MARGIT
(ser efter ham).
Hvor han er fager og mandig. (med et suk.) Der er ikke megen lighed mellem ham og – (rydder lidt op ved drikkebordet, men standser igen dermed.) Dengang var du fri, sagde han. Ja, dengang! (kort taushed.) Det var en sælsom fortælling, den om prinsessen, som –. Hun havde en anden kær, og så –. Ja, disse kvinder i de fremmede lande, – jeg har hørt det før, – de er ikke veke som vi; de ræddes ikke for at gøre en tanke til dåd. (tager et bæger, som står på bordet.) Af dette bæger drak Gudmund og jeg på et frydeligt gensyn, da han rejste. Det er fast det eneste arvestykke, jeg bragte med til Solhaug. (sætter bægeret ind i et vægskab.) Hvor blid denne sommerdag er. Her er så lyst herinde. Så lifligt har ikke solen skinnet i tre år.
(Signe, og efter hende Gudmund kommer ind fra venstre.)
MARGIT.
[Following him with her eyes.]
How fair and manlike he is! [With a sigh.] There is little likeness ’twixt him and-- [Begins putting things in order on the table, but presently stops.] “You then were free,” he said. Yes, then! [A short pause.] ’Twas a strange tale, that of the Princess who-- She held another dear, and then-- Aye, those women of far-off lands-- I have heard it before--they are not weak as we are; they do not fear to pass from thought to deed. [Takes up a goblet which stands on the table.] ’Twas in this beaker that Gudmund and I, when he went away, drank to his happy return. ’Tis well-nigh the only heirloom I brought with me to Solhoug. [Putting the goblet away in a cupboard.] How soft is this summer day; and how light it is in here! So sweetly has the sun not shone for three long years.
[SIGNE, and after her GUDMUND, enters from the left.]
