You are here: BP HOME > MI > Kæmpehøjen (The Burial Mound/The Warrior’s Barrow) > fulltext
Kæmpehøjen (The Burial Mound/The Warrior’s Barrow)

Choose languages

Choose images, etc.

Choose languages
Choose display
  • Enable images
  • Enable footnotes
    • Show all footnotes
    • Minimize footnotes
Search-help
Choose specific texts..
    Click to Expand/Collapse Option Complete text
Click to Expand/Collapse OptionTitle
Click to Expand/Collapse OptionDramatis personæ
Click to Expand/Collapse OptionStage
Click to Expand/Collapse OptionSCENE I
Click to Expand/Collapse OptionSCENE II
Click to Expand/Collapse OptionSCENE III
Click to Expand/Collapse OptionSCENE IV
Click to Expand/Collapse OptionSCENE V
Click to Expand/Collapse OptionSCENE VI
GANDALF.
Hvad går der af dig? 
GANDALF.
What troubles you? 
HEMMING.
Sværg ej her i skoven!
Her kan ej vore guder høre dig;
i snekkens stavn, i Nord på vore bjerge,
der hører de dig nok, men ikke her! 
HEMMING.
Swear not here in this wood!
Here in the South our gods can never hear;
Out on your bark, up North among the hills,
There they still hearken to you, but not here! 
ASGAUT.
Har Sydens pestluft smittet også dig? 
ASGAUT.
Have you too breathed the poison of the South? 
HEMMING.
I Velskland hørte jeg de fromme prester
fortælle dejligt om den hvide Krist,
og hvad de sagde svæver for min hu
ved nat og dag, det vil ej mer forsvinde. 
HEMMING.
In Italy I heard the pious monks
Tell lovely stories of the holy Christ,
And what they told still lingers in my mind
Through night and day and will no more be gone. 
GANDALF.
Jeg tog dig med, fordi du alt som gut
forrådte tegn på rige skaldekræfter.
Du skulde se min djærve ledingsfærd;
og når kong Gandalf sad som grånet gubbe
ved egebordet mellem sine kæmper,
da skulde drottens unge skald forkorte
den lange vinterkvæld med heltekvad,
og så til slutning sjunge mig mit drapa;
thi mindet, rejst af skaldetungens lyn,
er bedste bauta over heltens gravhøj.
Gå nu, slæng harpen væk, og put dig selv
i munkekutten, hvis det lyster dig.
Ha! ha! Kong Gandalf får en dygtig sanger.
(Vikingerne går ind i skoven til venstre; Hemming følger dem.)  
GANDALF.
I had you brought with me because in youth
You showed great promise of poetic gifts.
You were to see my bold and warlike deeds,
So that when I, King Gandalf, old and gray,
Sat with my warriors round the oaken table,
The king’s young scald might while away
Long winter evenings with heroic lays,
And sing at last a saga of my deeds;
The hero’s fame voiced in the poet’s song
Outlives the monument upon his grave.
But now, be off, and if you choose go cast
Your harp aside and don the monkish cowl.
Aha! King Gandalf has a mighty scald!
[The VIKINGS go into the forest to the left; HEMMING follows them.] 
ASGAUT.
Det er en muggen tid vi lever i;
det bærer ned ad bakke med vor tro
og vore sæder fra den gamle tid.
Held mig! Min nakke luder alt af ælde;
mit øje skal ej skue Nordens fald.
Men du, kong Gandalf, du er ung og stærk;
og hvor du færdes i det vide fjerne,
så kom ihu, at det er kongeværk
om folkets guder og dets kraft at værne!
(han følger efter de øvrige.)  
ASGAUT.
It is a mouldy time we live in now;
Our faith and customs from the olden days
Are everywhere upon the downward path.
Lucky it is that I am growing old;
My eyes shall never see the North decay.
But you, King Gandalf, you are young and strong;
And wheresoe’er you roam in distant lands,
Remember that it is a royal task
To guard the people and defend the gods!
[He follows the rest.] 
GANDALF
(efter en pause).
Han har ej nogen frejdig lid til mig.
Vel at han gik! Der ligger som en tyngsel
på mine skuldre, når han er mig nær.
Den gamle stenmand med de barske træk, –
han ligner Asathor, som stod med Mjølnir
og styrkebeltet hugget ud i gråsten
i offerlunden ved min faders gård.
Min faders gård! – Hvo véd, hvordan det nu
ser ud derhjemme på de gamle tomter! –
Ja fjeld og skov er sagtens end de samme;
men folkets bryst –? Har det de gamle strænge?
Nej, der er falden meldug over tiden,
og det er den, som suger Nordens saft
og tærer giftigt på dets bedste blomster.
Vel, jeg vil hjemad! Redde hvad der end
står til at redde, før det styrter sammen.
(efter en pause, idet han ser sig om.)
Hvor der er lifligt her i Sydens lunde;
min graneskov har ej så stærk en duft.
(han bemærker højen.)
Hvad nu? En kæmpegrav? Den gemmer nok
en landsmand fra de gamle, friske dage.
En kæmpegrav i Syden! – Det er billigt;
thi Syden gav os jo vort ulivssår.
Hvor her er vakkert! Jeg må tænke på
en vinterkvæld, da jeg som liden gut
sad på min faders knæ ved arneflammen,
mens han fortalte mig om vore guder,
om Odin, Balder og den stærke Thor;
og da jeg nævnte for ham Frejas lund,
så skildred han mig den som lunden her, –
men da jeg vilde vide lidt om Freja,
hvordan hun selv så ud, da smålo gubben,
og satte mig på gulvet ned og svared:
„Det vil en kvinde nok fortælle dig!“
(lyttende.)
Tys! Fodtrin gennem skoven! Rolig Gandalf, –
de bringer førstegrøden af din hævn!
(Træder tilside, således at han er halv skjult mellem buskene til højre.)


 
GANDALF.
[After a pause.]
Hm, he has no great confidence in me.
’Tis well he went! Whenever he is near,
It is as if a burden weighed me down.
The grim old viking with his rugged face,--
He looks like Asathor, who with his belt
Of strength and Mjölnir stood within the grove,
Carved out in marble, near my father’s home.
My father’s home! Who knows, alas! how things
Around the ancient landmarks now may look!--
Mountains and fields are doubtless still the same;
The people--? Have they still the same old heart?
No, there is fallen mildew o’er the age,
And it is that which saps the Northern life
And eats away like poison what is best.
Well, I will homeward,--save what still is left
To save before it falls to utter ruin.

GANDALF.
[After a pause during which he looks around.]
How lovely in these Southern groves it is;
My pine groves can not boast such sweet perfume.
[He perceives the mound.]

GANDALF.
What now? A warrior’s grave? No doubt it hides
A countryman from those more stirring days.
A warrior’s barrow in the South!--’Tis only just;
It was the South gave us our mortal wound.
How lovely it is here! It brings to mind
One winter night when as a lad I sat
Upon my father’s knee before the hearth,
The while he told me stories of the gods,
Of Odin, Balder, and the mighty Thor;
And when I mentioned Freya’s grove to him,
He pictured it exactly like this grove,--
But when I asked him something more of Freya,
What she herself was like, the old man laughed
And answered as he placed me on my feet,
“A woman will in due time tell you that!”

GANDALF.
[Listening.]
Hush! Footsteps in the forest! Quiet, Gandalf,-
They bring the first fruits of your blood-revenge!
[He steps aside so that he is half concealed among the bushes to the right.]


 
Go to Wiki Documentation
Enhet: Det humanistiske fakultet   Utviklet av: IT-seksjonen ved HF
Login