You are here: BP HOME > MI > Kongs-emnerne (The Pretenders) > fulltext
Kongs-emnerne (The Pretenders)

Choose languages

Choose images, etc.

Choose languages
Choose display
  • Enable images
  • Enable footnotes
    • Show all footnotes
    • Minimize footnotes
Search-help
Choose specific texts..
    Click to Expand/Collapse Option Complete text
Click to Expand/Collapse OptionTitle
Click to Expand/Collapse OptionDramatis personæ
Click to Expand/Collapse OptionStage
Click to Expand/Collapse OptionACT I
Click to Expand/Collapse OptionACT II
Click to Expand/Collapse OptionACT III
Click to Expand/Collapse OptionACT IV
Click to Expand/Collapse OptionACT V
SKULE JARL.
Mest nu, som jeg siger. Det er den store forbandelse, som ligger over alt mit liv, dette, at stå det højeste så nær – bare et slug imellem – et spring over, – på den anden side er kongsnavn og purpurkåbe og trone og magt og alt; daglig har jeg det for øje – men vinder aldrig over. 
JARL SKULE.
Jetzt mehr denn je, wie gesagt. Das ist der große Fluch, der auf meinem ganzen Leben liegt: – dem Höchsten so nahe zu stehen – nur eine Kluft dazwischen – ein Sprung – drüben ist der Königsname, der Purpurmantel, der Königssitz, die Macht und alles! Täglich hab’ ich’s vor Augen – aber nie komm’ ich hinüber. 
BISP NIKOLAS.
Sandt, sandt, jarl. 
BISCHOF NIKOLAS.
Sehr wahr, Jarl. 
SKULE JARL.
Da de tog Guthorm Sigurdssøn til konge, stod jeg i min ungdoms fuldeste kraft; da var det som det skreg lydt i mig: væk med barnet, – jeg er den voksne, stærke mand! – men Guthorm var kongssøn; der lå et slug mellem mig og tronen. 
JARL SKULE.
Als sie Guthorm Sigurdsson zum König machten, stand ich in meiner Jugend vollster Kraft; da war’s, als schrie es laut in mir: Weg mit dem Kinde, – ich bin der erwachsene, der starke Mann! – Aber Guthorm war Königssohn; es lag eine Kluft zwischen mir und dem Königssitz. 
BISP NIKOLAS.
Og I vovede ikke – 
BISCHOF NIKOLAS.
Und Ihr wagtet nicht – 
SKULE JARL.
Så blev Erling Stejnvæg hyldet af Slittungerne. Da skreg det i mig igen: Skule er en større høvding end Erling Stejnvæg! Men jeg måtte brudt med Birkebejnerne, – det var sluget dengang. 
JARL SKULE.
Dann ward dem Erling Stejnväg von den Slittungern gehuldigt. Da schrie es wieder in mir: Skule ist ein größerer Häuptling als Erling Stejnväg! Aber ich hätte mit den Birkebeinern brechen müssen, – das war damals die Kluft. 
BISP NIKOLAS.
Og Erling blev konge for Slittungerne, og for Ribbungerne siden, og I ventede! 
BISCHOF NIKOLAS.
Und Erling ward König der Slittunger und nachmals der Ribbunger, und Ihr wartetet! 
SKULE JARL.
Jeg ventede på Guthorms død. 
JARL SKULE.
Ich wartete auf Guthorms Tod. 
BISP NIKOLAS.
Og Guthorm døde, og Inge Bårdssøn, eders broder, blev konge. 
BISCHOF NIKOLAS.
Und Guthorm starb, und Inge Bårdsson, Euer Bruder, ward König. 
SKULE JARL.
Så ventede jeg på min broders død. Han var syg fra første færd af; hver morgen, når vi mødtes i den hellige messe, sad jeg og skottede efter, om ikke sotten tog til. Hvert drag af smerte, som strøg over hans ansigt, var mig som et vindpust i sejlet og bar mig nærmere mod tronen. Hvert suk, han lettede sin ve og vånde i, lød for mig, som horn og lur langt bortunder liderne, som sendebud, der kom langvejs fra for at melde, at nu fik jeg snart tage rigsstyret. Slig rykkede jeg hver kærlig brodertanke op med rod og trevler; og Inge døde og Håkon kom, – og Birkebejnerne tog ham til konge. 
