You are here: BP HOME > MI > Kongs-emnerne (The Pretenders) > fulltext
Kongs-emnerne (The Pretenders)

Choose languages

Choose images, etc.

Choose languages
Choose display
  • Enable images
  • Enable footnotes
    • Show all footnotes
    • Minimize footnotes
Search-help
Choose specific texts..
Kongs-emnerne (The Pretenders)
    Click to Expand/Collapse Option Complete text
Click to Expand/Collapse OptionTitle
Click to Expand/Collapse OptionDramatis personæ
Click to Expand/Collapse OptionStage
Click to Expand/Collapse OptionACT I
Click to Expand/Collapse OptionACT II
Click to Expand/Collapse OptionACT III
Click to Expand/Collapse OptionACT IV
Click to Expand/Collapse OptionACT V
Back to library
FEMTE AKT
(En stue på kongsgården i Nidaros. Indgangsdøren er til højre; foran på samme side et vindu. Til venstre en mindre dør. Det er i mørkningen; Pål Flida, Bård Bratte og flere af kong Skules fornemste mænd står ved vinduet og ser opad.)  
Fünfter Akt
Ein Gemach im Königsschloß zu Nidaros. Die Eingangstür ist rechts; vorn auf derselben Seite ein Fenster; links eine kleinere Tür. Abenddämmerung. PAUL FLIDA, BÅRD BRATTE und mehrere von König Skules vornehmsten Mannen stehen am Fenster und blicken hinaus und zum Himmel auf. 
EN HIRDMAND.
Hvor rød den lyser! 
EIN GEFOLGSMANN.
Wie rot es leuchtet! 
EN ANDEN.
Den strækker sig halve himmelen over, som et gloende sværd. 
EIN ANDRER GEFOLGSMANN.
Gleich einem glühenden Schwerte reicht es über den halben Himmel. 
BÅRD BRATTE.
Du hellige kong Olaf, hvad varsler sligt rædselstegn? 
BÅRD BRATTE.
Heiliger König Olaf, was kündet solch ein Schreckenszeichen? 
EN GAMMEL VÅRBÆLG.
Det varsler visselig en stor høvdings død. 
EIN ALTER WINDBALG.
Es kündet gewißlich eines großen Häuptlings Tod. 
PÅL FLIDA.
Håkons død, I gode Vårbælger. Han ligger ude i fjorden med flåden; vi kan vente ham til byen ikveld; – dennegang hører det os til, at sejre! 
PAUL FLIDA.
Håkons Tod, Ihr braven Windbälge! Er liegt draußen im Fjord mit der Flotte; wir können ihn an diesem Abend in der Stadt erwarten – diesmal gebührt uns der Sieg. 
BÅRD BRATTE.
Lid ikke på det; der er ikke stort mod i hæren nu. 
BÅRD BRATTE.
Baut nicht darauf – das Heer hat nicht mehr viel Mut. 
DEN GAMLE VÅRBÆLG.
Det er rimeligt nok; ligesiden flugten fra Oslo har jo kong Skule stængt sig inde, og vil hverken se eller tale med sine mænd. 
DER ALTER WINDBALG.
Das ist ganz erklärlich; seit der Flucht von Oslo hat ja König Skule sich eingeschlossen und will seine Mannen nicht sehen noch sprechen. 
FØRSTE HIRDMAND.
I byen er der dem, som ikke véd, enten de skal tro han lever eller han er død. 
ERSTER GEFOLGSMANN.
Manch einer in der Stadt weiß nicht, ob er ihn für lebendig oder tot halten soll. 
PÅL FLIDA.
Kongen må ud, så syg han end er. Tal til ham, Bård Bratte, – det gælder alles frelse. 
PAUL FLIDA.
Der König muß heraus, so krank er auch ist. Sprecht mit ihm, Bård Bratte, – es gilt aller Rettung. 
BÅRD BRATTE.
Nytter ikke; jeg har talt til ham før. 
BÅRD BRATTE.
Nützt nichts – ich hab’ eben schon mit ihm gesprochen. 
PÅL FLIDA.
Så får jeg selv prøve. (Går til døren på venstre side og banker.) Herre konge, I må tage styret i egne hænder; det går ikke længere på slig vis. 
PAUL FLIDA.
So will ich’s selbst versuchen. Geht an die Tür links und klopft. Herr König, Ihr müßt das Steuer in die eigenen Hände nehmen; so kann es nicht länger gehen. 
KONG SKULE
(indenfor).
Jeg er syg, Pål Flida! 
KÖNIG SKULE
von innen.
Ich bin krank, Paul Flida! 
PÅL FLIDA.
Kan I vente andet? I har jo ikke spist på to dage; I må styrke og pleje jer – 
PAUL FLIDA.
Kann’s anders sein? Ihr habt ja zwei Tage lang nichts gegessen; Ihr müßt Euch stärken und pflegen – 
KONG SKULE.
Jeg er syg. 
KÖNIG SKULE.
Ich bin krank. 
PÅL FLIDA.
Ved den almægtige, det får ikke hjælpe. Kong Håkon ligger ude på fjorden og kan ventes her ind til Nidaros, hvad tid det skal være. 
PAUL FLIDA.
Beim Allmächtigen, es hilft nichts! König Håkon liegt draußen auf dem Fjord, und wir können ihn jeden Augenblick hier in Nidaros erwarten. 
KONG SKULE.
Slå ham for mig! Dræb ham og kongsbarnet. 
KÖNIG SKULE.
Schlagt ihn an meiner Statt! Tötet ihn und das Königskind! 
PÅL FLIDA.
I må selv være med, herre! 
PAUL FLIDA.
Ihr müßt selbst mit sein, Herr! 
KONG SKULE.
Nej, nej, nej, – I er sikrest på lykken og sejren, når jeg ikke er med. 
KÖNIG SKULE.
Nein, nein, nein, – Ihr werdet am ehesten Glück und Sieg erlangen, wenn ich nicht mit bin. 
PETER
(kommer fra højre; han er våbenklædt).
Der er uro mellem bymændene; de stimler sammen i store flokke foran kongsgården. 
PETER
kommt von rechts; er ist gewappnet.
Das Stadtvolk wird unruhig – es schart sich in hellen Haufen um das Königsschloß. 
BÅRD BRATTE.
Taler ikke kongen til dem, så svigter de ham, når det mest gælder. 
BÅRD BRATTE.
Redet der König nicht zu ihnen, so lassen sie ihn im Stich, wenn die Not am größten ist. 
PETER.
Så må han tale til dem. (Ved døren til venstre.) Fader! Trønderne, dine troeste mænd, falder fra dig, hvis du ikke giver dem mod! 
PETER.
So muß er zu ihnen reden. An der Türe links. Vater! Die Trondhjemer, Deine treuesten Mannen, fallen von Dir ab, wenn Du ihnen nicht Mut machst! 
KONG SKULE.
Hvad sagde skalden? 
KÖNIG SKULE.
Was sagte der Skalde? 
PETER.
Skalden? 
PETER.
Der Skalde? 
KONG SKULE.
Skalden, som døde for min sag i Oslo. En kan ikke give, hvad en ikke selv ejer, sagde han. 
KÖNIG SKULE.
Ja, der Skalde, der in Oslo für meine Sache starb. Man kann nicht verschenken, was man selbst nicht besitzt, sagte er. 
PETER.
Så kan du heller ikke give bort riget; thi det er mit efter dig! 
PETER.
So kannst Du auch das Reich nicht fortgeben – denn es gehört mir, wenn Du stirbst. 
KONG SKULE.
Nu kommer jeg! 
KÖNIG SKULE.
Jetzt komme ich! 
PÅL FLIDA.
Gud være lovet! 
PAUL FLIDA.
Gott sei gelobt! 
KONG SKULE
(kommer frem i døren; han er bleg og indfalden, hans hår er stærkt grånet).
I skal ikke se på mig! Jeg liker ikke I ser på mig nu jeg er syg! (går hen til Peter.) Tage riget fra dig, siger du? Du store himlens Gud, hvad var jeg ifærd med at gøre. 
KÖNIG SKULE
erscheint in der Tür; er ist bleich und gebrochen; sein Haar ist stark ergraut.
Ihr sollt mich nicht ansehen! Ich will nicht, daß Ihr mich anseht, jetzt da ich krank bin! Er geht zu Peter. Dir das Reich nehmen, sagst Du? Großer Gott des Himmels, was wollt’ ich da tun! 
PETER.
O, tilgiv mig; – jeg véd jo, at det du gør, er det retteste. 
PETER.
O, vergib mir – ich weiß ja: was Du tust, ist das Richtigste. 
KONG SKULE.
Nej, nej, ikke hidtil; – men jeg vil være stærk og frisk nu, – jeg vil handle. 
KÖNIG SKULE.
Nein, nein, bis jetzt nicht; – aber jetzt will ich beherzt und stark sein, – ich will handeln. 
HØJE RÅB
(udenfor til højre).
Kong Skule! Kong Skule! 
LAUTE RUFE
von draußen rechts.
König Skule! König Skule! 
KONG SKULE.
Hvad er det? 
KÖNIG SKULE.
Was ist das? 
BÅRD BRATTE
(ved vinduet).
Bymændene stimler sammen; hele kongsgården er fuld af folk; – I må tale til dem. 
BÅRD BRATTE
am Fenster.
Das Stadtvolk strömt zusammen; der ganze Schloßhof ist voll von Leuten – Ihr müßt zu ihnen reden. 
KONG SKULE.
Ser jeg ud som en konge; kan jeg tale nu! 
KÖNIG SKULE.
Seh’ ich wie ein König aus?! Kann ich jetzt reden? 
PETER.
Du må, min høje fader! 
PETER.
Du mußt, mein hoher Vater! 
KONG SKULE.
Godt, lad så være. (Går til vinduet og drager forhænget tilside, men slipper det hurtigt og farer tilbage af skræk.) Der står det gloende sværd over mig igen! 
KÖNIG SKULE.
Gut, sei es denn! Tritt ans Fenster und schiebt den Vorhang beiseit, läßt ihn aber sogleich wieder fallen und zuckt entsetzt zurück. Da steht das glühende Schwert wieder über mir! 
PETER.
Det varsler, at sejrens sværd er draget for dig. 
PETER.
Es kündet, daß das Schwert des Sieges für Dich gezückt ist. 
KONG SKULE.
Ja, var det kun så. (Går til vinduet og taler ud:) Trøndere, hvad vil I; – her står eders konge. 
KÖNIG SKULE.
Ja, wäre dem nur so! Tritt ans Fenster und spricht hinaus. Trondhjemer, was wollt Ihr? Hier steht Euer König. 
EN BYMAND
(udenfor).
Drag af byen! Birkebejnerne vil myrde og brænde, om de finder eder her. 
EIN STÄDTER
von draußen.
Verlaßt die Stadt! Die Birkebeiner werden sengen und morden, wenn sie Euch hier finden. 
KONG SKULE.
Vi får alle holde sammen. Jeg har været jer en mild konge; jeg har kun krævet ringe krigsstyr – 
KÖNIG SKULE.
Wir müssen alle zusammenhalten. Ich bin Euch ein milder König gewesen; ich habe nur geringe Kriegssteuer verlangt – 
EN MANDSSTEMME
(nede blandt mængden).
Hvad kalder du da alt det blod, som randt ved Låka og i Oslo? 
EINE MÄNNERSTIMME
drunten in der Menge.
Wie nennst Du denn all das Blut, das bei Låka und in Oslo geflossen ist? 
EN KVINDE.
Giv mig min fæstemand igen! 
EINE FRAU.
Gib mir meinen Bräutigam wieder! 
EN DRENG.
Giv mig min fader og min broder! 
EIN KNABE.
Gib mir meinen Vater und meinen Bruder! 
EN ANDEN KVINDE.
Giv mig mine tre sønner, kong Skule! 
EINE ANDRE FRAU.
Gib mir meine drei Söhne König Skule! 
EN MAND.
Han er ikke konge; thi han er ikke hyldet på hellig Olafs skrin! 
EIN MANN.
Er ist nicht König; denn man hat ihm nicht an des heiligen Olaf Schrein gehuldigt! 
MANGE STEMMER.
Nej, nej, – han er ikke hyldet på Olafsskrinet! Han er ikke konge! 
VIELE STIMMEN.
Nein, nein, – man hat ihm nicht am heiligen Olafsschrein gehuldigt! Er ist nicht König! 
KONG SKULE
(viger bag forhænget).
Ikke hyldet –! Ikke konge! 
KÖNIG SKULE
zieht sich hinter den Vorhang zurück.
Nicht gehuldigt –! Nicht König! 
PÅL FLIDA.
Usaligt var det, at ikke helgenskrinet blev båret ud, dengang I blev kåret. 
PAUL FLIDA.
Unselig, daß der Heiligenschrein nicht hinausgetragen wurde, als man Euch erkor. 
BÅRD BRATTE.
Svigter bymændene, kan vi ikke holde os i Nidaros, om Birkebejnerne kommer. 
BÅRD BRATTE.
Lassen uns die Stadtleute im Stich, so können wir uns in Nidaros nicht halten, wenn die Birkebeiner kommen. 
KONG SKULE.
Og de vil svigte, sålænge jeg ikke er hyldet på helgenskrinet. 
KÖNIG SKULE.
Und sie werden uns im Stiche lassen, solange mir nicht an dem Heiligenschrein gehuldigt worden ist. 
PETER.
Så lad skrinet bære ud, og lad dig hylde nu! 
PETER.
So laß den Schrein hinausbringen, und laß Dir jetzt huldigen! 
PÅL FLIDA
(hovedrystende).
Hvor skulde det være gørligt? 
PAUL FLIDA
kopfschüttelnd.
Wie sollte das ausführbar sein? 
PETER.
Er noget ugørligt, når det gælder ham? Lad blæse til things og bær skrinet ud! 
PETER.
Ist etwas unausführbar, wenn es ihn betrifft? Laßt zum Thing blasen und tragt den Schrein hinaus! 
FLERE AF MÆNDENE
(viger tilbage).
Kirkeran! 
MEHRERE DER MANNEN
fahren zurück.
Kirchenraub! 
PETER.
Ikke kirkeran; – kom, kom! Korsbrødrene er velsindede mod kong Skule; de vil give sit minde – 
PETER.
Nicht Kirchenraub; – kommt, kommt! die Kreuzbrüder sind König Skule wohlgesinnt; sie werden einwilligen – 
PÅL FLIDA.
Det gør de ikke; de tør ikke gøre det for erkebispen. 
PAUL FLIDA.
Das tun sie nicht; sie dürfen es des Erzbischofs wegen nicht tun. 
PETER.
Er I kongsmænd, og vil ikke hjælpe til, når det gælder så stor sag! Godt, der er andre dernede, som vil være villigere. Min fader og konge, korsbrødrene skal give efter; jeg vil bede, jeg vil trygle; lad blæse til things; du skal bære dit kongsnavn med rette!
(iler ud til højre.)  
PETER.
Ihr seid Königsmannen und wollt nicht helfen, wenn es eine so große Sache gilt! Gut, es sind andere da unten, die willfähriger sein werden. Mein Vater und König, die Kreuzbrüder sollen nachgeben – ich will bitten, will flehen–. Laß blasen zum Thing! Du sollst Deinen Königsnamen mit Recht tragen!
