῶν θελημάτων καὶ ἐπιθυμιῶν αὐτοῦ ἀποστερούμενος,
ἓν εἶχε τὸ τὴν εὐφροσύνην αὐτῷ ἐγκόπτον καὶ μερίμναις αὐτοῦ βάλλον τὴν ψυχήν, τὸ τῆς ἀτεκνίας κακόν.
ἔρημος γὰρ ὑπάρχων παίδων, διὰ φροντίδος εἶχε πολλῆς ὅπως, τοῦ τοιούτου λυθεὶς δεσμοῦ, τέκνων κληθείη πατήρ, πρᾶγμα τοῖς πολλοῖς εὐκταιότατον.
τοιοῦτος μὲν ὁ βασιλεύς, καὶ οὕτως ἔχων τῆς γνώμης.
caeterum, quantum ad animam attinebat, extrema paupertate laborans, ac multis malis constrictus et enectus, quippe qui gentilium partes teneret, ac superstitioso idolorum errori magnopere addictus esset.
Porro cum rex in magnis deliciis ac vitae oblectamentis et voluptatibus versaretur, nec res ulla esset quae non ex ipsius voluntate ac cupiditate succederet,
unum id demum erat, quod ipsi laetitiam interrumperet, animumque ipsius curis pulsaret, nimirum (446b,1) sterilitatis malum.
Nam cum filiis careret, haec eum cura sollicitum habebat, quonam pacto his vinculis solveretur, ac susceptis liberis patris nomen obtineret, quo videlicet apud plerosque nihil est optatius.
Atque hujusmodi rex hic erat, eaque mente ac sententia.
But his soul was utterly crushed by poverty, and choked with many vices, for he was of the Greek way, and sore distraught by the superstitious error of his idol-worship.
But, although he lived in luxury, and in the enjoyment of the sweet and pleasant things of life, and was never baulked of any of his wishes and desires,
yet one thing there was that marred his happiness, and pierced his soul with care, the curse of childlessness.
For being without issue, he took ceaseless thought how he might be rid of this hobble, and be called the father of children, a name greatly coveted by most people.
Such was the king, and such his mind.
En af þui at konongrenn var harðr oc rikr. mykyll oc mattogr. oc hafðe hann enn enga skilning hœyrtt þeirra luta er til salohialppar ero.
af þui var sua allr hans vili til veralldar hegoma oc til þeirra luta fullkomenn stnemma. oc framlutr til þess at hans hin mesta tign oc some mætte fremiazt oc fullgerazt sem mest.
oc hans lof um heiminn frægeazt. eigi at eins af hegomlego livi nema oc af veslegom atrunaðe falslegra oc flærðsamlegra skurguða er ser mego enga sœmd. helldr gera þau ser oc ollum þeim er eigi hafua þeim mykla skemd.
Konongr sœmde sin guð með ollu þui er hann matte þeim til sonia. oc truði þat ser til sœmdar verða. er þeir er a trua gera ser eiliva skemd i.
Nu þo at konongrenn þoltezt fullkomenn i ollum veralldlegom lutum þeim sem mannenn fysir þessa heims at hava. þa var þo honom sem ollum þeim sem i þesso livi ero. er æ þykkyr nokkot afatt.
þuiat aller gofger menn styrkiazt oc af gleðiazt. er þeir sia arva þa er þeirra ætt oc riki mego með sœmd oc virðing styra oc stiorna. en sa einn lutr skortte hann er margum sinnum fek honom mykyllar hugsottar oc angrsamrar ahyggiu. en þat var at hann atte ekki barnn. þat er til arfs oc rikis stœðe eptir hans daga. en sa lutr er morgum goðom oc gofgum monnum mest til fagnaðar oc fremdar.
Men saasom Kongen var haard og streng, stor og mægtig, og ikke havde hört nogen Besked om de Ting, der tjene til Sjælens Frelse,
da var hele hans Vilje tidlig ganske rettet mod Verdens Tant og dens Væsen og begjærlig efter, at fremfor Alt hans Anseelse og Ære kunde saa meget som muligt fremmes og befordres,
og hans Ry udbrede sig over Verden ikke alene for hans faafængelige Levnet, men ogsaa for den usle Tro paa falske og bedragelige Afguder, der dog ikke engang kunne give sig selv nogen Ære, men tvertimod bringe stor Skjændsel over sig og alle dem, der ei forsage dem.
Kongen ærede sine Guder ved Alt, hvad han formaaede til deres Hæder, og troede at höste Ære af det, som geraader alle dem, der tro derpaa, til evig Skjændsel.