JARL SKULE.
Nun wartete ich auf meines Bruders Tod. Er war krank vom ersten Tag an; jeden Morgen, wenn wir uns bei der heiligen Messe trafen, saß ich da und schielte hinüber, ob die Krankheit nicht zunähme. Jeder Schmerzenszug, der über sein Gesicht flog, war wie ein Windstoß in mein Segel und trug mich dem Königssitze näher. Jeder Seufzer, durch den er Weh und Qual sich erleichterte, klang mir wie Posaunenton fern unten auf der Halde, wie eines Sendboten Hörn, der weither gezogen kam, mir zu melden, daß ich nun bald das Steuer des Reichs ergreifen würde. So riß ich jeden zärtlichen Brudergedanken heraus mit Wurzel und Fasern; und Inge starb und Håkon kam, – und die Birkebeiner machten ihn zum König. 
BISP NIKOLAS.
Og I ventede. 
BISCHOF NIKOLAS.
Und Ihr wartetet. 
SKULE JARL.
Mig tykkedes der måtte komme hjælp ovenfra. Jeg kendte kongskraften i mig, og jeg ældedes; hver dag, der gik, var en dag, som toges bort fra min livsgerning. Hver kveld tænkte jeg: imorgen sker der et jertegn, som fælder ham og sætter mig på det tomme sæde. 
JARL SKULE.
Mir war’s, als müßte Hilfe von dort oben kommen. Ich fühlte die Königskraft in mir, und ich alterte; jeder Tag, der verstrich, war ein Tag, der meinem Lebenswerk genommen ward. Jeden Abend dachte ich: morgen geschieht ein Wunder, das ihn erschlägt und mich auf den leeren Sitz erhebt. 
BISP NIKOLAS.
Ringe var Håkons magt dengang; han var kun et barn; det galdt ikke andet, end et skridt af eder, men I tog det ikke. 
BISCHOF NIKOLAS.
Gering war damals Håkons Macht; er war ein Kind noch; es galt bloß einen Schritt von Eurer Seite, aber Ihr tatet ihn nicht. 
SKULE JARL.
Det skridt var svært at tage; det havde skilt mig fra al min slægt og fra alle venner. 
JARL SKULE.
Den Schritt zu tun war schwer; er hätte mich von all meinen Verwandten und Freunden geschieden. 
BISP NIKOLAS.
Ja, der er sagen, Skule jarl, – der er forbandelsen, som har ligget over eders liv. I vil vide hver vej åben i nødsfald, – I vover ikke at bryde alle broer af og kun beholde én igen, værge den alene, og sejre eller falde der. I stiller snarer for eders uven, I bygger fælde for hans fod og hænger hvasse sværd over hans hoved, I strør gift i alle fade og I har hundrede garn ude; men vil han ind i et af dem, så vover I ikke at trække i tråden; griber han efter giften, så tykkes det jer tryggere, at han falder for sværd; er han ved at lade sig fange om morgenen, så finder I det bedre, at det sker ved kveldstid. 
BISCHOF NIKOLAS.
Ja, das ist die Sache, Jarl Skule, – das ist der Fluch, der auf Eurem Leben lag. Ihr wollt jeden Weg offen wissen für den Notfall, – Ihr wagt nicht, alle Brücken abzubrechen und nur eine zu behalten, die allein zu verteidigen, und da zu siegen oder zu fallen. Ihr legt Schlingen Eurem Feind, Ihr stellt Fallen seinem Fuß und hängt ein scharfes Schwert über sein Haupt, Ihr streut Gift in alle Schüsseln und spannt hundert Netze aus: aber will er in eins davon hinein, so wagt Ihr nicht den Faden anzuziehen; greift er nach dem Gifte, so dünkt es Euch sicherer, daß er durch das Schwert falle; steht er im Begriff, sich am Morgen fangen zu lassen, so findet Ihr’s besser, daß es zur Abendzeit geschehe. 