Eilt rechts hinaus. 
KONG SKULE
(glædestrålende).
Så I ham! Så I min herlige søn! Hvor hans øjne lyste! Ja, vi vil alle stride og sejre. Hvor stærke er Birkebejnerne? 
KÖNIG SKULE
freudestrahlend.
Saht Ihr ihn? Saht Ihr meinen herrlichen Sohn? Wie seine Augen blitzten! Ja, wir wollen alle kämpfen und siegen. Wie stark sind die Birkebeiner? 
PÅL FLIDA.
Ikke stærkere, end at vi magter dem, hvis blot bymændene holder med os. 
PAUL FLIDA.
Nicht so stark, daß wir’s nicht mit ihnen aufnehmen könnten, wenn nur die Stadtleute zu uns halten. 
KONG SKULE.
De skal holde med os. Vi må alle være enige nu og ende denne rædselsstrid. Ser I da ikke, det er himlens bud, at vi skal ende den? Himlen er vred på alt Norge for de gerninger, som så længe har været øvet. Der står gloende sværd højt deroppe og lyser hver nat; kvinder falder om og føder i kirkerne; der lister sig sjælesot over prester og klosterbrødre, så de løber gennem gaderne og råber, at den yderste dag er kommen. Ja, ved den almægtige, dette skal endes med et eneste slag! 
KÖNIG SKULE.
Sie sollen zu uns halten. Wir müssen jetzt alle einig sein und diesen Schreckenskrieg enden. Seht Ihr denn nicht, wie der Himmel selbst gebeut, daß wir ihn enden sollen? Der Himmel zürnt ganz Norwegen um der Taten willen, die nun so lange schon verübt worden sind. Glühende Schwerter stehen hoch da oben und leuchten jede Nacht; Weiber fallen um und gebären in den Kirchen; Irrwahn erfaßt Priester und Klosterbrüder, daß sie durch die Gassen rennen und rufen, der jüngste Tag sei gekommen. Ja, beim Allmächtigen, das soll enden mit einem einzigen Schlage! 
PÅL FLIDA.
Hvad byder I, at der skal gøres? 
PAUL FLIDA.
Was befehlt Ihr – was soll geschehen? 
KONG SKULE.
Alle broer skal brydes af. 
KÖNIG SKULE.
Alle Brücken sollen abgebrochen werden. 
PÅL FLIDA.
Gå, og lad alle broer brydes af.
(En af hirdmændene går ud til højre.)  
PAUL FLIDA.
Geht und laßt alle Brücken abbrechen.
Einer der Gefolgsmannen geht rechts hinaus. 
KONG SKULE.
Alle mænd skal samles nede på øren; ikke én Birkebejner skal sætte sin fod i Nidaros. 
KÖNIG SKULE.
Alle Mannen sollen sich auf dem Werder unten versammeln; kein Birkebeiner soll seinen Fuß nach Nidaros setzen. 
PÅL FLIDA.
Vel talt, konge. 
PAUL FLIDA.
Wohlgesprochen, König! 
KONG SKULE.
Når helgenskrinet er båret ud, skal der blæses til things. Hæren og bymændene skal kaldes sammen. 
KÖNIG SKULE.
Wenn der Heiligenschrein hinausgetragen ist, soll man zum Thing blasen. Das Heer und die Städter sollen zusammengerufen werden. 
PÅL FLIDA
(til en af mændene).
Gå ud og lad lursvenden blæse i gaderne.
(Manden går.)  
PAUL FLIDA
zu einem der Mannen.
Geh hinaus und laß den Lurenbläser durch die Gassen blasen.
Der Mann ab. 
KONG SKULE
(taler ned til mængden fra vinduet).
Hold fast ved mig, I sørgende og klagende dernede. Der skal komme fred og lys over landet igen, ligesom i Håkons første fagre dage, da kornet gav grøde to gange hver sommer. Hold fast ved mig; lid på mig og tro på mig; det trænger jeg så usigeligt. Jeg skal våge og stride for jer; jeg skal bløde og falde for jer, om det kræves; men svigt mig ikke og tvivl ikke –! (højt råb, som af skræk, høres blandt mængden.) Hvad er det? 
KÖNIG SKULE
redet aus dem Fenster zur Menge.
Haltet fest zu mir, Ihr Trauernden und Klagenden da unten! Es soll wieder Frieden und Licht über das Land kommen, wie in Håkons ersten schönen Tagen, da das Korn jeden Sommer zweimal reifte. Haltet fest zu mir! Bauet auf mich und vertraut mir – dessen bedarf ich so unsäglich! Ich will wachen und streiten für Euch; ich will bluten und fallen für Euch, wenn es not tut – aber verlaßt mich nicht und zweifelt nicht –! Laute Schreckensrufe erschallen aus der Menge. Was ist das? 
EN VILD STEMME.
Gør bod, gør bod! 
EINE FANATISCHE STIMME.
Tut Buße! Tut Buße! 
BÅRD BRATTE
(ser ud).
Det er en prest, som djævelen har besat! 
BÅRD BRATTE
blickt hinaus.
Ein Priester, der vom Teufel besessen ist! 
PÅL FLIDA.
Han river sin kutte i flænger og pisker sig med svøbe. 
PAUL FLIDA.
Er reißt seine Kutte in Fetzen und peitscht sich mit der Geißel. 
STEMMEN.
Gør bod, gør bod; den yderste dag er kommen! 
DIE STIMME.
Tut Buße! Tut Buße! Der jüngste Tag ist gekommen! 
MANGE RØSTER.
Flygt, flygt! Ve over Nidaros! Så syndig en gerning! 
VIELE STIMMEN.
Flieht, flieht! Wehe über Nidaros! O der sündigen Tat! 
KONG SKULE.
Hvad er der hændt? 
KÖNIG SKULE.
Was ist denn geschehen? 
BÅRD BRATTE.
Alle flygter, alle viger, som om et vildt dyr var kommet imellem dem. 
BÅRD BRATTE.
Alle fliehen, alle weichen zurück, als wär’ ein wildes Tier unter sie gefahren. 
KONG SKULE.
Ja, alle flygter – (med et udråb af glæde.) Ha! ligegodt; – vi er frelste; se, se, – kong Olafs skrin står midt i kongsgården! 
KÖNIG SKULE.
Ja, alle fliehen – Mit einem Freudenausruf. Ha! Gleichviel – wir sind gerettet! Seht, seht, – König Olafs Schrein steht mitten im Schloßhof! 
PÅL FLIDA.
Kong Olafs skrin! 
PAUL FLIDA.
König Olafs Schrein! 
BÅRD BRATTE.
Ja, ved himlen, – der står det! 
BÅRD BRATTE.
Ja, beim Himmel, – da steht er! 
KONG SKULE.
Korsbrødrene er mig tro; så god en gerning har de aldrig øvet før! 
KÖNIG SKULE.
Die Kreuzbrüder sind mir treu – nie haben sie eine bessere Tat getan! 
PÅL FLIDA.
Hør; der blæses til things. 
PAUL FLIDA.
Hört! Es wird zum Thing geblasen. 
KONG SKULE.
Nu skal jeg da lovligt hyldes. 
KÖNIG SKULE.
Nun wird mir also nach dem Gesetz gehuldigt! 
PETER
(kommer fra højre).
Tag kongskåben om dig; nu står helgenskrinet ude. 
PETER
kommt von rechts.
Leg’ den Königsmantel an – der Heiligenschrein steht jetzt draußen. 
KONG SKULE.
Så har du frelst riget for mig og dig; og tifold vil vi takke de fromme korsbrødre, at de gav efter. 
KÖNIG SKULE.
So hast Du das Reich gerettet für mich und für Dich; und zehnfach wollen wir den frommen Kreuzbrüdern danken, daß sie nachgegeben haben, 
PETER.
Korsbrødrene, min fader; – dem har du intet at takke for. 
PETER.
Die Kreuzbrüder, mein Vater? – ihnen hast Du nichts zu danken. 
KONG SKULE.
Det var ikke dem, som hjalp dig? 
KÖNIG SKULE.
So waren sie es nicht, die Dir geholfen haben? 
PETER.
De lyste kirkens ban over hver den, som vovede at røre helligdommen. 
PETER.
Sie sprachen den Kirchenbann aus über jeden, der es wagen würde, das Heiligtum zu berühren. 
KONG SKULE.
Erkebispen altså! Endelig har han da givet efter. 
KÖNIG SKULE.
Der Erzbischof also! Endlich hat er doch nachgegeben. 
PETER.
Erkebispen lyste værre banstråle end korsbrødrene. 
PETER.
Der Erzbischof schleuderte ärgere Bannflüche noch als die Kreuzbrüder. 
KONG SKULE.
O, så ser jeg, at jeg endda har trofaste mænd. I stod her rædde og veg tilbage, I, som skulde være mig nærmest, – og dernede i flokken har jeg dem, som turde tage så stor en brøde på sig for min skyld. 
KÖNIG SKULE.
O, so seh’ ich, daß ich trotz allem noch treue Mannen habe. Ihr standet hier feig und wichet zurück, – Ihr, die mir am nächsten stehen solltet, – und da unten in der Menge hab’ ich Leute, die eine so große Schuld um meinetwillen auf sich laden mochten. 
PETER.
Ikke én trofast mand har du, som turde tage brøden på sig. 
PETER.
Nicht einen treuen Mann hast Du, der solche Schuld auf sich laden möchte. 
KONG SKULE.
Almægtige Gud, er der da sket et jertegn; – hvem tog helligdommen ud? 
KÖNIG SKULE.
Allmächtiger Gott, ist denn ein Wunder geschehen? – Wer trug das Heiligtum hinaus? 
PETER.
Jeg, min fader! 
PETER.
Ich, mein Vater! 
KONG SKULE
(med et skrig).
Du! 
KÖNIG SKULE
aufschreiend.
Du! 
MÆNDENE
(viger sky tilbage).
Kirkeraner!
(Pål Flida, Bård Bratte og et par andre går ud.)  
DIE MANNEN
weichen scheu zurück.
Kirchenräuber!
Paul Flida, Bård Bratte und ein paar andere gehen hinaus. 
PETER.
Gerningen måtte gøres. Ingen mands troskab er at lide på, før du er lovlig hyldet. Jeg bad, jeg tryglede korsbrødrene, intet hjalp. Da brød jeg kirkedøren op; ingen vovede at følge mig. Jeg sprang op på højaltret, greb fat i hanken og stemte knæerne imod; det var, som om en gådefuld magt gav mig mere end menneskelige kræfter. Skrinet løsnede, jeg trak det efter mig nedover kirkegulvet, medens banstrålen suste som et uvejr højt oppe under hvælvingerne; jeg trak det ud af kirken, alle flygtede og veg for mig; da jeg var kommen midt frem i kongsgården, brast hanken; her er den!
(Holder den i vejret.)  
PETER.
Die Tat mußte geschehen. Auf keines Mannes Treue ist zu bauen, ehe Dir nicht nach dem Gesetz gehuldigt worden ist. Ich bat, ich beschwor die Kreuzbrüder, – es half nichts. Da sprengte ich die Kirchentür; niemand wagte mir zu folgen. Ich sprang auf den Hochaltar, ich erfaßte den Griff und stemmte die Knie gegen die Wand; es war, als ob eine rätselhafte Macht mir übermenschliche Kraft verliehen hätte. Der Schrein lockerte sich, ich zog ihn hinter mir her über den Kirchenflur, während der Bannstrahl wie ein Gewitter hoch oben unter der Wölbung hersauste; ich zog ihn aus der Kirche heraus, – alle flohen und wichen vor mir; als ich in des Schlosshofs Mitten angekommen war, da brach der Griff ab – hier ist er!
Hält ihn empor. 
KONG SKULE
(stille, skrækslagen).
Kirkeraner! 
KÖNIG SKULE
still, vor Entsetzen starr.
Kirchenräuber! 
PETER.
For din skyld; for din store kongstankes skyld! Men du vil slette brøden ud; alt, hvad der er ondt, vil du slette ud. Der vil komme lys og fred med dig; der vil gå op en strålende dag over landet; – hvad gør det så, om der gik en uvejrsnat foran? 
PETER.
Um Deinetwillen – um Deines großen Königsgedankens willen! Aber Du wirst die Sünde auslöschen – alles, was böse ist, wirst Du auslöschen. Licht und Frieden werden mit Dir kommen; ein strahlender Tag wird heraufsteigen über dem Lande – was tut’s, daß eine Gewitternacht ihm voranging? 
KONG SKULE.
Der stod som en helgensol om dit hoved, da din moder kom med dig; – og nu tykkes det mig, at jeg ser banstrålen lyne. 
KÖNIG SKULE.
Es lag wie ein Heiligenschein über Deinem Haupte, als Deine Mutter Dich mir brachte – und jetzt dünkt mich’s, ich sehe den Bannstrahl flammen. 
PETER.
Fader, fader, tænk ikke på mig; vær ikke ræd for mit ve og vel. Det er jo din vilje, jeg har fuldkommet, – hvor kan det regnes mig til last! 
PETER.
Vater, Vater, denk nicht an mich – sei nicht besorgt um mein Weh und Wohl. Deinen eignen Willen hab’ ich ja erfüllt, – wie kann das mir als Schuld angerechnet werden! 
KONG SKULE.
Jeg vilde eje din tro på mig, og din tro er bleven en synd. 
KÖNIG SKULE.
Deinen Glauben an mich, den wollt’ ich besitzen, und Dein Glaube ist zur Sünde geworden. 
PETER
(vildt).
For din skyld, for din skyld! Derfor tør ikke Gud andet, end tvætte den af! 
PETER
wild.
Um Deinetwillen! Um Deinetwillen! Deshalb muß Gott sie abwaschen! 
KONG SKULE.
Ren og skyldfri, lovede jeg Ingebjørg, – og han håner himlen! 
KÖNIG SKULE.
Rein und schuldlos, gelobte ich Ingebjörg – und er höhnt den Himmel! 
PÅL FLIDA
(kommer).
Alt er i oprør! Rædselsgerningen har slået dine mænd med skræk; de flygter ind i kirkerne. 
PAUL FLIDA
tritt ein.
Alles in Aufruhr! Die Schreckenstat hat Deine Mannen mit Grausen erfüllt – sie fliehen in die Kirchen. 
KONG SKULE.
De skal ud, de må ud! 
KÖNIG SKULE.
Sie sollen, sie müssen heraus! 
BÅRD BRATTE
(kommer).
Bymændene har rejst sig mod eder; de dræber Vårbælgerne rundt om på gaderne og i husene, hvor de kan finde dem! 
BÅRD BRATTE
tritt ein.
Die Städter haben sich wider Euch erhoben; sie erschlagen die Windbälge rings auf den Gassen und in den Häusern, wo sie sie finden können! 
EN HIRDMAND
(kommer).
Nu sejler Birkebejnerne op i elven! 
EIN GEFOLGSMANN
tritt ein.
Jetzt segeln die Birkebeiner den Fluß herauf! 
KONG SKULE.
Blæs mine mænd sammen. Ingen må svigte mig her! 
KÖNIG SKULE.
Blast meine Mannen zusammen! Keiner darf mich hier im Stich lassen! 
PÅL FLIDA.
Ugørligt; skrækken har lamslået dem. 
PAUL FLIDA.
Unmöglich – der Schreck hat sie gelähmt. 
