FURIA.
For sent at angre! Der, hvor nu du står,
går ingen vej tilbage. – Prøv det, dåre!
Nu går jeg hjem. Læg du dit hoved kun
til hendes bryst og se om der du finder
den fred, du søger for din trætte sjæl.
(med stigende vildhed.)
Snart vil de rejse sig, de tusend døde;
forførte kvinder slutter sig til dem;
og alle, alle vil de kræve af dig
det liv, det blod, den ære du har røvet.
Forfærdet vil du flygte ud i natten, –
vil flygte jorden rundt langs alle strande,
Actæon lig, af hunde-koblet jaget, –
en skygge, jaget af de tusend skygger!
FURIA.
’Tis now too late--too late! Whence now you stand
No path leads back again.--Go try it, fool!
Now am I going home. Place you your head
Upon her breast and see if there you find
The blessed peace your weary soul desires.
FURIA.
[With increasing wildness.]
Soon will the thousand dead rise up again;
Dishonored women will their numbers join;
And all,--aye, they will all demand of you
The life, the blood, the honor you destroyed.
In terror you will flee into the night,--
Will roam about the earth on every strand,
Like old Actean, hounded by his dogs,--
A shadow hounded by a thousand shades!