SKULE JARL
(ser alvorligt på ham).
Og hvad vilde I gøre, herre bisp? 
JARL SKULE.
blickt ihn ernst an.
Und was würdet Ihr tun, Herr Bischof? 
BISP NIKOLAS.
Tal ikke om mig; min gerning er at tømre kongsstolene i dette land, ikke at sidde deroppe og styre folk og rige. 
BISCHOF NIKOLAS.
Sprecht nicht von mir; mein Geschäft ist, die Königssitze in diesem Lande zu zimmern, nicht darauf zu sitzen und Volk und Reich zu regieren. 
SKULE JARL
(efter et kort ophold).
Svar mig på ét, ærværdige herre, men svar mig med al sandhed. Hvorfor går Håkon så uryggelig frem på den lige vej? Han er ikke kløgtigere end I, ikke djærvere end jeg. 
JARL SKULE.
nach einer kurzen Pause.
Antwortet mir auf Eins, ehrwürdiger Herr, – aber antwortet mir mit voller Wahrheit. Weshalb geht Håkon so unerschütterlich vorwärts auf dem geraden Wege? Er ist nicht klüger als Ihr, nicht kühner als ich. 
BISP NIKOLAS.
Hvem gør den største gerning i verden? 
BISCHOF NIKOLAS.
Wer vollbringt die größte Tat in der Welt? 
SKULE JARL.
Det gør den største mand. 
JARL SKULE.
Die vollbringt der größte Mann. 
BISP NIKOLAS.
Men hvem er den største mand? 
BISCHOF NIKOLAS.
Aber wer ist der größte Mann? 
SKULE JARL.
Den modigste. 
JARL SKULE.
Der mutigste. 
BISP NIKOLAS.
Så siger høvdingen. En prest vilde sige, det er den mest troende, – en vismand, at det er den kyndigste. Men det er ingen af dem, jarl. Den lykkeligste mand er den største mand. Den lykkeligste er det, som gør de største gerninger, han, hvem tidens krav kommer over ligesom i brynde, avler tanker, dem han ikke selv fatter, og som peger for ham på den vej, han ikke selv véd hvor bær hen, men som han dog går og må gå, til han hører folket skrige i glæde, og han ser sig om med spilte øjne og undrer sig og skønner, at han har gjort et storværk. 
BISCHOF NIKOLAS.
So spricht der Kriegshauptmann. Ein Priester würde sagen: der gläubigste; – ein Weiser: der erfahrenste. Aber von ihnen ist es keiner, Jarl. Der glücklichste Mann ist der größte Mann. Der glücklichste vollbringt die größten Taten, – er, über den die Forderungen der Zeit wie ein Brand kommen: sie erzeugen ihm Gedanken, die er selbst nicht faßt, weisen ihm den Weg, dessen Ziel er selbst nicht kennt, den er aber wandelt und wandeln muß , bis er den Jubelschrei des Volkes hört – und mit weit aufgerissenen Augen sieht er sich um und erkennt voll Verwunderung, daß er ein großes Werk vollbracht hat. 
SKULE JARL.
Ja, der er dette uryggelig sikre ved Håkon. 
JARL SKULE.
Ja, Håkon hat etwas so unerschütterlich Sicheres. 
BISP NIKOLAS.
Det er det, som Romerne kaldte ingenium. – Jeg er ikke stiv i latinen forresten; men det kaldtes ingenium. 
BISCHOF NIKOLAS.
Er hat das, was die Römer ingenium nannten –. Ich bin sonst nicht der beste Lateiner: aber das hieß ingenium. 
SKULE JARL
(først tankefuld, siden i stigende bevægelse).