Skjönt nu Kongen fandt sig i Besiddlse af alle verdslige Ting, som Mennesket önsker at have i dette Liv, da var det dog med ham som med Alle, der ere i denne Verden, at altid synes, Noget at mangle.
Det er nemlig en Tilfredsstillelse og Glæde for alle fornemme Mænd, naar de se Arvinger, der med Ære og Anseelse kunne styre og regjere deres Æt og Rige. Men denne ene Ting (4,1) manglede ham og voldte ham mangen Gang stor Bedrövelse og nagende Bekymring, nemlig at han ikke havde noget Barn, som kunde modlage Arv og Rige efter hans Dage, et Gode, hvori mange anseede og fornemme Mænd væsentligen sætte sin Glæde og Ære.
وكان لا هم له الا الدنيا وكانت الدنيا له مؤاتية لا يريد منها شيئا الا تهيا له وظفر به
الا انه كان رجلا مئيناثا لا يولد له ولد ذكر
Τὸ δὲ εὐκλεέστατον γένος τῶν χριστιανῶν καὶ τὰ τῶν μοναχῶν πλήθη παρ' οὐδὲν θέμενοι τὸ τοῦ βασιλέως σέβας, καὶ τὴν αὐτοῦ μὴ δεδοικότες ὅλως ἀπειλήν,
προέκοπτον τῇ τοῦ Χριστοῦ χάριτι, εἰς λόγου κρείττονα πληθὺν ἐπιδιδόντες, καὶ βραχὺν μὲν ποιούμενοι τοῦ βασιλέως λόγον, τῶν δὲ πρὸς θεραπείαν φερόντων Θεοῦ διαφερόντως ἐχόμενοι.
καὶ διὰ τοῦτο πολλοὶ τῶν τὴν μοναδικὴν ἐπανῃρημένων τάξιν,
πάντα μὲν ἐπίσης τὰ ἐνταῦθα τερπνὰ διέπτυον, πρὸς ἓν δὲ μόνον τοῦτο εἶχον ἐρωτικῶς, τὴν εὐσέβειαν, καὶ τὸν ὑπὲρ Χριστοῦ θάνατον ἐδίψων, καὶ τῆς ἐκεῖθεν ὠρέγοντο μακαριότητος.
ἐκήρυττον οὖν, οὐ φόβῳ τινὶ καὶ ὑποστολῇ, ἀλλὰ καὶ λίαν εὐπαρρησιάστως τὸ τοῦ Θεοῦ σωτήριον ὄνομα,
καὶ οὐδὲν ὅ τι (12,1) μὴ Χριστὸς αὐτοῖς διὰ στόματος ἦν, τήν τε ῥευστὴν καὶ εὐμάραντον φύσιν τῶν παρόντων καὶ τὸ πάγιον καὶ ἄφθαρτον τῆς μελλούσης ζωῆς φανερῶς πᾶσιν ὑπεδείκνυον,
καὶ οἱονεὶ ἀφορμὰς (2) παρεῖχον καὶ σπέρματα πρὸς τὸ οἰκείους γενέσθαι Θεῷ καὶ τῆς ἐν Χριστῷ κρυπτομένης ἀξιωθῆναι ζωῆς.
ἐντεῦθεν πολλοί, τῆς ἡδίστης ἐκείνης διδασκαλίας ἀπολαύοντες, τοῦ μὲν πικροῦ τῆς ἀπάτης ἀφίσταντο σκότους, τῷ δὲ γλυκεῖ τῆς ἀληθείας φωτὶ προσετίθεντο·
ὡς καί τινας τῶν ἐνδόξων καὶ τῆς συγκλήτου βουλῆς πάντα ἀποτίθεσθαι τὰ τοῦ βίου βάρη καὶ λοιπὸν γίνεσθαι μοναχούς.
At illustrissima Christianorum natio, et monachorum catervae, regis cultum ac venerationem pro nihilo ducentes, nec ipsius minas metuentes;
per Dei gratiam amplissimos progressus faciebant, ut qui in multitudinem omni sermone majorem excrescerent, ac parvam omnino regis rationem haberent, iis autem rebus quae ad Dei cultum pertinebant singularem in modum dediti essent.
Ac propterea permulti ex iis qui ad monasticum ordinem sese contulerant,
(446c,1) omnia quidem ea quae in vita jucunda sunt peraeque contemnebant, soliusque pietatis amore tenebantur, ac mortis pro Christo subeundae siti, futuraeque beatitudinis cupiditate flagrabant.