KONG SKULE
(fortvivlet).
Men jeg kan ikke falde nu! Min søn må ikke dø med en dødsskyld på sin sjæl! 
KÖNIG SKULE
verzweifelt.
Aber ich kann jetzt nicht fallen! Mein Sohn darf nicht sterben mit einer Todsünde auf seiner Seele! 
PETER.
Tænk ikke på mig; du er den eneste, det gælder. Lad os søge opover til Indherred; der er alle mænd tro! 
PETER.
Denk nicht an mich – um Dich nur handelt es sich. Versuchen wir’s nach Indherred hinüber zu kommen; dort sind alle Mannen treu! 
KONG SKULE.
Ja, på flugt! Følg mig, hvem der vil berge livet! 
KÖNIG SKULE.
Ja, fliehen wir! Folge mir, wer sein Leben lieb hat! 
BÅRD BRATTE.
Hvad vej? 
BÅRD BRATTE.
Auf welchem Wege? 
KONG SKULE.
Over broen! 
KÖNIG SKULE.
Über die Brücke! 
PÅL FLIDA.
Alle broer er brudt af, herre. 
PAUL FLIDA.
Alle Brücken sind abgebrochen, Herr. 
KONG SKULE.
Brudt af –! Alle broer brudt af, siger du! 
KÖNIG SKULE.
Abgebrochen –! Alle Brücken abgebrochen, sagst Du! 
PÅL FLIDA.
I skulde brudt dem af i Oslo, så kunde I ladt dem stå i Nidaros. 
PAUL FLIDA.
Ihr hättet sie in Oslo abbrechen sollen, dann hättet Ihr in Nidaros sie können stehen lassen. 
KONG SKULE.
Over elven alligevel; – her er liv og salighed at frelse! På flugt! På flugt!
(Han og Peter iler ud til venstre.)  
KÖNIG SKULE.
Über den Fluß gleichwohl! – Hier gilt’s Leben und Seligkeit zu retten! Flieht! Flieht!
Er und Peter eilen links hinaus. 
BÅRD BRATTE.
Ja, bedre det, end at falde for bymænd og Birkebejnere. 
BÅRD BRATTE.
Ja, lieber das, als von Städtern und Birkebeinern erschlagen zu werden! 
PÅL FLIDA.
I Guds navn, på flugt da.
(Alle følger efter Skule.)
(Stuen står en kort stund tom; der høres fjern og forvirret larm fra gaderne; derpå stormer en flok væbnede bymænd ind gennem døren til højre.)  
PAUL FLIDA.
In Gottes Namen denn, – die Flucht!
Alle folgen Skule.
Die Stube steht einen Augenblick leer; man hört fernen und wirren Lärm von den Straßen; dann stürmt ein Trupp bewaffneter Städter durch die Tür rechts herein. 
EN BYMAND.
Herind! Her må han være. 
EIN STÄDTER.
Hieher! Hier muß er sein. 
EN ANDEN.
Dræb ham! 
EIN ANDRER.
Erschlagt ihn! 
FLERE.
Dræb kirkeraneren også! 
MEHRERE.
Erschlagt auch den Kirchenräuber! 
EN ENKELT.
Far varligt frem; de bider fra sig. 
EIN EINZELNER.
Seht Euch vor! Sie beißen um sich. 
FØRSTE BYMAND.
Det har ingen nød; Birkebejnerne er alt oppe i gaden. 
ERSTER STÄDTER.
Das hat keine Not – die Birkebeiner sind schon oben in der Straße. 
EN BYMAND
(kommer).
For sent; – kong Skule er flygtet. 
EIN STÄDTER
kommt.
Zu spät! – König Skule ist geflohen! 
FLERE.
Hvorhen? Hvorhen? 
MEHRERE.
Wohin? Wohin? 
DEN KOMMENDE.
Ind i en af kirkerne, tænker jeg; de er fulde af Vargbælger. 
DER ANKÖMMLING.
In eine der Kirchen, denk’ ich – sie sind voller Wolfsbälge. 
FØRSTE BYMAND.
Så lad os søge ham; stor tak og løn giver kong Håkon den mand, som dræber Skule. 
ERSTER STÄDTER.
So wollen wir ihn suchen; – großen Dank und Lohn spendet König Håkon dem Manne, der Skule erschlägt. 
EN ANDEN.
Der kommer Birkebejnerne. 
EIN ANDRER.
Da kommen die Birkebeiner. 
EN TREDJE.
Kong Håkon selv. 
EIN DRITTER.
König Håkon selbst! 
MANGE I FLOKKEN
(råber):
Hil kong Håkon Håkonssøn! 
VIELE IN DER MENGE
rufen:
Heil König Håkon Håkonsson! 
HÅKON
(kommer ind fra højre, fulgt af Gregorius Jonssøn, Dagfinn Bonde og en mængde andre).
Ja, nu er I ydmyge, I Trøndere! I har længe nok stået mig imod. 
HÅKON
tritt von rechts ein; ihm folgen Gregorius Jonsson, Dagfinn und zahlreiche andere.
Ja, jetzt seid Ihr demütig, Ihr Trondhjemer, – lange genug habt Ihr mir getrotzt. 
FØRSTE BYMAND
(på knæ).
Nåde, herre; Skule Bårdssøn var så hårdt over os! 
ERSTER STÄDTER
auf die Knie fallend.
Gnade, Herr! Skule Bårdsson hat uns so hart zugesetzt! 
EN ANDEN
(også knælende).
Han tvang os, ellers havde vi aldrig fulgt ham. 
EIN ANDRER
gleichfalls kniend.
Er zwang uns, – sonst wären wir ihm niemals gefolgt. 
DEN FØRSTE.
Han tog vort gods og nødte os til at slå for sin uretfærdige sag. 
DER ERSTE.
Er nahm unser Hab und Gut und nötigte uns, für seine ungerechte Sache zu kämpfen. 
DEN ANDEN.
Ak, høje herre, han har været en svøbe for sine venner som for sine uvenner. 
DER ZWEITE.
Ach, hoher Herr, er ist eine Geißel gewesen für seine Freunde wie für seine Feinde. 
MANGE STEMMER.
Ja, ja, – Skule Bårdssøn har været en svøbe for hele landet. 
VIELE STIMMEN.
Ja, ja, Skule Bårdsson ist eine Geißel gewesen für das ganze Land! 
DAGFINN BONDE.
Det turde være et sandt ord, det. 
DAGFINN.
Das dürfte ein wahres Wort sein. 
HÅKON.
Godt; med jer bymænd skal jeg siden tale; det er min agt at straffe strængt, hvad der er forbrudt; men først er her andet at tænke på. Véd nogen, hvor Skule Bårdssøn er? 
HÅKON.
Gut, – mit Euch Städtern werd’ ich später reden – ich habe vor, streng zu bestrafen, was hier verbrochen worden ist. Aber zunächst gilt es an andres zu denken. Weiß einer, wo Skule Bårdsson ist? 
FLERE.
Inde i en af kirkerne, herre! 
MEHRERE.
In einer der Kirchen, Herr! 
HÅKON.
Véd I det så visst? 
HÅKON.
Wißt Ihr das so sicher? 
BYMÆNDENE.
Ja, der er alle Vargbælgerne. 
DER STÄDTER.
Ja, da sind alle Wolfsbälge. 
HÅKON
(sagte til Dagfinn Bonde).
Han må findes; sæt vagt for alle kirker i byen. 
HÅKON
leise zu Dagfinn.
Man muß ihn finden, – stellt Wachen vor alle Kirchen der Stadt. 
DAGFINN BONDE.
Og når han findes, skal han fældes uden ophold. 
DAGFINN.
Und wenn man ihn findet – soll er ohne Verzug erschlagen werden. 
HÅKON
(dæmpet).
Fældes? Dagfinn, Dagfinn, hvor tungt det tykkes mig. 
HÅKON
mit leiser Stimme.
Erschlagen? Dagfinn, Dagfinn, wie schwer dünkt mich das! 
DAGFINN BONDE.
Herre, I svor det dyrt i Oslo. 
DAGFINN
Herr, Ihr habt es hoch und teuer beschworen in Oslo. 
HÅKON.
Og hver mand i landet vil kræve hans død. (Vender sig til Gregorius Jonssøn uhørligt for de andre.) Gå; du var engang hans ven; søg ham, og få ham til at flygte af landet. 
HÅKON.
Und jedermann im Lande wird seinen Tod fordern. Er wendet sich zu Gregorius Jonsson und spricht, unhörbar für die andern: Geh! Du warst einstmals sein Freund! Such’ ihn auf, und berede ihn, aus dem Lande zu fliehen. 
GREGORIUS JONSSØN
(glad).
Det vil I, herre? 
GREGORIUS JONSSON
freudig.
Das wollet Ihr, Herr? 
HÅKON.
For min fromme, elskelige hustrus skyld. 
HÅKON.
Um meiner frommen, lieben Hausfrau willen. 
GREGORIUS JONSSØN.
Men hvis han ikke flygter; hvis han ikke vil eller ikke kan? 
GREGORIUS JONSSON.
Aber wenn er nicht flieht? Wenn er nicht will oder nicht kann? 
HÅKON.
I Guds navn, da kan jeg heller ikke spare ham; da må mit kongsord stå ved magt. Gå! 
HÅKON.
In Gottes Namen, dann kann ich ihn nicht schonen! Dann muß mein Königswort in Kraft bleiben. Geh! 
GREGORIUS JONSSØN.
Jeg skal gå og gøre mit bedste. Himlen give det måtte lykkes.
(Går til højre.)  
GREGORIUS JONSSON.
Ich werde gehen und mein Bestes tun. Der Himmel gebe, daß es gelinge.
Ab nach rechts. 
HÅKON.
Du, Dagfinn Bonde, går med sikre mænd ned på kongsskibet; I skal følge dronningen og barnet op til Elgesæter kloster. 
HÅKON.
Du, Dagfinn, geh mit zuverlässigen Männern hinunter aufs Königsschiff. Ihr sollt die Königin und das Kind hinauf nach dem Kloster Elgesäter begleiten. 
DAGFINN BONDE.
Herre, mener I hun er tryg der? 
DAGFINN.
Herr, glaubt Ihr, daß sie dort sicher ist? 
HÅKON.
Hun er ingensteds tryggere. Vargbælgerne har lukket sig inde i kirkerne, og hun har bedet så meget; hendes moder er på Elgesæter. 
HÅKON.
Sie ist nirgends sicherer. Die Wolfsbälge haben sich in den Kirchen eingeschlossen, – und sie, sie hat so sehr darum gebeten: ihre Mutter ist in Elgesäter. 
DAGFINN BONDE.
Ja ja, det véd jeg. 
DAGFINN.
Ja, ja, ich weiß es. 
HÅKON.
Hils dronningen kærligst fra mig; og hils fru Ragnhild også. Du kan sige dem, at såsnart Vargbælgerne har faldet tilfode og har fået grid, skal der ringes med alle klokker i Nidaros, til tegn på, at der er kommet fred over landet igen. – I bymænd skal stå mig tilrette imorgen og tage straf, hver efter sine gerninger.
(Går med sine mænd.)  
HÅKON.
Grüße die Königin zärtlich von mir – und grüss’ auch Frau Ragnhild. Du kannst ihnen sagen: sobald die Wolfsbälge mir zu Füßen liegen und Begnadigung erhalten haben, dann sollen alle Glocken in Nidaros läuten, zum Zeichen, daß wieder Frieden im Land geworden ist. – Ihr Städter sollt mir morgen Rede und Antwort stehen und Strafe empfangen, – ein jeder nach seinen Werken.
Ab mit seinen Mannen. 
FØRSTE BYMAND.
Ve os for imorgen! 
ERSTER STÄDTER.
Weh’ uns morgen! 
ANDEN BYMAND.
Vi får et stort regnskab. 
ZWEITER STÄDTER.
Wir haben eine große Sündenrechnung. 
FØRSTE.
Vi, som har været Håkon imod så længe, – som var med at råbe for Skule, da han tog kongsnavn. 
ERSTER STÄDTER.
Wir, die Håkon so lange getrotzt haben, – die Skule zujauchzten, als er sich den Königsnamen aneignete! 
ANDEN.
Som gav Skule både skibe og krigsstyr, – som købte alt det gods, han ranede fra Håkons sysselmænd. 
ZWEITER STÄDTER.
Die Skule Schiffe und Kriegssteuer gaben, – die alles Gut kauften, das er Håkons Vögten geraubt hat. 
FØRSTE.
Ja, ve os for imorgen! 
ERSTER STÄDTER.
Ja, weh’ uns morgen! 
EN BYMAND
(kommer ilsomt ind fra venstre).
Hvor er Håkon? Hvor er kongen? 
EIN STÄDTER
tritt eilig von links ein.
Wo ist Håkon? Wo ist der König? 
FØRSTE BYMAND.
Hvad vil du ham? 
ERSTER STÄDTER.
Was willst Du von ihm? 
DEN KOMMENDE.
Bringe ham et stort og vigtigt budskab. 
DER ANKÖMMLING.
Ihm große und wichtige Botschaft bringen. 
FLERE.
Hvilket? 
MEHRERE.
Welche? 
DEN KOMMENDE.
Det siger jeg ikke andre end kongen selv. 
DER ANKÖMMLING.
Das sag’ ich nur dem König selbst. 
FLERE.
Jo, sig, sig! 
MEHRERE.
Sag’s uns, sag’s uns! 
DEN KOMMENDE.
Skule Bårdssøn flygter opover mod Elgesæter. 
DER ANKÖMMLING.
Skule Bårdsson flieht nach Elgesäter hinauf. 
FØRSTE BYMAND.
Umuligt! Han er i en af kirkerne. 
ERSTER STÄDTER.
Unmöglich! Er ist in einer der Kirchen. 
DEN KOMMENDE.
Nej, nej; han og sønnen satte over elven i en færing. 
DER ANKÖMMLING.
Nein, nein! Er setzte mit seinem Sohne in einer Fähre über den Fluß. 
FØRSTE BYMAND.
Ha, så kan vi frelse os fra Håkons vrede. 
ERSTER STÄDTER.
Ha, dann können wir uns vor Håkons Zorn retten. 
ANDEN BYMAND.
Ja, lad os straks melde ham, hvor Skule er. 
ZWEITER STÄDTER.
Ja, dann laßt uns sogleich ihm melden, wo Skule ist. 
FØRSTE.
Nej, bedre end som så; vi siger intet, men går selv op til Elgesæter og fælder Skule. 
ERSTER STÄDTER.
Nein, ich weiß Besseres: sagen wir ihm nichts, sondern gehen wir selbst hinauf nach Elgesäter, Skule zu töten. 
ANDEN.
Ja, ja, – lad os det! 
ZWEITER STÄDTER.
Ja, ja, – laßt uns das tun! 
TREDJE.
Men fulgte ikke mange Vargbælger med over elven? 
DRITTER STÄDTER.
Aber sind ihm nicht viele Wolfsbälge über den Fluß gefolgt? 
DEN KOMMENDE.
Nej, der var bare få mænd på båden. 
DER ANKÖMMLING.
Nein, es waren nur wenige Männer in Boote. 
FØRSTE BYMAND.
Vi væbner os det bedste vi kan. O, nu er bymændene bergede! Sig ikke til nogen, hvad vi har fore; vi er mandstærke nok, – og så opover til Elgesæter. 