Håkon skulde være skabt af et andet stof end jeg? Være af de lykkelige? – Ja, trives ikke alting for ham? Føjer ikke alting sig til det bedste, når det gælder ham? Selve bonden mærker det; han siger, at træerne bær togange frugt, og fuglene ruger æg togange hver sommer, mens Håkon er konge. Vermelandsbygden, som han brændte og hærgede, den står og lyser med tømrede huse igen, og alle akre svinger tungt for vinden. Det er som blodet og asken gødsler, der Håkon farer frem i hærfærd; det er som Herren dækker over med grøde, hvad Håkon tramper ned; det er som de hellige magter skynder sig at slette ud hver skyld efter ham. Og hvor let gik han ikke til at blive konge! Han trængte til at Inge skulde dø tidligt, og Inge døde; han trængte til værn og værge, og hans mænd værnede og værgede ham; han trængte til jernbyrd, og hans moder kom og bar den for ham. 
JARL SKULE.
zuerst gedankenvoll, dann in wachsender Erregung.
Håkon sollte aus andrem Stoffe geschaffen sein als ich? Der Glücklichen einer? – Ja, gelingt ihm nicht alles? Schlägt nicht alles zum besten aus, wenn es ihn betrifft? Selbst der Bauer spürt das; er sagt, die Bäume trügen zweimal Früchte, und die Vögel brüteten zweimal in jedem Sommer, seit Håkon König ist. Varmeland, das er niederbrannte und verheerte, steht wieder da blitzblank mit seinen neugezimmerten Häusern, und alle Äcker wallen schwer von Ähren im Winde. Es ist, als ob Blut und Asche das Land düngten, das Håkon mit Krieg überzieht; es ist, als ob der Herr mit Wachstum segnete, was Håkon niedertritt; es ist, ob als die heiligen Mächte sich beeilten, jede Schuld hinter ihm her auszutilgen. Und wie leicht gelang es ihm nicht, König zu werden! Er hatte Inges frühzeitigen Tod nötig, und Inge starb; Schutz und Schirm hatte er nötig, und seine Mannen schützten und schirmten ihn; er hatte die Eisenprobe nötig, und seine Mutter kam und bestand sie für ihn. 
BISP NIKOLAS
(i uvilkårligt udbrud).
Men vi – vi to –! 
BISCHOF NIKOLAS
bricht unwillkürlich in die Worte aus:
Aber wir – wir beiden –! 
SKULE JARL.
Vi? 
JARL SKULE.
Wir? 
BISP NIKOLAS.
Ja I – I da! 
BISCHOF NIKOLAS.
Ja, Ihr – Ihr! 
SKULE JARL.
Håkon har retten, bisp. 
JARL SKULE.
Håkon hat das Recht, Bischof. 
BISP NIKOLAS.
Har han retten, fordi han er den lykkelige; – den største lykke er den, at have retten. Men med hvilken ret fik Håkon retten og ikke I? 
BISCHOF NIKOLAS.
Er hat das Recht, weil er der Glückliche ist – das größte Glück ist, das Recht zu haben. Aber mit welchem Recht hat Håkon das Recht, und nicht Ihr? 
SKULE JARL
(efter et kort ophold).
Der er ting, som jeg vil bede Gud frelse mig fra at tænke på. 
JARL SKULE
nach einer kurzen Pause.
Es gibt Dinge, an die zu denken Gott mich gnädig bewahren wolle. 
BISP NIKOLAS.
Så I aldrig et gammelt billede i Nidaros kristkirke? Det viser syndfloden, som vokser og højner sig op over alle berge, så der kun er en eneste tind igen. Opover der klyver en hel slægt, fader og moder og søn og søns hustru og børn; – og sønnen river faderen ned i vandflommen for at vinde bedre fæste, og han vil rive moderen med, og hustru og alle børn, for at vinde op til toppen selv; – thi deroppe er en fodsbred land, der kan han holde sig en time. – Det, jarl, det er visdommens saga og hver vismands saga. 
BISCHOF NIKOLAS.
Saht Ihr nie ein altes Bild in der Christkirche zu Nidaros? Es stellt die Sintflut dar, die steigt und über alle Berge hinaufschwillt, so daß nur noch eine einzige Zinne emporragt. Diese klimmt ein ganzes Geschlecht hinan, Vater und Mutter und Sohn und des Sohnes Weib und Kinder; – und der Sohn zerrt den Vater in die Wasserflut hinab, um besseren Halt zu gewinnen, und er wird die Mutter hinabreißen und sein Weib und all seine Kinder, um selbst den Gipfel zu gewinnen – denn droben ist ein Fußbreit Land, da kann er sich eine Zeitlang halten – das, Jarl, das ist der Weisheit Saga und jedes Weisen Saga. 
