ALFHILD.
O, du må fortælle mig mere endnu!
I mit sind falder dine ord, som duggen hin svale,
det er mig, som råded du alle min længsels runer
med din liflige tale! – – –
Sad du aldrig en sommernat ved det øde fjeldvand,
der er så dybt, at du ej kan bunde?
Så du ikke alle himlens små lys dernede,
de kloge øjne, der tolker mere end du kan udgrunde,
mere end du kan udsige, om du havde tusinde munde.
– – – – –
Tidt sad jeg så; med mine hænder vilde jeg fange
de dybe, de tindrende gåder dernede –
jeg greb efter dem, vilde se dem nær,
da blev de dunkle, som øjne, der græde, –
det var fåfængt at spejde og lede –
– – – – –
Så var det også fordum i mit sind!
Mange, mange gåder, som jeg vilde forstå;
men de gækked mig som stjernen i det dybe vand,
bleve mig ugrundelige, desmere jeg grunded derpå!
ALFHILD.
O, you must tell me still more of the world!
Your words to my soul are refreshing indeed;
It seems as if here in the wonders you tell
My innermost longings you read!....
Did you ne’er on a summer night sit by a tarn,
So deep that no one could fathom it quite,
And see in the water the stars so bright,
Those knowing eyes that express with their flickering light
Much more than a thousand tongues could possibly say?
– – – – –
I often sat thus; I sought with my hands to capture
The sparkling riddles below in the deep--
I snatched after them, I would see them close,
Then they grew blurred like eyes that weep,--
It is idle to search and to seek--
– – – – –
So too in my soul there was many a riddle
I yearned to solve in the days that are gone!
They tricked me as did all the stars in the deep,
Grew stranger and stranger the more I brooded thereon!