ERSTER STÄDTER.
Wir waffnen uns, so gut wir können. O, jetzt sind die Städter geborgen! Sagt keinem, was wir vorhaben. Wir sind Mannen genug, – und nun hinauf nach Elgesäter! 
ALLE
(dæmpet).
Ja, opover til Elgesæter!
(De går skyndsomt men forsigtigt ud til venstre.)


 
ALLE
mit gedämpfter Stimme.
Ja, hinauf nach Elgesäter!
Sie gehen rasch, aber vorsichtig, links ab.


 
Granskog i bakkerne ovenfor Nidaros.
  (Det er måneskin; men natten er tåget, så at baggrunden kun skimtes utydeligt og undertiden næsten ikke. Træstubber og store stene ligger rundt omkring. Kong Skule, Peter, Pål Flida, Bård Bratte og flere Vårbælger kommer gennem skogen fra venstre.)  
Tannenwald auf den Hügeln vor Nidaros.   Mondschein; aber neblige Nacht, so daß man den Hintergrund nur undeutlich und zuweilen gar nicht sehen kann. Baumstümpfe und große Felsblöcke liegen rings umher. KÖNIG SKULE, PETER, PAUL FLIDA, BÅRD BRATTE und mehrere Windbälge kommen von links durch den Wald. 
PETER.
Kom her og hvil dig, min fader! 
PETER.
Komm her und ruh’ Dich aus, mein Vater! 
KONG SKULE.
Ja, lad mig hvile, hvile.
(Synker ned ved en sten.)  
KÖNIG SKULE.
Ja, laß mich ruhen, ruhen.
Sinkt an einem Felsblock nieder. 
PETER.
Hvorledes er det med dig? 
PETER.
Wie geht es Dir? 
KONG SKULE.
Jeg er sulten! Syg, syg! Jeg ser døde mænds skygger! 
KÖNIG SKULE.
Ich bin hungrig! Krank, krank! Ich sehe die Schatten toter Männer! 
PETER
(springer op).
Skaf hjælp, – brød til kongen. 
PETER
springt auf.
Schafft Hilfe! – Brot für den König! 
BÅRD BRATTE.
Her er hvermand konge; thi her gælder det livet. Stå op, Skule Bårdssøn, er du konge, så lig ikke der og styr landet. 
BÅRD BRATTE.
Hier ist jedermann König; denn hier gilt es das Leben. Steh auf, Skule Bårdsson; bist Du König, so regiere Dein Land nicht im Liegen! 
PETER.
Håner du min fader, så dræber jeg dig! 
PETER.
Höhnst Du meinen Vater, so töte ich Dich! 
BÅRD BRATTE.
Jeg blir dræbt alligevel; mig giver kong Håkon aldrig grid; thi jeg var hans sysselmand og sveg ham for Skules skyld. Find på noget, som kan berge os! Der er ikke så fortvivlet en gerning, at jeg jo vover den nu. 
BÅRD BRATTE.
Der Tod ist mir ohnehin gewiß; nie gewährt mir König Håkon Gnade; denn ich war sein Vogt und verließ ihn um Skules willen. Macht etwas ausfindig, das uns retten kann! Es gibt keine so verzweifelte Tat, daß ich sie jetzt nicht wagte. 
EN VÅRBÆLG.
Kunde vi bare slippe over til klostret på Holm. 
EIN WINDBALG.
Könnten wir nur hinüber nach dem Kloster von Holm entkommen. 
PÅL FLIDA.
Bedre til Elgesæter. 
PAUL FLIDA.
Besser nach Elgesäter. 
BÅRD BRATTE
(udbryder pludseligt):
Bedst at gå ned på Håkons skib og rane kongsbarnet. 
BÅRD BRATTE
plötzlich ausrufend:
Das beste wäre: hinunter auf Håkons Schiff zu gehen und das Königskind zu rauben! 
PÅL FLIDA.
Raser du! 
PAUL FLIDA.
Rasest Du?! 
BÅRD BRATTE.
Nej, nej, det er vor eneste redning, og let at sætte i værk. Birkebejnerne leder hvert hus igennem og holder vagt for kirkerne; de tror ikke, at nogen af os har kunnet flygte, siden alle broer var brudt af. Der kan umuligt være stort mandskab ombord på skibene; har vi kongs-emnet i vor magt, så skal Håkon give os fred, eller også skal hans ætling dø med os. Hvem vil være med at berge livet? 
BÅRD BRATTE.
Nein, nein, das ist unsere einzige Rettung, und leicht ist sie ins Werk zu setzen. Die Birkebeiner durchsuchen jedes Haus und halten Wacht vor den Kirchen; sie glauben nicht, daß einer von uns hat entfliehen können, da alle Brücken abgebrochen waren. Es kann unmöglich viel Mannschaft an Bord der Schiffe sein; haben wir den Königserben in unsrer Gewalt, so soll Håkon uns Frieden gewähren oder sein Sproß soll mit uns sterben. Wer tut mit, das Leben zu retten? 
PÅL FLIDA.
Ikke jeg, når det skal berges på slig vis. 
PAUL FLIDA.
Ich nicht, wenn’s auf solche Art geschehen soll. 
FLERE.
Ikke jeg! Ikke jeg! 
MEHRERE.
Ich nicht! Ich nicht! 
PETER.
Ha, men om det var til frelse for min fader –! 
PETER.
Ha, aber wenn mein Vater dadurch gerettet werden kann –! 
BÅRD BRATTE.
Vil du være med, så kom. Nu går jeg ned på Hladehammeren; der ligger den flok, vi mødte her under bakken; det er de vildeste vovhalse af alle Vargbælgerne; de havde svømmet over elven, for de vidste, de ikke vilde fået grid i kirkerne. De drenge tør nok gæste kongsskibet, de! Hvem af jer vil så med? 
BÅRD BRATTE.
Willst Du mittun, so komm. Ich gehe jetzt hinunter nach Hladehammer; dort liegt die Schar, der wir am Fuß des Hügels begegneten. Es sind die tollsten Waghälse unter allen Wolfsbälgen; sie waren über den Fluß geschwommen, denn sie wußten, daß sie in den Kirchen keine Gnade finden würden. Die Burschen wagen schon, das Königsschiff heimzusuchen. Wer von Euch will also mit? 
NOGLE.
Jeg, jeg! 
EINIGE.
Ich! Ich! 
PETER.
Kanhænde jeg også; men først må jeg vide min fader under sikkert tag. 
PETER.
Vielleicht auch ich; – aber erst muß ich meinen Vater unter sichrem Obdach wissen. 
BÅRD BRATTE.
Før det gryr af dag farer vi op i elven. Kom, her går en benvej nedover til Hlade.
(Han og nogle andre går ud til højre.)  
BÅRD BRATTE.
Ehe der Tag graut, fahren wir den Fluß hinauf. Kommt, hier geht ein Richtweg nach Hlade hinunter.
Er und einige andere rechts ab. 
PETER
(til Pål Flida).
Tal ikke til min fader om noget af dette; han er sjælesyg inat, vi får handle for ham. Der er frelse i Bård Brattes værk; inden daggry skal kongsbarnet være i vore hænder. 
PETER
zu Paul Flida.
Sprecht nicht zu meinem Vater von all dem. Er ist heut an der Seele krank. Wir müssen für ihn handeln. Bård Brattes Tat verheißt Rettung; vor Tagesgrauen soll das Königskind in unsern Händen sein. 
PÅL FLIDA.
For at dræbes, kan jeg tænke. Ser I da ikke, at det er en synd – 
PAUL FLIDA.
Um getötet zu werden, versteht sich. Seht Ihr denn nicht, daß das eine Sünde ist –? 
PETER.
Det kan ikke være nogen synd; thi min fader dømte det i Oslo. Det må jo afvejen alligevel; det hindrer min fader; – min fader har en stor kongstanke at sætte igennem; det får være det samme, hvem eller hvormange der falder for den. 
PETER.
Es kann keine Sünde sein. Denn mein Vater erklärte es in Oslo für vogelfrei. Das Kind muß ja so wie so aus dem Wege. Es hindert meinen Vater – mein Vater hat einen großen Königsgedanken durchzusetzen; es kann gleichgültig sein, wer oder wie viele für den fallen. 
PÅL FLIDA.
Usalig for jer var den dag, I fik vide, I var kong Skules søn. (Lyttende.) Hys; – kast jer fladt ned på jorden; der kommer folk.
(Alle kaster sig ned bag stene og stubber; et tog, dels af ridende, dels af gående, skimtes utydeligt gennem tågen inde mellem træerne; de kommer fra venstre side og går ud til højre.)  
PAUL FLIDA.
Unselig der Tag, da Ihr erführet, daß Ihr König Skules Sohn seid! Aufhorchend. Pst! – werft Euch platt auf die Erde – es kommen Leute.
Alle werfen sich hinter Baumstümpfen und Felsblöcken zur Erde; man sieht undeutlich durch den Nebel zwischen den Bäumen einen Zug von Reitenden und Fußgängern vorüberkommen, der von rechts nach links passiert. 
PETER.
Det er dronningen. 
PETER.
Das ist die Königin! 
PÅL FLIDA.
Ja, ja; hun taler med Dagfinn Bonde. Hys! 
PAUL FLIDA.
Ja, ja, – sie spricht mit Dagfinn dem Bauer. Still! 
PETER.
De skal til Elgesæter. Kongsbarnet er med! 
PETER.
Sie wollen nach Elgesäter. Das Königskind ist mit! 
PÅL FLIDA.
Og dronningens fruer. 
PAUL FLIDA.
Und die Frauen der Königin. 
PETER.
Men kun fire mand! Op, op, kong Skule, – nu er dit rige frelst! 
PETER.
Aber nur vier Mann! Auf, auf, König Skule! – nun ist Dein Reich gerettet! 
KONG SKULE.
Mit rige? Det er mørkt, det, – som engelens, der rejste sig mod Gud.
(En flok korsbrødre kommer ind fra højre.)  
KÖNIG SKULE.
Mein Reich? Das ist finster, – wie des Engels Reich, der sich wider Gott erhob.
Eine Schar Kreuzbrüder erscheint von rechts. 
EN KORSBRODER.
Hvem taler her? Er det kong Skules mænd? 
EIN KREUZBRUDER.
Wer spricht da? Sind das König Skules Mannen? 
PÅL FLIDA.
Kong Skule selv. 
PAUL FLIDA.
König Skule selbst. 
KORSBRODEREN
(til Skule).
Gud være lovet, at vi traf eder, kære herre! Vi fik spurgt af nogle bymænd, at I havde taget vejen opover, og vi er ligeså utrygge i Nidaros, som I selv – 
DER KREUZBRUDER
zu Skule.
Gott sei gelobt, daß wir Euch getroffen haben, lieber Herr! Wir erfuhren von einigen Städtern, daß Ihr den Weg hier herauf genommen habt, und wir sind ebenso unsicher in Nidaros wie Ihr selbst – 
PETER.
I havde fortjent døden, I, som ikke gav Olafsskrinet ud. 
PETER.
Ihr hättet den Tod verdient, daß Ihr den Olafsschrein nicht herausgabt! 
KORSBRODEREN.
Erkebispen forbød det; men vi vil gerne tjene kong Skule alligevel; vi har jo altid holdt os til ham. Her har vi taget korskåber med til eder og mændene! tag dem på, så slipper I let ind i et af klostrene, og kan prøve på at få grid af Håkon. 
DER KREUZBRUDER.
Der Erzbischof verbot es. Aber wir möchten trotzdem gern König Skule dienen; wir haben ja immer zu ihm gehalten. Hier haben wir Kreuzkutten für Euch und Eure Mannen mitgebracht! Zieht sie an, – so entkommt Ihr leicht in eins der Klöster und könnt versuchen, von Håkon Begnadigung zu erlangen. 
KONG SKULE.
Ja, giv mig en korskåbe på; jeg og min søn må stå på vigslet grund. Jeg vil til Elgesæter. 
KÖNIG SKULE.
Ja, werft mir eine Kreuzkutte über; ich und mein Sohn, wir müssen auf geweihtem Grunde stehen. Ich will nach Elgesäter – 
PETER
(sagte til Pål Flida).
Sørg for, at min fader kommer trygt frem – 
PETER
leise zu Paul Flida.
Sorgt dafür, daß mein Vater sicher hinkommt – 
PÅL FLIDA.
Mindes I ikke, at der er Birkebejnere på Elgesæter? 
PAUL FLIDA.
Vergeßt Ihr, daß Birkebeiner auf Elgesäter sind? 
PETER.
Kun fire mænd; dem magter I let, og indenfor klostermuren drister de sig ikke til at røre jer. Jeg søger Bård Bratte. 
PETER.
Nur vier Mann; mit denen werdet Ihr leicht fertig, und innerhalb der Klostermauern wagen sie nicht, Euch anzurühren. Ich suche Bård Bratte. 
PÅL FLIDA.
Tænk jer om! 
PAUL FLIDA.
Überlegt es Euch! 
PETER.
Det er ikke på kongsskibet, men på Elgesæter, at de fredløse skal frelse riget for min fader!
(Går hurtigt ud til højre.)  
PETER.
Nicht auf dem Königsschiffe, sondern auf Elgesäter sollen die Geächteten das Reich für meinen Vater retten!
Schnell ab nach rechts. 
EN VÅRBÆLG
(hviskende til en anden).
Går du til Elgesæter med Skule? 
EIN WINDBALG.
einem andern zuflüsternd. Gehst Du mit Skule nach Elgesäter? 
DEN ANDEN.
Hys; nej; Birkebejnerne er der jo. 
DER ANDRE.
Pst – nein – die Birkebeiner sind ja dort. 
DEN FØRSTE.
Jeg går ikke heller; men sig ikke noget til de andre. 
DER ERSTE.
Ich gehe auch nicht – aber sag’ den andern nichts. 
KORSBRODEREN.
Og nu afsted, to og to, – en krigsmand og en korsbroder – 
DER KREUZBRUDER.
Und nun vorwärts, je zwei und zwei, ein Kriegsmann und ein Kreuzbruder – 
EN ANDEN KORSBRODER
(siddende på en træstub bag de øvrige).
Jeg tager kong Skule. 
EIN ZWEITER KREUZBRUDER.
der auf einem Baumstumpfe hinter den übrigen sitzt. Ich nehme König Skule. 
KONG SKULE.
Véd du vejen? 
KÖNIG SKULE.
Weißt Du den Weg? 
KORSBRODEREN.
Den brede vej. 
DER KREUZBRUDER.
Der breite ist’s. 
FØRSTE KORSBRODER.
Skynd jer; lad os spredes på forskellige stier og samles udenfor klosterporten.
(De går ud mellem træerne til højre; tågen letter og kometen viser sig rød og skinnende i den disige luft.)  
ERSTER KREUZBRUDER.
Beeilt Euch. Laßt uns auf verschiedenen Pfaden gehen und draußen vor der Klosterpforte zusammentreffen.
Sie gehen zwischen den Bäumen rechts ab; der Nebel lichtet sich etwas, und der Komet erscheint rot und glühend am dämmrigen Himmel. 
KONG SKULE.
Peter, min søn –! (Farer tilbage.) Ha, der er det gloende sværd på himlen! 