SKULE JARL.
Men retten! 
JARL SKULE.
Aber das Recht! 
BISP NIKOLAS.
Sønnen havde retten. Han havde styrke og lyst til livet; – føj din lyst og brug din evne, den ret har hvermand. 
BISCHOF NIKOLAS.
Der Sohn hatte das Recht. Er hatte Kraft und Lust, zu leben, – folge deiner Lust und nütze deine Gaben: das Recht hat ein jeglicher. 
SKULE JARL.
Til det, som godt er, ja. 
JARL SKULE.
Zu dem, was gut ist, ja. 
BISP NIKOLAS.
Leg og spil med ord! Der gives ikke godt og ondt, ikke op og ned, ikke højt og lavt. Slige ord må I glemme, ellers gør I aldrig det sidste skridt, sætter aldrig over sluget. (dæmpet og indtrængende.) I skal ikke hade flok eller sag, fordi flokken eller sagen vil dette og ikke hint; men I skal hade hver mand i flokken, fordi han er eder imod, og I skal hade hver den, som står rundt om en sag, fordi sagen ikke fremmer eders vilje. Alt det, som I kan bruge, det er godt, – alt det, som lægger bråte på eders vej, det er ondt. 
BISCHOF NIKOLAS.
Spielt und tändelt mit Worten! Es gibt weder Gutes noch Böses, weder Oben noch Unten, weder Hoch noch Niedrig. Solche Worte müßt Ihr vergessen, sonst tut Ihr nie den letzten Schritt, setzt Ihr nie über die Kluft! Leise und eindringlich: Ihr sollt die Menge oder die Sache nicht hassen, weil die Menge oder die Sache dies und nicht jenes verlangt; aber Ihr sollt in der Menge jeden Menschen hassen, weil er Euch widerstrebt, und Ihr sollt einen jeden hassen, der eine Sache vertritt, weil die Sache Euren Willen nicht fördert. Alles, was Euch nützen kann, ist gut; – alles, was Euch Dornen in den Weg legt, ist böse. 
SKULE JARL
(ser grublende frem for sig).
Hvad har ikke jeg kostet på den kongsstol, som jeg dog ikke rak op til; – og hvad har Håkon kostet på den, han, som nu sidder der så tryg! Jeg var ung og slap min fagre lønlige kærlighed, for at gifte mig ind i en mægtig æt. Jeg bad til de hellige, at der måtte skænkes mig en søn, – jeg fik kun døtre. 
JARL SKULE
blickt grübelnd vor sich hin.
Was hat mich nicht der Königssitz gekostet, zu dem ich doch nicht hinaufreichte – und was hat er Håkon gekostet, ihn, der jetzt so sicher darauf sitzt! Ich war jung und opferte meine holde heimliche Liebe, um in ein mächtiges Geschlecht hineinzuheiraten. Ich betete zu den Heiligen, mir möchte ein Sohn geschenkt werden, – ich bekam nur Töchter. 
BISP NIKOLAS.
Håkon får sønner, jarl, – se til! 
BISCHOF NIKOLAS.
Håkon bekommt Söhne, Jarl, – verlaßt Euch drauf! 
SKULE JARL
(går over mod vinduet til højre).
Ja, – alt føjer sig for Håkon. 
JARL SKULE
tritt an das Fenster rechts.
Ja, – für Håkon wendet sich alles zum besten. 
BISP NIKOLAS
(følger efter ham).
Og I, I vil lade jer jage fredløs fra lykken alt eders liv igennem! Er I da blind? Ser I ikke, at det er en stærkere magt end Birkebejnerflokken, som står bagved Håkon og fremmer al hans gerning? Han får hjælpen deroppefra, fra dem – dem, som står eder imod – fra dem, som var eders avindsmænd fra fødselen af! Og for disse avindsmænd bøjer I eder! Rejs jer, mand; skyd ryg! Hvad fik I ellers eders ubændige sjæl til? Kom ihug, at det første storværk i verden blev øvet af en, som rejste sig mod et stærkt rige! 