Eoque nomine, non timido ac dubitante animo, verum perquam fidenti ac libero salutiferum Christi nomen praedicabant,
Christumque unum in ore habebant, atque fluxam et caducam praesentium rerum naturam, futuraeque vitae firmitatem et immortalitatem omnibus palam apteque demonstrabant,
ac velut subsidia quaedam, et semina ipsis porrigebant, quorum ope ad Deum sese conferrent, vitamque in Christo absconditam consequerentur (Coloss. III).
Ex quo effectum est ut multi, suavissima illa doctrina percepta, ab acerbis erroris tenebris abscederent, atque ad dulcem veritatis (446d,1) lucem sese adjungerent,
usque adeo, ut nonnulli etiam illustres viri ac senatores, abjectis hujus vitae sarcinis, in monachorum album sese ascriberent.
Meanwhile the glorious band of Christians and the companies of monks, paying no regard to the king’s majesty, and in no wise terrified by his threats,
advanced in the grace of Christ, and grew in number beyond measure, making short account of the king’s words,
but cleaving closely to everything that led to the service of God.
For this reason many, who had adopted the monastic rule, abhorred alike all the sweets of this world, and were enamoured of one thing only, namely godliness, thirsting to lay down their lives for Christ his sake, and yearning for the happiness beyond.
Wherefore they preached, not with fear and trembling, but rather even with excess of boldness, the saving Name of God,
and naught but Christ was on their lips, as they plainly proclaimed to all men the transitory and fading nature of this present time, and the fixedness and incorruptibility of the life to come,
and sowed in men the first seeds, as it were, towards their becoming of the household of God, and winning that life which is hid in Christ.
Wherefore many, profiting by this most pleasant teaching, turned away from the bitter darkness of error, and approached the sweet light of Truth;
insomuch that certain of their noblemen and senators laid aside all the burthens of life, and thenceforth became monks.
Nu þo at konongrenn være bæðe rikr oc refsingasamr. hafnaðu þo marger hans boðe. þeir sem skilning hafðu fengit af guði oc hans hinum helga andda. er bæðe er skapare oc lausnare allz mannkyns.
oc virðu litit veralldlegs konongs boð. er bæðe er haskasamlegt oc hegomlegt til lifs oc sælo.
en rœkto þat sem heilagre kirkiu hœfðe oc hœyrði til eins oc eilifs guðs.
gerðo allan sinn matt oc vilia stnuande upp a hans vilia oc miskunna. truande trulega. oc hugðu ser hversdaglega oc fystuzt til dauða þess er þa skylldi til eilifs fagnaðar leiða.
(3,1) þeir dyrkaðu guð eigi at eins með sialfra sinna sœmelego livi. nema boðaðu tru openberllega ollum þeim er þeirra orð oc rað villdu hœyra.
ekki annat gerande nemo þat sem þeir vissu sins skapara hæst lof oc vilia til. at hafna staðfastlega syndum. synande ollum openberllegan veg til eilifrar sælo er þui uilldu fylgia er Iesus Cristr bauð. oc at þeir skylldu taka haleita ambun oc himneskan fagnað með feðr oc syni oc hinum hælga anndda oc guðs englom oc allre himneskre dyrð vttan endda.
þeir birtta oc berllega til huerss heimilis þeir atto at vitia. er með þessarrar verallddar vilia liða af heiminum. sua at þeir hava eigi aðr sanna kenning til fullz fagnaðar. annathuart at þiona guði i verolldenne trulega. eða skilia sik við hana með fullkomlegom vilia til einshuers reinlivis.
En þeir er annan veg fara or heiminum. þa er þeirra vegr til þeirra þinsla. er alldrigi lykr ellde oc vsla. gratan oc gaulan at froste oc kulda. sott oc sorg af myrkrum oc meinlætom allzskonar vesallda með uendilego angre.
Af þessarre heilagre fortalu stnerozt marger tigurleger konongs þionastumenn rikir oc mattoger fra heiminum oc kastaðu a bak ser allum heimsins hegoma. foro i klaustr til reinlifra manna samvistu.
3. Skjönt nu Kongen var baade mægtig og streng, overtraadtes dog hans Bud af Mange, der vare blevne oplyste om Gud og hans hellige Aand, som er hele Menneskeslægtens Skaber og Forlöser;
og de agtede lidet en verdslig Konges Bud, der med Hensyn til Liv og Salighed er baade misligt og faafængeligt,
men rögtede hvad der stemmede med den hellige Kirke og med Troen paa en eneste og evig Gud,
og underkastede med standhaftig Tro hele sin Kraft og Vilje Guds Vilje og Naade, samt forestillede sig dagligen og længtes efter den Död, som skulde före dem til evig Salighed.