KÖNIG SKULE.
Peter, mein Sohn –! Fährt zurück. Ha, da steht das glühende Schwert am Himmel! 
KORSBRODEREN
(siddende bag ham på træstubben).
Og her er jeg! 
DER KREUZBRUDER
hinter ihm sitzend auf dem Baumstumpfe.
Und da bin ich! 
KONG SKULE.
Hvem er du? 
KÖNIG SKULE.
Wer bist Du? 
KORSBRODEREN.
En gammel kending. 
DER KREUZBRUDER.
Ein alter Bekannter. 
KONG SKULE.
Blegere mand har jeg aldrig set. 
KÖNIG SKULE.
Einen bleicheren Mann hab’ ich nie gesehen. 
KORSBRODEREN.
Men du kender mig ikke. 
DER KREUZBRUDER.
Und Du kennst mich nicht. 
KONG SKULE.
Det er dig, som vil følge mig til Elgesæter. 
KÖNIG SKULE.
Nach Elgesäter willst Du mich geleiten. 
KORSBRODEREN.
Det er mig, som vil følge dig til kongssædet. 
DER KREUZBRUDER.
Zum Königssitze will ich Dich geleiten. 
KONG SKULE.
Kan du det? 
KÖNIG SKULE.
Kannst Du das? 
KORSBRODEREN.
Jeg kan, hvis du selv vil. 
DER KREUZBRUDER.
Ich kann’s, wenn Du selber willst. 
KONG SKULE.
Og ved hvilket middel? 
KÖNIG SKULE.
Und durch welches Mittel? 
KORSBRODEREN.
Ved det middel, som jeg før har brugt; – jeg vil føre dig op på et højt bjerg og vise dig al jordens herlighed. 
DER KREUZBRUDER.
Durch das Mittel, dessen ich mich vormals bedient habe – ich will Dich auf einen hohen Berg führen und Dir alle Herrlichkeit dieser Welt zeigen. 
KONG SKULE.
Al jordens herlighed har jeg før set i fristende drømme. 
KÖNIG SKULE.
Alle Herrlichkeit dieser Welt hab’ ich schon einmal in verlockenden Träumen geschaut. 
KORSBRODEREN.
Det var mig, som gav dig de drømme. 
DER KREUZBRUDER.
Ich war es, der Dir die Träume eingab. 
KONG SKULE.
Hvem er du? 
KÖNIG SKULE.
Wer bist Du ? 
KORSBRODEREN.
Sendebud fra det ældste kongs-emne i verden. 
DER KREUZBRUDER.
Ein Sendbote des ältesten Thronforderers der Welt. 
KONG SKULE.
Fra det ældste kongs-emne i verden? 
KÖNIG SKULE.
Des ältesten Thronforderers der Welt? 
KORSBRODEREN.
Fra den første jarl, der rejste sig mod det største rige, og som grundede et rige selv, der skal vare ud over dommedag! 
DER KREUZBRUDER.
Des ersten Jarls, der sich wider das größte Reich erhob und sich selber ein Reich gründete, das über den jüngsten Tag hinaus währen soll! 
KONG SKULE
(skrigende).
Bisp Nikolas! 
KÖNIG SKULE
aufschreiend.
Bischof Nikolas! 
KORSBRODEREN
(rejser sig).
Kender du mig nu? Vi var kendinger før; –
for din skyld er jeg kommen tilbage.
På selvsamme skude, for selvsamme bør,
har vi sejlet i år og i dage.
Jeg var ræd da vi skiltes; der var uvejr og nat;
en høg i min sjæl sine klør havde sat;
jeg trygled om messer og klokkeklang,
jeg købte mig bønner og munkesang, –
jeg betalte for syv og de læste fjorten;
men endda slap jeg ikke indenfor porten. 
DER KREUZBRUDER
erhebt sich.
Kennst Du mich nun? Bekannte ja sind wir; –
Um Deinetwillen kehr’ ich zurück.
Es fuhren ja einst mit demselben Wind wir,
Im selben Nachen ein weites Stück.
Ich war feig, als wir schieden; wild heulte der Sturm,
Im Herzen mir wühlte ein garstiger Wurm;
Ich flehte um Messen und Glockenklang,
Gebete mir kauft’ ich und Mönchsgesang, –
Für sieben bezahlt’ ich und vierzehn empfing ich;
Und doch nicht ein zur Himmelstür ging ich. 
KONG SKULE.
Og nu kommer du dernedefra –? 
KÖNIG SKULE.
Und nun kommst Du von da unten –? 
KORSBRODEREN.
Ja, jeg kommer fra riget dernede;
fra riget, som altid så stygt blir malt.
Å, du kan tro, der er ikke så galt;
det har ingen nød med den svare hede. 
DER KREUZBRUDER.
Vom Reiche dort unten, vom Flammensitze,
Der so furchtbar stets scheint Eurer Oberwelt.
Pah, glaub’ mir, es ist so schlimm nicht bestellt;
Es hat keine Not mit der argen Hitze. 
KONG SKULE.
Og så hører jeg, du har lært skaldskab, gamle Baglerhøvding! 
KÖNIG SKULE.
Und Du hast, wie ich sehe, die Skaldenkunst erlernt, alter Baglerhäuptling! 
KORSBRODEREN.
Skaldskab? Ja, og en mængde latin!
Før var jeg ingen stiv latiner, som du mindes;
nu tvivler jeg på, at en stivere findes.
For at række dernede et passeligt trin,
ja, næsten bare for at slippe derind,
er det hardtad nødvendigt at lære latin.
Og en må jo gå fremad, når til gæstebudsbord
en sidder hver dag med slig lærdom stor, –
halvhundred, som her lod sig paver kalde,
femhundred kardinaler og syvtusend skalde. 
DER KREUZBRUDER.
Die Skaldenkunst und sehr viel Latein!
Du weißt, sonst war ich kein guter Lateiner;
Jetzt bin ich schier der vorzüglichsten einer.
Denn um sich Ansehn dort zu verleihn,
Ja, schon um nur durch die Pforte zu gehn,
Muß man notwendig Latein verstehn.
Und das macht sich ja leicht, wenn man jederzeit
Verkehrt mit so großer Gelehrsamkeit, –
Mit Päpsten schockweis, mit Ärzten und Richtern,
Fünfhundert Kardinälen und sechstausend Dichtern. 
KONG SKULE.
Hils din herre, og tak ham for godt venskab. Du kan sige, han er den eneste konge, som skikker hjælp til Skule den første af Norge! 
KÖNIG SKULE.
Grüss’ Deinen Herrn und dank’ ihm für seine Freundschaft. Du kannst ihm sagen, er wäre der einzige König, der Skule dem Ersten von Norwegen Hilfe sende! 
KORSBRODEREN.
Hør nu, kong Skule, hvi hid jeg er sendt.
Han har mange tjenere, han dernede,
og hver har sit strøg i verden at frede;
jeg fik Norge, thi her er jeg kendt.
Håkon Håkonssøn er ingen mand for os,
vi liker ham ikke, han byder os trods;
se, han må falde og du skal styre,
som eneste ejer af kronen den dyre. 
DER KREUZBRUDER.
Vernimm jetzt, weshalb ich hieher gesandt.
Er hat viele Diener, die für ihn schalten,
Und jeder hat sein Gebiet zu verwalten;
Norwegen ward mir, denn hier bin ich bekannt.
Håkon Håkonsson ist für uns nicht der Mann,
Er bietet uns Trotz, er steht uns nicht an;
Sieh, er muß fallen, gestürzt vom Throne,
Du einzig sollst herrschen als Erbe der Krone. 
KONG SKULE.
Ja, giv mig kronen! Har jeg den, så skal jeg nok styre slig, at jeg kan købe mig løs igen. 
KÖNIG SKULE.
Ja, gib mir die Krone! Hab’ ich die, so werde ich schon so regieren, daß ich mich wieder loskaufen kann! 
KORSBRODEREN.
Ja, det kan vi altid snakkes om siden.
Inat det gælder at nytte tiden.
På Elgesæter sover kong Håkons barn; –
fanger du det i dødsens garn,
da hvirvles hver modstand som fnug for vejret,
da er du konge, da har du sejret! 
DER KREUZBRUDER.
Hm, davon können wir später sprechen.
Jetzt gilt’s, die Frucht vom Baume zu brechen.
Auf Elgesäter schläft Håkons Kind; –
Fängst Du das in des Todes Netz geschwind,
Dann zerstiebt jedes Hemmnis, wie Spreu verfliegt,
Dann bist Du König, dann hast Du gesiegt! 
KONG SKULE.
Tror du så visst, at jeg da har sejret! 
KÖNIG SKULE.
Glaubst Du sicher, daß ich dann gesiegt habe? 
KORSBRODEREN.
Hver mand i Norge sukker om fred;
kongen må eje et kongs-emne med,
en ætling, som arver sin faders rige;
thi folket er træt af de hundredårskrige.
Rejs dig, kong Skule, inat det gælder;
nu eller aldrig du fienden fælder!
Se hvor det lysner, der langt mod nord,
ser du hvor skodden letter derude, –
der slutter sig lydløst skude til skude, –
og hør så hvor hult det dønner i jord!
Alt skal du få mod et bindende ord,
tusende stridsmænd i stormgang på jorden,
tusende skinnende sejl på fjorden! 
DER KREUZBRUDER.
Es seufzt nach Frieden ja Groß und Klein.
Der König darf nicht ohne Thronerbe sein,
Dem nach ihm der Kronreif ums Haupt sich schmiege;
Denn das Volk ist müde der langen Kriege.
Steh auf, König Skule! Triff heut ins Ziel!
Jetzt oder niemals gewinnst Du Dein Spiel!
Siehst Du: wo’s hell wird, drüben gen Nord,
Wo draußen die Nebel sich heben fort,
Da schließt sich geräuschlos Nachen an Nachen; –
Und hörst Du donnernd die Erde krachen?
Alles sei Dein für ein bindendes Wort:
Tausend Streiter voll stürmischer Wucht, .
Tausend Segel in blinkender Bucht! 
KONG SKULE.
Så nævn da ordet! 
KÖNIG SKULE.
So nenne das Wort! 
KORSBRODEREN.
For at stille dig højest på verdensstigen,
jeg vil kun du føjer din egen higen;
landet du får med byer og borge,
hvis din søn efter dig bliver konge i Norge! 
DER KREUZBRUDER.
Die höchste Staffel der Welt zu ersteigen,
Sollst Du nur dem eignen Verlangen Dich neigen;
Ich gebe Dir Land und Reich zum Lohn,
Wenn als Norwegs König Dir folgt Dein Sohn! 
KONG SKULE
(løfter hånden, som til ed).
Min søn skal – (holder pludselig inde og udbryder forfærdet). Kirkeraneren! Al magten til ham! Ha! nu skønner jeg dig; – du vil hans sjæls fortabelse! Vig fra mig, vig fra mig! (strækker armene mod himlen.) Og forbarm dig over mig, du, som jeg nu skriger til om hjælp i min højeste nød!
(Styrter til jorden.)  
KÖNIG SKULE
erhebt die Hand wie zum Schwure.
Mein Sohn soll –! Er hält plötzlich inne und ruft entsetzt aus: Der Kirchenräuber! Ihm alle Macht? Ha, jetzt durchschau’ ich Dich – Du willst das Verderben seiner Seele! Weiche von mir, weiche von mir! Streckt die Arme gen Himmel. Und erbarme Dich meiner, Du, zu dem ich jetzt um Hilfe schreie in meiner höchsten Not!
Er stürzt zur Erde. 
KORSBRODEREN.
Forbandet! Nu gik dog det hele så glat;
jeg tænkte så visst, jeg havde ham fat;
men lyset har gjort et kærligt træk,
som jeg ikke kendte, – og spillet er væk.
Lad gå; til hast har jeg ingen trang;
perpetuum mobile er jo igang;
jeg har brev på min magt langt ud gennem slægterne,
brev på min magt over lysfornægterne;
dem skal i Norge jeg styre og råde,
er min magt end dem selv en uløselig gåde!
(længere fremme.)
Går til sin gerning de norske mænd
viljeløst vimrende, véd ej hvorhen, –
skrukker sig hjerterne, smyger sig sindene,
veke, som vaggende vidjer for vindene, –
kan kun om én ting i verden de enes,
den, at hver storhed skal styrtes og stenes, –
hejses som mærke usseldoms klude,
sætter de æren i flugt og i fald, –
da er det bisp Nikolas som er ude,
Bagler-bispen, som røgter sit kald!
(Han bliver borte i skodden mellem træerne.)  
DER KREUZBRUDER.
Verwünscht! Es schien doch so prächtig zu gehn;
Ich glaubt’ ihn so sicher im Garn schon zu sehn;
Da kehrte das Licht einen Trumpf heraus,
Den ich nicht gekannt, – und das Spiel ist aus.
Gleichviel! zur Eile verspür’ ich nicht Drang;
Das perpetuum mobile ist ja in Gang;
Die Macht ist verbrieft mir durch viele Geschlechter,
Die Macht über Zweifler und Lichtesverächter;
Die werd’ ich in Norwegen leiten und lenken,
So wenig sie selber vielleicht an mich denken!
Weiter entfernt.
Beugt sich in Nordlands Männern der Sinn,
Willenlos taumelnd, er weiß nicht wohin; –
Herrscht in dem Herzen die Selbstsucht, die blinde,
Schwach, wie das schwankende Rohr in dem Winde; –
Können sie einzig sich darüber einigen,
Jegliche Größe zu stürzen und steinigen; –
Stoßen die Ehre sie über die Schwelle,
Während das Banner der Schändlichkeit flammt:
Dann ist der Baglerbischof zur Stelle, –
Bischof Nikolas wartet sein Amt!
Er verschwindet im Nebel zwischen den Bäumen. 
KONG SKULE
(rejser sig, efter et kort ophold, halvt ivejret og ser sig om).
Hvor er han, den sorte? (springer op.) Vejviser, vejviser, hvor er du? Væk! – Ligegodt; nu véd jeg vejen selv, både til Elgesæter og længere frem.
(Går ud til højre.)


 
KÖNIG SKULE
richtet sich nach einer kurzen Pause halb auf und sieht sich um.
Wo ist er, der Schwarze? Springt auf. Wegweiser, Wegweiser, wo bist Du? Fort! – Gleichviel; jetzt kenn’ ich selbst den Weg nach Elgesäter – und noch weiter!
Rechts ab.


 
Klostergården på Elgesæter.
  (På venstre side ligger kapellet med indgang fra gården; vinduerne er oplyste. Langsmed den modsatte side af klostergården strækker sig nogle lavere bygninger; i baggrunden klostermuren med en stærk port, som er stængt. Det er klar måneskinsnat. Tre Birkebejnerhøvdinger står ved porten; Margrete, Fru Ragnhild og Dagfinn Bonde kommer ud fra kapellet.)  
Der Klosterhof zu Elgesäter.   Links liegt die Kapelle mit dem Eingangstor vom Hofe; die Fenster sind erleuchtet. An der entgegengesetzten Seite des Klosterhofs ziehen sich einige niedrigere Gebäude entlang; im Hintergrunde die Klostermauer mit einer starken Pforte, die verriegelt ist. Helle Mondnacht. Drei Häuptlinge der Birkebeiner stehen an der Pforte. MARGRETE, FRAU RAGNHILD und DAGFINN kommen aus der Kapelle. 