BISCHOF NIKOLAS
ihm nachgehend.
Und Ihr, Ihr wollt Euch Euer ganzes Leben lang friedlos vom Glücke jagen lassen! Seid Ihr denn blind? Seht Ihr nicht, daß eine stärkere Macht als die Schar Birkebeiner hinter Håkon steht und all sein Tun fördert? Er bekommt Hilfe von dort oben, von denen – denen, die wider Euch stehen, von denen, die Eure Feinde waren von Eurer Geburt an! Und vor diesen Feinden beugt Ihr Euch! Richtet Euch auf, Mann – werft den Nacken empor! Wozu ward Euch sonst Eure unbändige Seele? Denkt daran, daß die erste große Tat der Welt von Einem vollführt wurde, der sich wider ein gewaltiges Reich erhob! 
SKULE JARL.
Hvem? 
JARL SKULE.
Wen meint Ihr? 
BISP NIKOLAS.
Engelen, som rejste sig mod lyset! 
BISCHOF NIKOLAS.
Den Engel, der sich wider das Licht erhob! 
SKULE JARL.
Og som blev slængt i afgrundens gab – 
JARL SKULE.
Und der in den tiefsten Abgrund geschleudert wurde – 
BISP NIKOLAS
(vildt).
Og skabte et rige der, og blev konge, en mægtig konge, – mægtigere end nogen af de titusende – jarler deroppe!
(synker ned på bænken ved drikkebordet.)  
BISCHOF NIKOLAS
leidenschaftlich.
Und da ein Reich erschuf und König wurde, ein mächtiger König, – mächtiger als einer der zehntausend – Jarle dort oben!
Er sinkt auf eine Bank am Zechtische. 
SKULE JARL
(ser længe på ham og siger):
Bisp Nikolas, er I noget mere eller noget mindre end et menneske? 
JARL SKULE
blickt ihn lange an und spricht:
Bischof Nikolas, seid Ihr mehr oder seid Ihr weniger als ein Mensch? 
BISP NIKOLAS
(smiler).
Jeg er i uskyldighedsstand: jeg kender ikke forskel mellem godt og ondt. 
BISCHOF NIKOLAS
lächelt.
Ich bin im Unschuldsstand: ich kenne nicht den Unterschied zwischen gut und böse. 
SKULE JARL
(halvt til sig selv).
Hvorfor satte de mig ind i verden, når de ikke vilde stelle det bedre for mig? Håkon har så fast og uryggelig en tro på sig selv, – alle hans mænd har så fast og uryggelig en tro på ham – 
JARL SKULE
halb für sich.
Weshalb setzten sie mich in die Welt, wenn sie für mich kein besseres Los bereit hatten? Håkon hat einen so festen und unerschütterlichen Glauben an sich selbst, – all seine Mannen haben einen so festen und unerschütterlichen Glauben an ihn – 
BISP NIKOLAS.
Dølg, at I ikke har slig tro på eder selv! Tal, som om I havde den; sværg højt og dyrt på, at I har den, – og alle vil tro på jer. 
BISCHOF NIKOLAS.
Verbergt, daß Ihr keinen solchen Glauben an Euch selber habt. Redet, als hättet Ihr ihn; schwört hoch und teuer, daß Ihr ihn habt, – und alle werden an Euch glauben. 
SKULE JARL.
Havde jeg en søn! Havde jeg en søn, som kunde tage al den store arv efter mig! 
JARL SKULE.
Hätt’ ich einen Sohn! Hätt’ ich einen Sohn, der bei meinem Tode das große Erbe antreten könnte! 
BISP NIKOLAS
(livfuldt).
Jarl – hvis I havde en søn? 
BISCHOF NIKOLAS
lebhaft.
Jarl, – und wenn Ihr einen Sohn hättet? 
Go to Wiki Documentation
Enhet: Det humanistiske fakultet   Utviklet av: IT-seksjonen ved HF
Login