De ærede Gud ikke alene ved deres egen sædelige Vandel, men forkyndte ogsaa Troen aabenbart for alle dem, der vilde höre deres Ord og Raad,
idet de ikke gjorde Andet, end hvad de vidste var overensstemmende med deres Skabers höieste Bifald og Vilje: standhaftig at forsage Synder. Tillige viste de alle dem, der vilde fölge det, som Jesus Christns böd, den aabenbare Vei til evig Salighed, og hvorledes de skulde modtage herlig Lön og himmelsk Glæde hos Fader og Sön og Helligaand og Guds Engle med hele den himmelske Herlighed uden Ende.
De forkyndte ogsaa klarligen, til hvilken Bolig de havde at drage, som forlade Livet med denne Verdens Lyst, saa at de ikke forud have sand Kundskab til Salighed, ifölge (5,1) hvilken man enten maa tjene Gud oprigtig i Verden, eller med alvorlig Vilje skille sig fra den for at leve som Munk eller Eneboer.
Dersom Nogen paa anden Maade drager ud af Verden, da förer hans Vei til de Pinsler, hvor der aldrig er Ende paa Ild og Hede, Græden og Hylen over Frost og Kulde, Sygdom og Sorg paa Grund af Mörke og alleslags Elendigheders Kvaler og uendelig Smerte.
Paa Grund af denne hellige Formaning vendte mange af Kongens anselige, rige og mægtige Tjenere sig fra Verden, kastede dens hele Tant bag sig og droge i Klostre til Munkes Samfund.
وكان النسك فاشيا في ارضه قبل مملكته وبعدما ملك فابتعثته المملكة
Ὁ δὲ βασιλεύς, ὡς ἤκουσε ταῦτα, ὀργῆς ὅτι πλείστης πληρωθεὶς καὶ τῷ θυμῷ ὑπερζέσας, δόγμα αὐτίκα ἐξέθετο, πάντα Χριστιανὸν βιάζεσθαι τοῦ ἐξόμνυσθαι τὴν εὐσέβειαν.
ὅθεν καινὰ μὲν κατ' αὐτῶν εἴδη βασάνων ἐπενόει καὶ ἐπετήδευε, καινοὺς δὲ τρόπους θανάτων ἠπείλει.
καὶ γράμματα κατὰ πᾶσαν τὴν ὑποτελῆ αὐτῷ χώραν ἐπέμπετο ἄρχουσι καὶ ἡγεμόσι, τιμωρίας κατὰ τῶν εὐσεβῶν καὶ σφαγὰς ἀδίκους ἀποφαινόμενα.
ἐξαιρέτως δὲ κατὰ τῶν τοῦ μοναδικοῦ σχήματος λογάδων θυμομαχῶν, ἄσπονδον ἤγειρε τὸν πρὸς αὐτοὺς καὶ ἀκήρυκτον πόλεμον.
ταύτῃ τοι καὶ πολλοὶ μὲν τῶν πιστῶν τὴν διάνοιαν ἀνεσαλεύοντο, ἄλλοι δέ, τὰς βασάνους μὴ δυνηθέντες ὑπενεγκεῖν, τῷ ἀθεμίτῳ αὐτοῦ εἶκον προστάγματι.
οἱ δὲ τοῦ μοναχικοῦ τάγματος ἡγεμόνες καὶ ἀρχηγοί, οἱ μέν, ἐλέγχοντες αὐτοῦ τὴν ἀνομίαν, τὸ διὰ μαρτυρίου ὑπήνεγκαν τέλος καὶ τῆς ἀλήκτου ἐπέτυχον μακαριότητος·
οἱ δὲ ἐν (14,1) ἐρημίαις καὶ ὄρεσιν ἀπεκρύπτοντο, οὐ δέει τῶν ἠπειλημένων βασάνων, ἀλλ' οἰκονομίᾳ τινὶ θειοτέρᾳ.
Rex autem ubi haec intellexit, ingenti 244 iracundia commotus, atque indignatione fervens, statim (447a,1) edicto sanxit ut Christiani omnes pietatem ejurare cogerentur.
Ac deinceps nova suppliciorum genera comminiscebatur, atque inusitata mortis genera minabatur;
litterasque ad omnes regionis ditioni suae subjectae partes mittebat, quibus et praefectis et ducibus imperabat ut tormentis atque iniquis caedibus in homines pietate praeditos grassarentur.