FRU RAGNHILD
(halvt fra sig selv).
Kong Skule måtte flygte ind i kirken, siger du! Han, han, flygtende, tryglende om fred for altret, – tryglende om livet kanhænde – o nej, nej, det har han ikke gjort; men Gud vil straffe jer, som vovede at lade det komme så vidt! 
FRAU RAGNHILD
wie außer sich.
König Skule mußte in die Kirche fliehen, sagst Du, – er, er flüchtig, um Frieden bettelnd am Altare, – vielleicht um das Leben bettelnd – o nein, nein, das hat er nicht getan! Aber Gott wird Euch strafen, daß Ihr wagtet, es so weit kommen zu lassen! 
MARGRETE.
Min gode elskede moder, styr dig; du véd ikke hvad du siger; det er sorgen som taler. 
MARGRETE.
Meine gute, geliebte Mutter, – beherrsche Dich, Du weißt nicht, was Du redest; es ist das Leid, das aus Dir spricht. 
FRU RAGNHILD.
Hør, I Birkebejnere! Håkon Håkonssøn var det, som skulde ligge inde for alteret og trygle kong Skule om liv og fred! 
FRAU RAGNHILD.
Hört, Ihr Birkebeiner! Håkon Håkonsson, der sollte vor dem Altar liegen und von König Skule Leben und Frieden erbetteln! 
EN BIRKEBEJNER.
Usømmeligt er det for trofaste mænd at høre på slige ord. 
EIN BIRKEBEINER.
Solche Worte anzuhören, ist treuen Mannen zuwider. 
MARGRETE.
Hatten af for en hustrus sorg! 
MARGRETE.
Den Hut ab vor der Trauer einer Gattin! 
FRU RAGNHILD.
Kong Skule dømt! Vogt jer, vogt jer allesammen, når han får magten igen! 
FRAU RAGNHILD.
König Skule geächtet! Hütet Euch, hütet Euch alle zusammen, wenn er wieder zur Macht gelangt! 
DAGFINN BONDE.
Den får han aldrig mere, fru Ragnhild. 
DAGFINN.
Zu der gelangt er nie mehr, Frau Ragnhild. 
MARGRETE.
Ti, ti! 
MARGRETE.
Schweig, schweig! 
FRU RAGNHILD.
Tror du, at Håkon Håkonssøn tør lade dommen sættes i værk, om han fanger kongen? 
FRAU RAGNHILD.
Glaubst Du, daß Håkon Håkonsson wagt, das Urteil vollstrecken zu lassen, wenn er den König dingfest macht? 
DAGFINN BONDE.
Kong Håkon véd selv bedst om en kongs-ed kan brydes. 
DAGFINN.
König Håkon weiß selbst am besten, ob ein Königsschwur gebrochen werden darf. 
FRU RAGNHILD
(til Margrete).
Og slig blodmand har du fulgt i tro og kærlighed! Er du din faders barn! Gid straffen ramme –! Gå fra mig, gå fra mig! 
FRAU RAGNHILD
zu Margrete.
Und solch einem Blutmenschen bist Du in Treue und Liebe gefolgt! Bist Du Deines Vaters Kind? Möge die Strafe des Herrn –! Fort, fort von mir! 
MARGRETE.
Velsignet være din mund, skøndt du bander mig nu. 
MARGRETE.
Gesegnet sei Dein Mund, obschon Du jetzt mir fluchst! 
FRU RAGNHILD.
Jeg må ned til Nidaros, ind i kirken og finde kong Skule. Han skikkede mig fra sig, da han sad i lykken; da trængte han mig jo heller ikke; – nu vil han ikke vredes, fordi jeg kommer. Luk porten op for mig, lad mig komme til Nidaros! 
FRAU RAGNHILD.
Ich muß nach Nidaros hinunter – in die Kirche, König Skule erkunden. Er hat mich entlassen, als er im Glücke saß; da bedurfte er meiner ja nicht; – jetzt wird er nicht zürnen, wenn ich komme. Schließt mir die Pforte auf, laßt mich nach Nidaros! 
MARGRETE.
Min moder, for Guds barmhjertigheds skyld –
(Det banker stærkt på klosterporten.)  
MARGRETE.
Meine Mutter, um Gottes Barmherzigkeit willen –!
Es pocht laut an der Klosterpforte. 
DAGFINN BONDE.
Hvem banker? 
DAGFINN.
Wer klopft? 
KONG SKULE
(udenfor).
En konge. 
KÖNIG SKULE
draußen.
Ein König. 
DAGFINN BONDE.
Skule Bårdssøn! 
DAGFINN.
Skule Bårdsson! 
FRU RAGNHILD.
Kong Skule! 
FRAU RAGNHILD.
König Skule! 
MARGRETE.
Min fader! 
MARGRETE.
Mein Vater! 
KONG SKULE.
Luk op, luk op! 
KÖNIG SKULE.
Macht auf, macht auf! 
DAGFINN BONDE.
Her lukkes ikke op for fredløse. 
DAGFINN.
Den Vogelfreien wird hier nicht aufgemacht. 
KONG SKULE.
Det er en konge, som banker, siger jeg; en konge, som ikke har tag over hovedet; en konge, som trænger hellig grund, for at være tryg på sit liv. 
KÖNIG SKULE.
Es ist ein König, der anklopft, sag’ ich; ein König, der kein Dach über dem Kopfe hat, – ein König, der heiligen Boden suchen muß, um seines Lebens sicher zu sein. 
MARGRETE.
Dagfinn, Dagfinn, det er min fader! 
MARGRETE.
Dagfinn, Dagfinn, es ist mein Vater! 
DAGFINN BONDE
(går hen til porten og åbner en liden luge).
Kommer I med mange mænd til klostret? 
DAGFINN
geht an die Pforte und öffnet eine kleine Schiebetür.
Kommt Ihr zum Kloster mit vielen Mannen? 
KONG SKULE.
Med alle de mænd, som blev mig tro i nøden. 
KÖNIG SKULE.
Mit allen den Mannen, die mir in der Not treu geblieben sind. 
DAGFINN BONDE.
Og hvormange er det? 
DAGFINN.
Und wie viele sind das? 
KONG SKULE.
Færre end én. 
KÖNIG SKULE.
Weniger als einer. 
MARGRETE.
Han er alene, Dagfinn! 
MARGRETE.
Er ist allein, Dagfinn! 
FRU RAGNHILD.
Himlens vrede ramme dig, om du nægter ham vigslet grund! 
FRAU RAGNHILD.
Der Zorn des Himmels treffe Dich, wenn Du ihm geweihten Boden versagst! 
DAGFINN BONDE.
I Guds navn da!
(Lukker op; Birkebejnerne blotter ærbødigt sine hoveder; kong Skule kommer ind i klostergården.)  
DAGFINN.
In Gottes Namen denn!
Schließt auf; die Birkebeiner entblößen ehrerbietig ihr Haupt; König Skule tritt in den Klosterhof. 
MARGRETE
(om hans hals).
Min fader! Min velsignede ulykkelige fader! 
MARGRETE
an seinem Halse.
Mein Vater! Mein lieber, unglücklicher Vater! 
FRU RAGNHILD
(stiller sig vildt mellem ham og Birkebejnerne).
I hykler ærefrygt for ham, I vil svige ham, som Judas. Vov ikke at komme ham nær! I skal ikke røre ham, sålænge jeg er ilive! 
FRAU RAGNHILD
stellt sich empört zwischen ihn und die Birkebeiner.
Ihr heuchelt Ehrfurcht vor ihm, – Ihr wollt ihn verraten wie Judas! Wagt nicht, ihm nahe zu kommen! Ihr sollt ihn nicht anrühren, solang’ ich am Leben bin! 
DAGFINN BONDE.
Her er han tryg, thi han er på vigslet grund. 
DAGFINN.
Hier ist er sicher, denn er steht auf geweihtem Grunde. 
MARGRETE.
Og ikke én af alle dine mænd havde mod til at følge dig inat! 
MARGRETE.
Und nicht einer von allen Deinen Mannen hatte den Mut, Dir diese Nacht zu folgen! 
KONG SKULE.
Både korsbrødre og krigsmænd fulgte mig på vejen; men de smøg fra mig, en for en, fordi de vidste der var Birkebejnere på Elgesæter. Pål Flida var den, som slap mig sidst; han fulgte mig til klosterporten; der gav han mig det sidste håndslag og takkede for den tid, der fandtes Vargbælger i Norge. 
KÖNIG SKULE.
Kreuzbrüder wie Kriegsmannen folgten mir auf dem Wege; aber sie schlichen sich fort von mir, einer nach dem andern, weil sie wußten, daß Birkebeiner auf Elgesäter wären. Als letzter hat mich Paul Flida verlassen; er folgte mir bis zur Klosterpforte – da drückte er mir zum letzten Mal die Hand und dankte mir für die Zeit, da es Wolfsbälge gab in Norwegen. 
DAGFINN BONDE
(til Birkebejnerne).
Gå ind, I høvdinger, og stil jer som vagt om kongsbarnet; jeg må til Nidaros og melde kongen, at Skule Bårdssøn er på Elgesæter; i slig stor sag får han selv handle. 
DAGFINN
zu den Birkebeinern.
Geht hinein, Ihr Häuptlinge – und stellt Euch als Wache um das Königskind – ich muß gen Nidaros und dem Könige melden, daß Skule Bårdsson auf Elgesäter ist; in einer so großen Sache muß er selber handeln. 
MARGRETE.
O, Dagfinn, Dagfinn, kan du ville det! 
MARGRETE.
O, Dagfinn, Dagfinn, – kannst Du das wollen! 
DAGFINN BONDE.
Ilde tjente jeg ellers konge og land. (til mændene.) Stæng porten efter mig, våg over barnet, og luk ikke op for nogen, før kongen kommer. (Dæmpet til Skule.) Farvel, Skule Bårdssøn, – og Gud skænke jer en salig ende.
(Går ud gennem porten; Birkebejnerne lukker efter ham og går ind i kapellet.) 
DAGFINN.
Schlecht würd’ ich sonst dem Könige und dem Lande dienen. Zu den Mannen. Verriegelt die Tür hinter mir, wacht über das Kind, und macht keinem auf, bis der König kommt. Mit gedämpfter Stimme zu Skule. Lebt wohl, Skule Bårdsson, – und Gott schenk’ Euch ein seliges Ende!
Er geht durch die Pforte hinaus; die Birkebeiner schließen hinter ihm zu und gehen in die Kapelle. 
FRU RAGNHILD.
Ja, lad Håkon komme; jeg slipper dig ikke; jeg holder dig tæt og kærligt i mine arme, som jeg aldrig har holdt dig før. 
FRAU RAGNHILD.
Ja, mag Håkon kommen – ich lasse Dich nicht – ich halte Dich so fest und zärtlich in meinen Armen wie nie zuvor. 
MARGRETE.
O, hvor du er bleg – og ældet; du fryser. 
MARGRETE.
O, wie bleich Du bist – und wie gealtert! Dich friert! 
KONG SKULE.
Jeg fryser ikke, – men jeg er træt, træt. 
KÖNIG SKULE.
Mich friert nicht, – aber ich bin müde, müde. 
MARGRETE.
Så kom ind, og hvil dig – 
MARGRETE.
So komm hinein und ruh’ Dich aus – 
KONG SKULE.
Ja, ja; det tør vel snart være på tiden at hvile. 
KÖNIG SKULE.
Ja, ja – es dürfte wohl bald an der Zeit sein, auszuruhen. 
SIGRID
(fra kapellet).
Endelig kommer du, min broder! 
SIGRID
aus der Kapelle.
Endlich kommst Du, mein Bruder! 
KONG SKULE.
Sigrid! Er du her? 
KÖNIG SKULE.
Sigrid! Du hier? 
SIGRID.
Jeg lovede jo, at vi skulde mødes, når du trængte mig i din højeste nød. 
SIGRID.
Ich gelobte doch, wieder vor Dich hinzutreten, wenn Du mein bedürftest in Deiner höchsten Not. 
KONG SKULE.
Hvor er dit barn, Margrete? 
KÖNIG SKULE.
Wo ist Dein Kind, Margrete? 
MARGRETE.
Det sover i sakristiet. 
MARGRETE.
Es schläft in der Sakristei. 
KONG SKULE.
Så er ætten samlet på Elgesæter inat. 
KÖNIG SKULE.
So ist das ganze Geschlecht auf Elgesäter versammelt in dieser Nacht. 
SIGRID.
Ja, samlet efter lange forvildede tider. 
SIGRID.
Ja – versammelt nach langen, wirren Zeiten. 
KONG SKULE.
Nu fattes kun Håkon Håkonssøn. 
KÖNIG SKULE.
Jetzt fehlt nur noch Håkon Håkonsson. 
MARGRETE OG FRU RAGNHILD
(klynger sig med et smerteligt udbrud fast til ham).
Min fader! – Min husbond! 
MARGRETE UND FRAU RAGNHILD.
sich mit einem Schmerzensausrufe fest an ihn klammernd. Mein Vater! – Mein Gatte! 
KONG SKULE
(ser bevæget på dem).
Har I elsket mig så højt, I to? Jeg søgte efter lykken ude i det fremmede, og agtede aldrig på, at jeg havde et hjem, hvor jeg kunde fundet den. Jeg jog efter kærlighed gennem synd og brøde, og vidste aldrig, at jeg ejede den i kraft af Guds og menneskenes lov. – Og du, Ragnhild, min hustru, du, som jeg har forbrudt så meget imod, du lægger dig varmt og blødt op til mig i nødens højeste stund, du kan skælve og ræddes for den mands liv, som aldrig har kastet et solglimt over din vej. 
KÖNIG SKULE.
sie bewegt anschauend. Habt Ihr mich so sehr geliebt, Ihr beiden? Ich suchte das Glück draußen in der Fremde und bedachte nie, daß ich ein Heim besaß, wo ich es hätte finden können. Ich jagte der Liebe nach in Schuld und Sünde und wußte nie, daß ich sie kraft göttlichen und menschlichen Gesetzes besaß. – Und Du, Ragnhild, mein Weib, Du, an der ich mich so schwer vergangen habe, Du schmiegst Dich warm und weich an mich in der Stunde der höchsten Not, Du kannst zittern und beben für das Leben des Mannes, der nie einen Sonnenstrahl auf Deinen Weg geworfen hat! 
FRU RAGNHILD.
Du forbrudt! O, Skule, tal ikke så; tror du jeg nogen tid skulde vove at gå irette med dig! Jeg har altid været for ringe for dig, min høje husbond; der kan ikke hvile skyld over nogen gerning, som du har øvet. 
FRAU RAGNHILD.
Du Dich vergangen! O Skule, sprich nicht so! Glaubst Du, ich würde mich jemals unterfangen, mit Dir ins Gericht zu gehen! Ich bin immer zu gering für Dich gewesen, mein hoher Gemahl – es kann keine Schuld auf irgend einer Tat lasten, die Du getan hast. 
KONG SKULE.
Har du troet så trygt på mig, Ragnhild? 
KÖNIG SKULE.
So fest hast Du an mich geglaubt, Ragnhild? 
FRU RAGNHILD.
Fra den første dag, jeg så dig. 
FRAU RAGNHILD.
Vom ersten Tag an, da ich Dich sah. 
KONG SKULE
(med liv).
Når Håkon kommer, vil jeg bede om grid! I milde kærlige kvinder, – o, det er dog fagert at leve! 
KÖNIG SKULE
lebhaft.
Wenn Håkon kommt, will ich um Gnade bitten! Ihr milden, liebreichen Frauen, – o, es ist doch schön, zu leben! 
SIGRID
(med et udtryk af rædsel).
Skule, min broder! Ve dig, om du farer vild på vejen inat!
(Larm udenfor; straks efter banker det på porten.)  
SIGRID
mit einem Ausdruck des Schreckens.
Skule, mein Bruder! Wehe Dir, wenn Du in dieser Nacht den rechten Weg verfehlst!
Lärm draußen; gleich darauf wird an die Pforte gepocht. 
MARGRETE.
Hør, hør! Hvem er det, som stormer frem! 
MARGRETE.
Hört, hört! Wer stürmt da heran? 
FRU RAGNHILD.
Hvem banker på porten? 
FRAU RAGNHILD.
Wer klopft da an der Pforte? 
STEMMER
(udenfor).
Bymændene fra Nidaros! Luk op! Vi véd, at Skule Bårdssøn er derinde! 
STIMMEN
von draußen.
Die Städter von Nidaros! Macht auf! Wir wissen, daß Skule Bårdsson drinnen ist! 
KONG SKULE.
Ja, han er herinde; – hvad vil I ham? 
KÖNIG SKULE.
Ja, er ist hier – was wollt Ihr von ihm? 
LARMENDE STEMMER
(udenfor).
Kom ud, kom ud! Du skal dø, du onde mand! 
LÄRMENDE STIMMEN
von draußen.
Komm heraus, komm heraus! Du sollst sterben, Du schlechter Mann! 
MARGRETE.
Og det vover I bymænd at true med? 
MARGRETE.
Und das wagt Ihr Städter ihm anzudrohen? 
EN ENKELT.
Kong Håkon har dømt ham i Oslo. 
EIN EINZELNER.
König Håkon hat ihn zu Oslo gerichtet. 
EN ANDEN.
Det er hver mands pligt at dræbe ham. 
EIN ANDRER.
Es ist jedermanns Pflicht, ihn zu erschlagen. 
MARGRETE.
Jeg er dronningen; jeg byder eder at fare herfra! 
MARGRETE.
Ich bin die Königin – ich gebiete Euch, abzuziehen. 
EN STEMME.
Det er Skule Bårdssøns datter og ikke dronningen, som taler så. 
EINE STIMME.
Skule Bårdssons Tochter ist’s und nicht die Königin, die so spricht. 
EN ANDEN.
I har ingen magt over liv og død; kongen har dømt ham! 
EIN ANDRER.
Ihr habt keine Macht über Leben und Tod. Der König hat ihn gerichtet. 
FRU RAGNHILD.
Ind i kirken, Skule! For Gud den barmhjertiges skyld, lad ikke blodmændene komme dig nær! 
FRAU RAGNHILD.
In die Kirche, Skule! Um des barmherzigen Gottes willen, laß die Blutmenschen Dir nicht nahe kommen! 
KONG SKULE.
Ja, ind i kirken; for dem derude vil jeg ikke falde. Min hustru, min datter; det er som jeg havde fundet fred og lys; o, det må ikke tages fra mig igen så brat!
(Vil ile ind i kapellet )  
KÖNIG SKULE.
Ja, in die Kirche! Durch die da draußen will ich nicht fallen. Mein Weib, meine Tochter – mir ist, als hätt’ ich Licht und Frieden gefunden – o, das darf mir nicht so jäh wieder geraubt werden!
Er will in die Kapelle eilen. 
PETER
(udenfor til højre).
Min fader, min konge! Nu har du snart sejren! 
PETER
draußen rechts.
Mein Vater, mein König! Nun hast Du bald den Sieg gewonnen! 
KONG SKULE
(med et skrig).
Han! Han!
(synker ned på kirketrappen.)  
KÖNIG SKULE
mit einem Aufschrei.
Er! Er!
Sinkt auf der Kirchentreppe nieder. 
FRU RAGNHILD.
Hvem er det? 
FRAU RAGNHILD.
Wer ist das? 
EN BYMAND
(udenfor).
Se, se; kirkeraneren klyver over klostertaget! 
EIN STÄDTER
draußen.
Seht, seht! Der Kirchenräuber klettert über das Klosterdach! 
ANDRE.
Kast sten på ham! Kast sten på ham! 
ANDRE.
Steinigt ihn! Steinigt ihn! 
PETER
(kommer tilsyne på et tag til højre og springer ned i gården).
Vel mødt igen, min fader! 
PETER
erscheint rechts auf einem Dache und springt in den Hof hinab.
Glückauf, mein Vater! 
KONG SKULE
(ser forfærdet på ham).
Dig – dig havde jeg glemt –! Hvor kommer du fra? 
KÖNIG SKULE
starrt ihn entsetzt an.
Du? – Dich hatt’ ich vergessen –! Wo kommst Du her? 
PETER
(vildt).
Hvor er kongsbarnet? 
PETER
leidenschaftlich.
Wo ist das Königskind? 
MARGRETE.
Kongsbarnet! 
MARGRETE.
Das Königskind! 
KONG SKULE
(springer op).
Hvor kommer du fra, spørger jeg? 
KÖNIG SKULE
springt auf.
Wo kommst Du her? frag’ ich. 
PETER.
Ude fra Hladehammeren; jeg har varslet Bård Bratte og Vargbælgerne om, at kongsbarnet er på Elgesæter inat. 
PETER.
Von Hladehammer – ich habe Bård Bratte und den Wolfsbälgen bedeutet, daß das Königskind diese Nacht auf Elgesäter ist. 
MARGRETE.
Gud! 
MARGRETE.
Gott! 
KONG SKULE.
Det har du gjort! Og nu? 
KÖNIG SKULE.
Das hast Du getan! Und nun? 
PETER.
Han samler flokken sammen, og så stævner de opover til klosteret. – Hvor er kongsbarnet, kvinde? 
PETER.
Er sammelt die Schar, und dann kommen sie zum Kloster herauf – Weib, wo ist das Königskind? 
MARGRETE
(der har stillet sig foran kirkedøren).
Det sover i sakristiet! 
MARGRETE.
die sich vor die Kirchentür gestellt hat. Es schläft in der Sakristei! 
PETER.
Ligegodt, om det så sov på alteret! Jeg har hentet Olafs helligdom ud, – jeg er ikke ræd for at hente kongsbarnet heller! 
PETER.
Einerlei, und wenn es auf dem Altar schliefe! Ich habe Olafs Heiligtum herausgeschafft – ich fürchte mich auch nicht, das Königskind herauszuschaffen! 
FRU RAGNHILD
(råber til Skule).
Ham er det, du har elsket så højt! 
FRAU RAGNHILD
ruft Skule zu.
Und ihn hast Du so sehr geliebt! 
MARGRETE.
Fader, fader! Hvor kunde du glemme alle os andre for hans skyld! 
MARGRETE.
Vater, Vater! Wie konntest Du uns alle um seinetwillen vergessen? 
KONG SKULE.
Han var ren, som et Guds lam, da den angrende kvinde gav mig ham; – det er troen på mig, som har gjort ham til den, han nu er. 
KÖNIG SKULE.
Er war rein wie ein Lamm Gottes, als das reuige Weib ihn mir brachte – der Glaube an mich hat ihn zu dem gemacht, der er jetzt ist. 
PETER
(uden at høre på ham).
Barnet må herud! Dræb det, dræb det på dronningens arm, – det var kong Skules ord i Oslo! 
PETER.
ohne auf ihn zu hören. Das Kind muß heraus! Erschlagt es, erschlagt’s im Arme der Königin! – Das waren König Skules Worte in Oslo! 
MARGRETE.
Syndigt, syndigt! 
MARGRETE.
Sündhaft, sündhaft! 
PETER.
En helgen kunde tryggelig gøre det, når min fader har sagt det! Min fader er kongen; thi han ejer den store kongstanke! 
PETER.
Ein Heiliger dürfte es ohne Bedenken tun, wenn mein Vater es gesagt hat! Mein Vater ist der König – denn er hat den großen Königsgedanken! 
BYMÆNDENE
(banker på porten).
Luk op! Kom ud, du og kirkeraneren, ellers brænder vi klostret ned! 
DER STÄDTER
klopfen an die Pforte.
Macht auf! Kommt heraus, Du und der Kirchenräuber, oder wir stecken das Kloster in Brand! 
KONG SKULE
(som greben af en stærk beslutning).
Den store kongstanke! Ja, den er det, som har forgiftet din unge kærlige sjæl! Ren og skyldfri skulde jeg give dig tilbage; det er troen på mig, som driver dig så vildt fra brøde til brøde, fra dødsskyld til dødsskyld! O, men jeg kan frelse dig endnu; jeg kan frelse os alle! (råber mod baggrunden.) Vent, vent, I bymænd derude; jeg kommer! 
KÖNIG SKULE
wie von einem starken Entschlusse erfaßt.
Der große Königsgedanke! Ja, er ist’s, der Deine junge liebereiche Seele vergiftet hat! Rein und schuldlos sollt’ ich Dich zurückgeben – der Glaube an mich, der treibt Dich wild von Frevel zu Frevel, von Todsünde zu Todsünde! O, aber ich kann Dich noch retten. Ich kann uns alle retten! Er ruft nach dem Hintergrunde. Wartet, wartet, Ihr Städter draußen! Ich komme! 
MARGRETE
(griber forfærdet hans hånd).
Min fader, hvad vil du? 
MARGRETE
ergreift entsetzt seine Hand.
Mein Vater, was willst Du tun? 
FRU RAGNHILD
(klynger sig op til ham med et skrig).
Skule! 
FRAU RAGNHILD
klammert sich schreiend an ihn.
Skule! 
SIGRID
(river dem bort fra ham og råber med vild strålende glæde):
Slip ham, slip ham, I kvinder; – der vokser vinger ved hans tanke nu! 
SIGRID
reißt sie von ihm weg und ruft mit wild auflodernder Freude:
Laßt ihn los, laßt ihn los, Ihr Frauen! – Seinem Gedanken wachsen jetzt Flügel! 
KONG SKULE
(fast og stærk til Peter).
Du så i mig den himmelkårne, – den, som skulde gøre den store kongsgerning i landet. Se bedre på mig, du forvildede! Kongspjalterne, som jeg har pyntet mig med, de var lånte og stjålne, – nu lægger jeg dem af, en for en. 
KÖNIG SKULE
fest und stark zu Peter.
Du sahst in mir den Erkorenen des Himmels, – ihn, der die große Königstat im Lande vollbringen sollte. Sieh mich besser an, Du Verirrter! Die Königslumpen, mit denen ich mich geschmückt hatte, die waren geliehen und gestohlen, – jetzt lege ich sie ab, Stück für Stück. 
PETER
(angst).
Min høje, herlige fader, tal ikke så! 
PETER
ängstlich.
Mein hoher, herrlicher Vater, sprich nicht so! 
KONG SKULE.
Kongstanken er Håkons, ikke min; han alene har fået den kraft af Herren, som kan gøre den til sandhed. Du har troet på en løgn; vend dig fra mig og frels din sjæl. 
KÖNIG SKULE.
Der Königsgedanke ist Håkons, nicht meiner. Ihn zur Wahrheit zu machen, dazu hat er allein die Kraft vom Herrn empfangen. Du hast an eine Lüge geglaubt – wende Dich ab von mir und rette Deine Seele. 
PETER
(med brudt stemme).
Kongstanken er Håkons! 
PETER
mit gebrochener Stimme.
Der Königsgedanke ist Håkons! 
KONG SKULE.
Jeg vilde være den største i landet. Gud, Gud; se, jeg ydmyger mig for dig, og står som den ringeste af alle. 
KÖNIG SKULE.
Ich wollte der Größte im Lande sein. Gott, Gott! sieh, ich demütige mich vor Dir und stehe da als der allergeringste. 
PETER.
Tag mig bort fra jorden, Herre! Straf mig for al min brøde; men tag mig bort fra jorden; thi her er jeg hjemløs nu.
(synker ned på kirketrappen.)  
PETER.
Nimm mich von der Erde, Herr! Strafe mich für all meine Frevel – aber nimm mich von der Erde; denn hier bin ich jetzt heimatlos!
Sinkt auf der Kirchentreppe nieder. 
KONG SKULE.
Jeg havde en ven, som blødte for mig i Oslo. Han sagde: en mand kan falde for en andens livsværk; men skal han blive ved at leve, så må han leve for sit eget. – Jeg har intet livsværk at leve for, jeg kan ikke leve for Håkons heller, – men jeg kan falde for det. 
KÖNIG SKULE.
Ich hatte einen Freund, der in Oslo für mich blutete. Er sagte: Ein Mann kann fallen für das Lebenswerk eines andern, aber weiter leben kann er nur für sein eignes. – Ich habe kein Lebenswerk, für das ich leben könnte, und für Håkons kann ich auch nicht leben, – aber ich kann dafür fallen. 
MARGRETE.
Nej, nej, det skal du aldrig! 
MARGRETE.
Nein, nein, das sollst Du nimmermehr! 
KONG SKULE
(tager hendes hånd og ser mildt på hende).
Elsker du din husbond, Margrete? 
KÖNIG SKULE
erfaßt ihre Hand und blickt sie freundlich an.
Liebst Du Deinen Mann, Margrete? 
MARGRETE.
Højere end alt i verden. 
MARGRETE.
Über alles in der Welt. 
KONG SKULE.
Du kunde bære, at han sagde dødsdommen over mig; men vilde du også kunne bære det, om han måtte lade den fuldbyrde? 
KÖNIG SKULE.
Du konntest ertragen, daß er das Todesurteil über mich sprach – aber könntest Du auch ertragen, wenn er es müßte vollstrecken lassen? 
MARGRETE.
Himlens herre, styrk mig! 
MARGRETE.
Herr des Himmels, stärke mich! 
KONG SKULE.
Kunde du, Margrete? 
KÖNIG SKULE.
Könntest Du’s, Margrete? 
MARGRETE
(sagte og gysende).
Nej, nej, – vi måtte skilles ad, – jeg turde aldrig se ham tiere! 
MARGRETE
leise und schaudernd.
Nein, nein, – uns trennen müßten wir, – ich dürfte ihn niemals wiedersehn! 
KONG SKULE.
Du vilde lukke det fagreste lys ude fra hans liv og fra dit; – vær rolig, Margrete, – du skal ikke have det nødig. 
KÖNIG SKULE.
Du würdest das schönste Licht in seinem und in Deinem Leben auslöschen – sei ruhig, Margrete, – Du sollst dazu nicht gezwungen sein. 
FRU RAGNHILD.
Far fra landet, Skule; jeg følger dig hvorhen og sålangt du vil. 
FRAU RAGNHILD.
Zieh aus dem Lande, Skule, – ich folge Dir, wohin und so weit Du willst. 
KONG SKULE
(hovedrystende).
Med en hånende skygge mellem os? – Jeg har fundet dig inat for første gang; der må ingen skygge være mellem mig og dig, min stille trofaste hustru; – derfor må der heller intet samliv være mellem os to på jorden. 