Praesertim autem in praestantissimos quosque monastici ordinis excandescebat, atque implacabile adversum eos bellum excitabat.
Ob eamque causam priorum plerique animo vacillabant: alii autem, quia cruciatibus ferendis impares erant, nefario ipsius imperio parebant.
At vero monasticae classis duces atque antistites, partim ipsius iniquitatem coarguentes ac refutantes, martyrio vitam finiebant, atque ad sempiternam (447b,1) beatitudinem perveniebant;
partim in solitudinibus et montibus sese occultabant, non tormentorum quae ipsis denuntiabantur metu, verum diviniore quodam consilio ac providentia.
But when the king heard thereof, he was filled with wrath, and, boiling over with indignation, passed a decree forthwith, compelling all Christians to renounce their religion.
Thereupon he planned and practised new kinds of torture against them, and threatened new forms of death.
So throughout all his dominions he sent letters to his rulers and governors ordering penalties against the righteous, and unlawful massacres.
But chiefly was his displeasure turned against the ranks of the monastic orders, and against them he waged a truceless and unrelenting warfare.
Hence, of a truth, many of the Faithful were shaken in spirit, and others, unable to endure torture, yielded to his ungodly decrees.
But of the chiefs and rulers of the monastic order some in rebuking his wickedness ended their lives by suffering martyrdom, and thus attained to everlasting felicity;
while others hid themselves in deserts and mountains, not from dread of the threatened tortures, but by a more divine dispensation.
Nu er konongrenn hœyrði at hans menn firirleto hann oc hans tru. þa varð hann akaflega reiðr oc sende iamskiott boð um alltt sitt riki. at hvar sem kristnir menn fynnizt. þa skylldi þeir skiott til hans fara oc til hans miskunnar. oc hans tru fullulega hallda. eða elligar þegar dœya.
Hann fann til þess nyar veler. huerssu hann matte grimlegazt þina kristna menn. at þeir skylldu þa ollu at meir hans boðe oc vilia fylgia.
Bræf sennde hann um alltt silt riki til sinna manna. ollum kristnum monnum til þinsla oc dauða. er eigi villdu skiott undir hans boðskap ganga.
en allra hellzt til reinlifra munkka oc klaustramanna. þeim hinn grimasta oc hinn harðasta dauða dœmannde. þvi at honom virðizt sva sem þeir være þessa allz eggiannde. er honom þotte imote skape.
Af þesso stnerozt marger vstaðfaster menn eptir hans vilia.
En þeir er fastlega truðu a sannan guð. gengo diarflega oc openberllega oc birttu firir konongenom rettan veg sœmelegrar truar. þolddo glaðlega firir guðs saker allar þinslir oc hverskonar dauða.
þeir oc sem þvi komo við sumir lœynduzt undan. aðrer skoga oc marger aðrer i fioll oc holor eða hella. eigi af þvi at þeir ræddezt veralldlegan dauða. nemo helldr venntande guðs doms til kristinna manna lausnar oc frelsiss.
Da nu Kongen hörte, at hans Mænd forlode ham og hans Tro, blev han heftig vred og sendte öieblikkelig Bud over hele sit Rige, at hvorsomhelst Christne Mænd fandtes, skulde de strax ty til ham og hans Naade og i alle Dele holde hans Tro eller i andet Fald strax dö.
Han opfandt i den Hensigt nye Redskaber, hvormed han paa det grusomste kunde pine de Christne, forat de saa meget desto mere skulde fölge hans Bud og Vilje.
Han sendte Breve til sine Mænd over hele sit Rige til Pinsler og Död for alle de Christne, der ikke strax vilde adlyde hans Bud,
men især med Hensyn til strengt levende Munke og Klostermænd, hvem han bestemte den grummeste og smerteligste Död, fordi han antog, at de vare Ophavsmænd til alt dette, som tyktes ham saa mishageligt.
Paa Grund heraf rettede mange ubefæstede Mænd sig efter hans Vilje.
Men de, som standhaftig troede paa den sande Gud, gik modigen og aabenlyst hen og forkyndte Kongen den rette Vei til en sömmelig Tro og taalte gladelig for Guds Skyld alle (6,1) Pinsler og hvilkensomhelst Dödsmaade.
En Del ogsaa, som var i Stand dertil, gjemte sig bort, Nogle i Skove og mange Andre i Fjelde og Jordhuler og Klippehuler, ikke fordi de frygtede deri timelige Död, men derimod for at oppebie Guds Dom til de Christnes Forlösning og Frelse.
Complete text