KÖNIG SKULE
kopfschüttelnd.
Mit einem höhnenden Schatten zwischen uns? – Ich habe Dich heut zum ersten Male gefunden; es darf kein Schatten zwischen mir und Dir stehen, mein stilles, treues Weib; – deshalb ist auch ein Zusammenleben auf Erden zwischen uns unmöglich. 
SIGRID.
Min kongelige broder! Jeg ser du trænger mig ikke; jeg ser, du véd, hvad vej du skal gå. 
SIGRID.
Mein königlicher Bruder! Ich sehe, Du bedarfst nicht mein – ich sehe, Du kennst den Weg, den Du zu gehen hast. 
KONG SKULE.
Der gives mænd, som skabtes til at leve, og mænd, som skabtes til at dø. Min vilje vilde altid did, hvor ikke Guds finger pegte for mig; derfor så jeg aldrig vejen klart før nu. Mit stille husliv har jeg forbrudt, det kan jeg ikke vinde igen; hvad jeg har syndet mod Håkon, kan jeg bøde på, ved at fri ham for en kongspligt, som måtte skille ham fra det kæreste, han ejer. Bymændene står udenfor; jeg vil ikke vente på kong Håkon! Vargbælgerne er nær; sålænge jeg er ilive, står de ikke fra sit forsæt; finder de mig her, kan jeg ikke frelse dit barn, Margrete. – Se, se, opad! Se hvor det blegner og svinder, det gloende sværd, som har været draget over mig! Ja, ja, – Gud har talt, og jeg har forstået ham, og hans vrede er stilnet. Det er ikke i helligdommen på Elgesæter jeg skal kaste mig ned og bede om grid af en jordens konge; – den høje kirke med stjernehvælven over må jeg ind i, og det er kongernes konge, jeg skal bede om grid og frelse for alt mit livsværk! 
KÖNIG SKULE.
Es gibt Männer, die geschaffen sind, um zu leben, und Männer, die geschaffen sind, um zu sterben. Mein Wille strebte stets dahin, wohin nicht Gottes Finger mich wies; deshalb sah ich bis jetzt niemals klar den Weg. Mein stilles häusliches Leben hab’ ich verwirkt – ich kann es nicht zurückgewinnen. Was ich an Håkon gesündigt habe, das kann ich sühnen, indem ich ihn von einer Königspflicht befreie, die ihn von dem Teuersten scheiden müßte, was er hat. Die Städter stehen draußen – ich will nicht auf König Håkon warten! Die Wolfsbälge sind nahe; solang’ ich am Leben bin, stehen sie nicht von ihrem Vorsatz ab: finden sie mich hier, so kann ich Dein Kind nicht retten, Margrete – Sehet, seht empor! Seht, wie es erblaßt und schwindet, das glühende Schwert, das über mir gezückt war! Ja, ja, – Gott hat gesprochen, und ich hab’ ihn verstanden, und sein Zorn ist gestillt. Nicht soll ich mich im Heiligtum zu Elgesäter auf die Knie werfen und einen König der Erde um Gnade anflehen – in die hohe Kirche, die der Sternendom überwölbt, muß ich eingehen, und den König der Könige, den soll ich um Gnade und Erbarmen anflehen für alle meine Taten im Leben! 
SIGRID.
Stå ham ikke imod! Stå ikke Guds kaldelse imod! Dagen gryr; det dages i Norge og det dages i hans urolige sjæl! Har ikke vi forfærdede kvinder stået længe nok i lønkamrene, skrækslagne og gemte ind i de mørkeste kroge, lyttende til al den rædsel, som øvedes udenfor, lyttende til blodtoget, som gik landet over fra ende til ende? Har vi ikke ligget blege og forstenede i kirkerne, og ikke vovet at se ud, ligesom Kristi disciple lå i Jerusalem på den store langfredag, da toget gik til Golgata! Brug dine vinger, og ve dem, som vil binde dig nu! 
SIGRID.
Widersetzt Euch ihm nicht! Widersetzt Euch nicht dem Rufe Gottes! Der Tag graut; es tagt in Norwegen, und es tagt in seiner unruhigen Seele! Standen wir verschüchterten Weiber nicht lange genug im einsamen Kämmerchen, von Schrecken gelähmt und versteckt in den dunkelsten Winkeln, lauschend den Grausamkeiten, die draußen verübt wurden, lauschend dem blutigen Gemetzel, das von einem Ende des Landes bis zum andern herrschte? Haben wir nicht bleich und wie versteinert in den Kirchen gelegen, voll Angst, hinauszublicken, wie Christi Jünger in Jerusalem lagen an dem großen Karfreitage, da der Zug gen Golgatha ging? Brauch’ Deine Schwingen, und wehe dem, der Dich jetzt fesseln will! 
FRU RAGNHILD.
Far hen i fred, min husbond! Far did, hvor ingen hånende skygge står mellem os, når vi atter mødes.
(iler ind i kapellet.)  
FRAU RAGNHILD.
Fahr hin in Frieden, mein Gemahl! Fahr dahin, wo kein höhnender Schatten zwischen uns steht, wenn wir uns wiedersehen.
Eilt in die Kapelle. 
MARGRETE.
Min fader, farvel, farvel, – tusende farvel!
(følger Fru Ragnhild.)  
MARGRETE.
Mein Vater, leb’ wohl, leb’ wohl, – leb’ wohl tausendmal!
Sie folgt Frau Ragnhild. 
SIGRID
(åbner kirkedøren og råber ind):
Frem, frem alle kvinder! Saml jer i bøn; send et bud opad med sang til Herren, og meld ham, at nu kommer Skule Bårdssøn angrende hjem fra sin ulydighedsgang på jorden! 
SIGRID
öffnet die Kirchentür und ruft hinein:
Heraus, heraus, Ihr Weiber all’! Sammelt Euch im Gebete! Sendet im Gesang eine Botschaft zum Herrn empor und meldet ihm, daß Skule Bårdsson jetzt reuig heimkehrt von seinem trotzigen Erdenwallen! 
KONG SKULE.
Sigrid, min trofaste søster, hils kong Håkon fra mig; sig ham, at jeg end ikke i min sidste stund véd om han er den kongefødte, men at jeg uryggeligt véd: han er den, som Gud har kåret. 
KÖNIG SKULE.
Sigrid, meine treue Schwester, grüße König Håkon von mir; sag’ ihm, auch in meiner letzten Stunde wisse ich nicht, ob er als König geboren sei; das aber wisse ich unwandelbar gewiß: er ist der, den Gott erkoren hat. 
SIGRID.
Jeg skal bringe ham din hilsen. 
SIGRID.
Ich werde ihm Deinen Gruß überbringen. 
KONG SKULE.
Og en hilsen til får du bringe. Der sidder en angrende kvinde nord på Hålogaland; sig hende, at hendes søn gik forud; han fulgte med mig, da der var al fare for hans sjæl. 
KÖNIG SKULE.
Und noch einen Gruß mußt Du überbringen. Es sitzt ein reuig Weib im Norden auf Hålogaland; sag’ ihr, daß ihr Sohn ihr vorausgegangen ist; er folgte mir, als die höchste Gefahr für seine Seele war. 
SIGRID.
Det skal jeg. 
SIGRID.
Das werd’ ich. 
KONG SKULE.
Sig hende, det var ikke med hjertet han syndede; ren og skyldfri skal hun visselig møde ham igen. 
KÖNIG SKULE.
Sag’ ihr, nicht mit dem Herzen habe er gesündigt; rein und schuldlos werde sie ihn wiedersehen. 
SIGRID.
Det skal jeg. – (Peger mod baggrunden.) Hør, der bryder de låsen fra! 
SIGRID.
Das werd’ ich. – Deutet nach dem Hintergrunde. Hörst Du? Sie sprengen das Schloß! 
KONG SKULE
(peger mod kapellet).
Hør, der synger de højt til Gud om frelse og fred! 
KÖNIG SKULE
deutet nach der Kapelle.
Hörst Du? Sie singen laut zu Gott um Erlösung und Frieden! 
SIGRID.
Hør, hør! Alle klokker i Nidaros ringer –! 
SIGRID.
Hörst Du, hörst Du? Alle Glocken läuten in Nidaros –! 
KONG SKULE
(smiler sørgmodigt).
De ringer en konge til graven. 
KÖNIG SKULE
lächelt wehmütig.
Sie läuten einem König zu Grabe. 
SIGRID.
Nej, de ringer til din rette kroning nu! Farvel, min broder; lad blodets purpurkåbe flømme vidt over dine skuldre; al brøde kan dækkes under den! Gå ind, gå ind i den store kirke og tag livsens krone!
(iler ind i kapellet.)
(Sang og klokkeringning vedbliver under det følgende.)  
SIGRID.
Nein, sie läuten zu Deiner rechten Krönung jetzt! Leb’ wohl, mein Bruder – laß des Blutes Purpurmantel weit um Deine Schultern wallen – mit ihm deckst Du alle Sünde zu! Geh ein, geh ein in die große Kirche und empfange die Krone des Lebens!
Rasch ab in die Kapelle. Gesang und Glockengeläut dauern während des Folgenden fort. 
STEMMER
(udenfor porten).
Nu er låsen fra! Tving os ikke til at bryde kirkefreden! 
STIMMEN
draußen an der Pforte.
Jetzt ist das Schloß gesprengt! Zwinge uns nicht, den Kirchenfrieden zu brechen! 
KONG SKULE.
Jeg kommer. 
KÖNIG SKULE.
Ich komme. 
BYMÆNDENE.
Og kirkeraneren skal også komme! 
DER STÄDTER.
Und der Kirchenräuber soll auch kommen! 
KONG SKULE.
Kirkeraneren skal også komme, ja! (går hen til Peter.) Min søn, er du rede? 
KÖNIG SKULE.
Der Kirchenräuber soll auch kommen, ja! Er geht zu Peter hin. Mein Sohn, bist Du bereit? 
PETER.
Ja, min fader, jeg er rede. 
PETER.
Ja, Vater, ich bin bereit. 
KONG SKULE
(ser opad).
Gud, jeg er en fattig mand, jeg har kun mit liv at give; men tag det, og berg Håkons store kongstanke. – Se så, ræk mig din hånd. 
KÖNIG SKULE
emporblickend.
Gott, ich bin ein armer Mann, ich habe nichts als mein Leben darzubringen – aber nimm es hin und rette Håkons großen Königsgedanken. – So, jetzt reich mir Deine Hand. 
PETER.
Her er min hånd, fader. 
PETER.
Da ist meine Hand, Vater. 
KONG SKULE.
Og vær ikke ræd for det, som nu kommer. 
KÖNIG SKULE.
Und fürchte Dich nicht vor dem, was da kommen wird. 
PETER.
Nej, fader, jeg er ikke ræd, når jeg går sammen med dig. 
PETER.
Nein, Vater, ich fürchte mich nicht, wenn ich mit Dir zusammen gehe. 
KONG SKULE.
Tryggere vej har vi to aldrig gået sammen. (Han åbner porten; bymændene står i mængde udenfor med løftede våben.) Her er vi; vi kommer frivilligt; – men hug ham ikke i ansigtet.
(De går udenfor, hånd i hånd; porten glider til.)  
KÖNIG SKULE.
Einen schwereren Weg sind wir nie mitsammen gegangen. Er öffnet die Pforte; die Städter stehen mit erhobenen Waffen draußen geschart. Da sind wir – wir kommen freiwillig; – doch schlagt ihm nicht ins Angesicht!
Sie gehen Hand in Hand hinaus; die Pforte fällt hinter ihnen zu. 
EN STEMME.
Sigt ikke, spar ikke; – hug dem, hvor I kan! 
EINE STIMME.
Zielt nicht, schont sie nicht; – schlagt zu, wo Ihr könnt! 
KONG SKULES STEMME.
Uhæderligt er det at handle så med høvdinger!
(Kort våbenlarm; derpå høres tunge fald; alt bliver et øjeblik stille.)  
KÖNIG SKULES STIMME.
Unrühmlich ist’s, so mit Häuptlingen zu verfahren!
Kurzer Waffenlärm; dann hört man zweimal einen dumpfen Fall; einen Augenblick ist alles still. 
EN STEMME.
De er døde beggeto!
(Kongsluren lyder.)  
EINE STIMME.
Sie sind alle beide tot!
Das Königshorn erschallt. 
EN ANDEN STEMME.
Der kommer kong Håkon med al sin hird! 
EINE ANDRE STIMME.
Da kommt König Håkon mit seinem ganzen Gefolge! 
MÆNGDEN.
Hil eder, Håkon Håkonssøn; nu har I ingen fiender mere! 
DIE MENGE.
Heil Euch, Håkon Håkonsson; – jetzt habt Ihr keine Feinde mehr! 
GREGORIUS JONSSØN
(standser lidt ved de døde).
Så kom jeg dog for sent!
(går ind i klostergården.)  
GREGORIUS JONSSON
bleibt einen Augenblick bei den Toten stehen.
So bin ich doch zu spät gekommen!
Er betritt den Klosterhof. 
DAGFINN BONDE.
Usaligt for Norge, om I var kommen før! (råber ud.) Her ind, kong Håkon! 
DAGFINN.
Unselig für Norwegen, wenn Ihr früher gekommen wäret! Ruft: Hier herein, König Håkon! 
HÅKON
(standsende).
Liget ligger mig ivejen! 
HÅKON
bleibt stehen.
Die Leiche liegt mir im Wege! 
DAGFINN BONDE.
Vil Håkon Håkonssøn frem, så får han gå over Skule Bårdssøns lig! 
DAGFINN.
Will Håkon Håkonsson vorwärts, so muß er über Skule Bårdssons Leiche. 
HÅKON.
I Guds navn da!
(Stiger over liget og kommer ind.)  
HÅKON.
In Gottes Namen denn!
Er schreitet über die Leiche und tritt ein. 
DAGFINN BONDE.
Endelig kan I gå til kongsværket med frie hænder. Derinde har I dem, I elsker; i Nidaros ringes freden ind i landet, og derude ligger han, som var jer værst af alle. 
DAGFINN.
Endlich könnt Ihr mit freien Händen an Euer Königswerk gehen. Da drinnen sind die, die Ihr liebt; – zu Nidaros wird der Frieden im Lande eingeläutet – und draußen liegt der, so Euch der ärgste war von allen. 
HÅKON.
Hver mand dømte ham galt; der var en gåde ved ham. 
HÅKON.
Ein jeder hat ihn schief beurteilt – es war ein Rätsel an ihm. 
DAGFINN BONDE.
En gåde? 
DAGFINN.
Ein Rätsel? 
HÅKON
(griber ham om armen og siger sagte):
Skule Bårdssøn var Guds stedbarn på jorden; det var gåden ved ham.
(Kvindernes sang lyder højere fra kapellet; alle klokker bliver ved at ringe i Nidaros.) 
HÅKON
faßt ihn beim Arm und sagt leise:
Skule Bårdsson war Gottes Stiefkind auf Erden – das war das Rätsel an ihm!
Der Gesang der Frauen erschallt lauter aus der Kapelle; alle Glocken läuten in Nidaros fort.  
Teppet faller.


 
Der Vorhang fällt.


 
Permanent link
Go to Wiki Documentation
Enhet: Det humanistiske fakultet   Utviklet av: IT-seksjonen ved HF
Login